Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Produktsikkerhedsforordningen

Kromann Reumert
31/10/2024
Produktsikkerhedsforordningen
Kromann Reumert logo
Reglerne om produktsikkerhed har siden 2001 været reguleret af direktivet om generel produktsikkerhed (direktiv 2001/95/EF), som i Danmark er implementeret i lov om produkter og markedsovervågning. Med udviklingen af nye teknologier og onlinesalg, som har påvirket forbrugersikkerheden de seneste årtier, er der opstået et stigende behov for at opdatere de gældende regler på området. Dette behov er nu imødekommet med vedtagelsen af den nye produktsikkerhedsforordning (EU 2023/988 - GPSR), som moderniserer produktsikkerhedssystemet og tilpasser det til de udfordringer, der er opstået over tid.

Produktsikkerhedsforordningen

Vedtagelse  

Den 12. juni 2023 trådte den nye produktsikkerhedsforordning i kraft, dog med en indkøringsfase på 18 måneder. Det betyder, at det først fra den 13. december 2024 bliver et krav, at forordningen anvendes i alle EU-lande. Den nye produktsikkerhedsforordning vil erstatte direktivet om generel produktsikkerhed fra 2001. Som forordning er reglerne direkte anvendelige i Danmark og finder derfor anvendelse uden yderligere implementering.  


Formål  

Forordningen stiller overordnet krav om, at der udelukkende tilbydes sikre produkter til forbrugerne, uanset produkternes oprindelse og om de sælges i fysiske butikker eller på onlinemarkedspladser.   


Det fremgår af forordningens præambel, at formålet er:  

"at beskytte forbrugernes sundhed og sikkerhed og sikre det indre markeds funktionsevne med hensyn til produkter, der er bestemt for forbrugerne. 


Denne forordning bør sigte mod at beskytte forbrugerne og deres sikkerhed som værende et af de grundlæggende principper i EU-lovgivningen og som fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«). Farlige produkter kan have meget negative konsekvenser for forbrugere og borgere. Alle forbrugere, herunder de mest sårbare, såsom børn, ældre eller personer med funktionsnedsættelser, har ret til sikre produkter." 


Forordningens anvendelsesområde  

Den nye forordning omfatter som udgangspunkt alle led i distributionskæden af et produkt., Alle virksomheder, der producerer eller distribuerer produkter, bør derfor forholde sig til reglerne.  


Ifølge artikel 2 finder forordningen nemlig anvendelse på produkter, som bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet, medmindre der gælder en anden specifik EU-regulering om sikkerheden ved de pågældende produkter, som har samme formål.  


I de tilfælde, hvor et produkt er omfattet af specifikke sikkerhedskrav ifølge EU-retten, finder forordningen kun anvendelse på de aspekter og de risici eller kategorier af risici, som ikke er omfattet af disse krav. 


Forordningen gælder ikke for følgendeoplistede kategorier, som nævnes i forordningens artikel 2: human-eller veterinærmedicinske lægemidler, fødevarer, foder, levende planter og dyr, animalske biprodukter, plantebeskyttelse, luftfartøjer, offentlig eller erhvervsdrevne transportmidler og antikviteter.  


Desuden finder forordningen ikke anvendelse på produkter, der skal repareres eller sættes i stand, inden de anvendes, ej heller når disse produkter bringes i omsætning eller gøres tilgængelige på markedet og tydeligt er markerede som sådanne.  


Hvad er nyt i Produktsikkerhedsforordningen?   

Forordningen ændrer ikke de grundlæggende krav til produktsikkerhed, som blev fastslagt i 2001 og som kan genfindes i den gældende danske regulering. Forordningen er dog tilpasset de samfundsmæssige ændringer, der har påvirket forbrugersikkerheden de seneste år. Som resultat er der indført et nyt sæt regler, der tydeliggør fabrikanters, importørers og distributørers forpligtelser.  


