Værnetingsklausul aftalt mellem forsikringstager og -giver bandt ikke den sikrede bådejer

A, som var privat ejer af en motorbåd, meldte sig i juni 2017 ind i den tyske bådklub B, der – foruden at overtage en ejerandel på 3 % af båden fra A – skulle varetage ansvaret for indre-gistrering i det tyske skibsregister og tegning af en ansvars- og kaskoforsikring. Der blev i den forbindelse tegnet forsikring i det tyske forsikringsselskab FS. I forsikringspolicen og selskabets bekræftelse af forsikringsforhold for medejer, blev B angivet som forsikringsta-ger og A som medejer.

Mellem den 18. og 19. marts 2018 skete der en skade på båden. Efterfølgende anmeldte A skaden direkte til FS, som ikke anerkendte, at skaden var dækket af kaskoforsikringen. A anlagde derfor sag mod FS ved Retten i Nykøbing Falster. FS påstod sagen afvist med henvisning til, at forsikringsaftalen indeholdt vilkår om tysk værneting og lovvalg, som var bindende for bådejeren. Byretten fandt at være rette værneting i sagen, hvorimod Landsret-ten nåede frem til det modsatte resultat. A ankede afgørelsen til Højesteret.

Højesterets kendelse

I relation til spørgsmålet om værneting fastslog Højesteret indledningsvis, at B var angivet som forsikringstager i forsikringspolicen fra FS og i selskabets bekræftelse på forsikrings-forhold for medejer. Da det også var B, som havde indgået aftalen med FS, måtte FS anses som forsikringsgiver og B som forsikringstager.

I forsikringsdokumenterne fra FS var A anført som medejer af båden. Det fremgik desuden af FS’ bekræftelse på forsikringsforhold for medejer samt B’s ”overdragelseserklæring”, der også var underskrevet af FS, at forsikringssummen i givet fald skulle udbetales til A som ”den berettigede medejer”. På denne baggrund fandt Højesteret, at A måtte anses som sikret i henhold til forsikringsaftalen.

Eftersom FS og B begge havde hjemsted i Tyskland, mens A havde bopæl i Danmark, skul-le spørgsmålet om værneting afgøres efter Bruxelles I-forordningen.

Ifølge forordningens art. 11, stk. 1, litra b, har den sikrede ret til at anlægge sag mod forsik-ringsgiveren ved sit eget hjemting. Art. 15 indeholder dog en udtømmende angivelse af mu-lighederne for at fravige de almindelige værnetingsregler i bl.a. art. 11, stk. 1, litra b, ved en værnetingsaftale. Efter art. 15, nr. 3, var det muligt at træffe aftale om tysk værneting, når aftalen var indgået mellem forsikringsgiveren og forsikringstageren, og begge havde bopæl eller sædvanligt opholdssted i Tyskland på tidspunktet for aftalens indgåelse. Efter art. 15, nr. 5, var det også muligt at fravige de almindelige værnetingsregler, når forsikringsaftalen dækkede en eller flere af de i art. 16 nævnte risici, herunder store risici som defineret i direk-tiv 2009/138.

I aftalen mellem FS og B var der vedtaget en værnetingsklausul om tysk værneting. Højeste-ret fastslog dog, at værnetingsklausulen ikke var tiltrådt af A. Efter EU-Domstolens praksis, er en i øvrigt gyldig værnetingsaftale mellem forsikringsgiver og forsikringstager ikke bin-dende for den sikrede, når denne har bopæl i en anden medlemsstat end forsikringsgiver og forsikringstager og ikke udtrykkeligt har tiltrådt aftalen. Med henvisning hertil fandt Højeste-ret, at A ikke var bundet af værnetingsklausulen og derfor var berettiget til at anlægge sag mod FS ved sit eget hjemting.

Bech-Bruuns kommentar

Dommen fastslår i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis, at en værnetingsklausul mellem en forsikringstager og forsikringsgiver, der begge er hjemmehørende i én stat, ikke kan gøres gældende over for den sikrede, som ikke udtrykkeligt har tiltrådt forsikringsafta-len, der som her indeholder en værnetingsklausul, og som desuden har bopæl i en anden stat. Som følge heraf må en forsikringsgiver, som indgår aftale med en forsikringstager, være opmærksom på, om forsikringstager handler på vegne af tredjemand. I så fald kan det nemlig få betydning for rækkevidden af eventuelle værnetingsklausuler i forsikringsaftalen.