De største ændringer i forordningen dækker følgende områder: 

  • Nye krav til erhvervsdrivende  
  • Nye krav til onlinemarkedspladser 
  • Flere oplysningskrav ved fjernsalg 
  • Underretning til myndigheder om farlige produkter 
  • Underretning til myndighederne ved ulykker 
  • Kompensation ved tilbagekaldelser 
  • Klagemulighed til forbrugere 


Krav til erhvervsdrivende  

Interne processer for produktsikkerhed 

Det er i forordningens artikel 14 bestemt, at en erhvervsdrivende skal sikre, at denne har interne processer for produktsikkerhed, som sætter vedkommende i stand til at overholde de relevante krav i forordningen. 


Sådanne interne processer bør fastlægges af den erhvervsdrivende selv, og kan f.eks. baseres på organisatoriske procedurer, retningslinjer, standarder eller ved udnævnelsen af en ad hoc-driftsleder.   


Ansvarlig person for produkter bragt i omsætning på EU-markedet 

Det følger af forordningens artikel 16, at et produkt ikke må bringes i omsætning, medmindre der er etableret en erhvervsdrivende i Unionen, som er ansvarlig for at produktet overholder de tekniske krav fra standarder og lignende. Vekommende skal ligeledes sørge for, at relevant dokumentation og produktets sikkerhedsinformation er tilgængelige for myndighederne.  


Med andre ord skal myndighederne i de relevante EU-lande have en ansvarlig erhvervsdrivende at gå til, såfremt der er spørgsmål til et konkret produkt. 


Krav til onlinemarkedspladser  

Ifølge artikel 22 i forordningen, skal en udbyder af en onlinemarkedsplads sikre, at denne har interne processer for produktsikkerhed, som sætter vedkommende i stand til at overholde de relevante krav, der følger af forordningen. Desuden forpligter bestemmelsen onlinemarkedspladser til at samarbejde med markedsovervågningsmyndighederne, hvis et farligt produkt findes på deres platform. Markedsovervågningsmyndighederne kan i den forbindelse påkræve, at det farlige produkt fjernes fra onlinemarkedspladsen. 


Flere oplysningskrav ved fjernsalg  

Det følger af artikel 19, at erhvervsdrivende, der gør produkter tilgængelige på markedet online eller ved anvendelse af andre former for fjernsalg, skal angive relevante oplysninger klart og tydeligt i forbindelse med salget.  


Oplysningerne omfatter ifølge bestemmelsen fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt postadressen og den elektroniske adresse, hvorpå denne kan kontaktes. Hvis fabrikanten ikke er etableret i Unionen, skal de samme oplysninger angives for den etablerede erhvervsdrivende i EU, som ansvaret er overdraget til, se ovenfor.  


Det følger desuden af bestemmelsen, at eventuelle advarsler eller sikkerhedsoplysninger skal angives i forbindelse med salget.  


Underretning til myndighederne om farlige produkter  

Hvis en fabrikant, importør eller distributør finder eller har grund til at tro, at et produkt er farligt, skal denne straks underrette de relevante markedsovervågningsmyndigheder herom. Underretning til de relevante markedsovervågningsmyndigheder skal ske gennem Safety Business Gatewayen. 


Underretning til myndighederne ved ulykker 

I tilfælde af en ulykke forårsaget af et produkt, der er bragt i omsætning eller gjort tilgængeligt på markedet, er fabrikanten forpligtet til at indberette ulykken til de kompetente myndigheder (i Danmark Sikkerhedsstyrelsen, sik.dk) ved anvendelse af Kommissionens Safety Business Gateway.  


Kompensation ved tilbagekaldelser  

I tilfælde af en sikkerhedsbegrundet tilbagekaldelse af et produkt skal den erhvervsdrivende tilbyde forbrugeren afhjælpning i form af reparation, ombytning til et nyt produkt eller en passende tilbagebetaling. Forbrugeren skal tilbydes valget mellem mindst to af disse former for afhjælpning, medmindre dette er umuligt eller vil være forbundet med væsentlig ulempe for forbrugeren eller den erhvervsdrivende.  


For yderligere information om købernes mangelsbeføjelser i tilfælde af tilbagekaldelser, herunder set i forhold til reklamations- og forældelsesfrister, se her.


Klagemulighed for forbrugere 

Fabrikanter og importører er forpligtet til at offentliggøre kommunikationskanaler, som giver forbrugerne mulighed for at indgive klager og underrette om eventuelle ulykker eller sikkerhedsproblemer relateret til et produkt. Derudover skal fabrikanter og importører føre et internt register over klager, tilbagekaldte produkter samt de korrigerende foranstaltninger, der er truffet for at bringe produktet i overensstemmelse med gældende bestemmelser.  


Hvad kan man som virksomhed gøre allerede nu?  

  • Da forordningen finder anvendelse den 13. december 2024 i alle EU-lande, er det vigtigt for din virksomhed at overveje følgende:  
  • Har din virksomhed etableret de nødvendige interne processer for produktsikkerhed, som kræves af forordningen?  
  • Har din virksomhed udpeget en ansvarlig person for produkter bragt i omsætning i EU i henhold til de nye krav? 
  • Opfylder dine produkter de øgede oplysningskrav ved fjernsalg? 
  • Hvordan håndterer din virksomhed underretning til myndighederne om farlige produkter? 
  • Hvordan håndterer din virksomhed underretning til myndighederne ved ulykker?  
  • Har din virksomhed offentliggjort kommunikationskanaler, så forbrugerne har mulighed for at klage og underrette om eventuelle ulykker eller sikkerhedsproblemer? 

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.
Kromann Reumert logo
København
Sundkrogsgade 5
2100 København Ø
70 12 12 11
mail@kromannreumert.com
Aarhus
Rådhuspladsen 3
8000 Aarhus C
London
65 St. Paul's Churchyard
London EC4M 8AB
Gratis Nyhedsservice
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden
Vær den første til at modtage relevante juridiske nyheder inden for dine interesseområder
Tilmeld dig nu
Fagligt indhold, der kunne være relevante for dig
Skift af forsikringsselskab - Dét skal du være opmærksom på
Jurainfo logo
EXCLUSIVE
VIDEO
Skift af forsikringsselskab - Dét skal du være opmærksom på
Mange virksomheder eller privatpersoner oplever at skulle skifte forsikringsselskab, hvilket der kan være mange gode grunde til. I forbindelse med et skift af forsikringsselskab er der dog visse ting man skal holde sig for øje.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Hvad betyder vedtagelsen af "Listing Act" for udstedere af gældsinstrumenter og kapitalandele?
Hvad betyder vedtagelsen af "Listing Act" for udstedere af gældsinstrumenter og kapitalandele?
29/10/2024
EU-ret, Udbud
FIDIC Yellow Book i vedvarende energiprojekter
FIDIC Yellow Book i vedvarende energiprojekter
29/10/2024
EU-ret, Fast ejendom og entreprise, Energi og forsyning
Kaffetørst endte i fald: arbejdsskade under hjemmearbejde
Kaffetørst endte i fald: arbejdsskade under hjemmearbejde
04/11/2024
Ansættelses- og arbejdsret, Forsikring og erstatning
Google nægter tredjepartsadgang til Android Auto: Muligt misbrug af dominerende stilling
Google nægter tredjepartsadgang til Android Auto: Muligt misbrug af dominerende stilling
11/11/2024
Konkurrenceret, EU-ret
Nyt sanktionsregime i EU mod hybride trusler fra Rusland
Nyt sanktionsregime i EU mod hybride trusler fra Rusland
06/11/2024
Compliance, EU-ret
Hvad gælder, når entreprenøren – og ikke bygherren - tegner byggeskadeforsikringen
Hvad gælder, når entreprenøren – og ikke bygherren - tegner byggeskadeforsikringen
21/11/2024
Fast ejendom og entreprise, Forsikring og erstatning
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du at udgive materiale?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted