Suspensionsaftale fraveg ikke forældelseslovens regler

A var den 2. juni 2014 involveret i en trafikulykke, og forsikringsselskabet, B, anerkendte erstatningsansvaret. Efterfølgende rejste A et yderligere krav på betaling af méngodtgørelse, erhvervsevnetab, tabt arbejdsfortjeneste og dækning af udgifter til advokatbistand. Dette krav ville B imidlertid ikke anerkende dækning for. A anlagde derfor sag mod forsikringsselskabet den 17. juni 2019, dvs. efter udløbet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist.

I perioden fra ulykken i 2014 og indtil sagsanlægget i 2019, var der mellem parterne løbende indgået aftale om suspension af forældelsesfristen. B gjorde dog under sagen gældende, at A’s krav var forældet, da den seneste suspensionsaftale var udløbet den 28. februar 2019, og at parterne med suspensionsaftalen havde fraveget forældelseslovens regler, herunder forældelseslovens § 21, stk. 5. Efter § 21, stk. 5, suspenderes forældelsesfristen til tidligst 1 år efter, at forhandlingerne mellem parterne om et krav må anses for afsluttet. Kravet ville derfor ikke være forældet, hvis A kunne påberåbe sig tillægsfristen i § 21, stk. 5.

Spørgsmålet om forældelse blev udskilt til særskilt forhandling.

Sagens oplysninger

A’s advokat anmodede første gang den 21. marts 2017 om suspension af forældelsesfristen indtil 1 år efter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings udtalelse forelå, og parterne indgik på den baggrund en suspensionsaftale. Forældelsen blev efterfølgende suspenderet ad flere omgange og senest frem til den 28. februar 2019. Herefter blev suspensionsaftalen ikke forlænget yderligere.

I samme periode og frem til den 8. marts 2019 drøftede A’s advokat løbende sagen, herunder A´s krav, med B. Imidlertid afviste B den 2. maj 2019 nu alle krav i anledning af ulykken med henvisning til, at kravene var forældet som følge af udløbet af suspensionsaftalen den 28. februar 2019.

I byretten gjorde A gældende, at parterne i perioden løbende havde forhandlet om kravet, og der løb en tillægsfrist efter udløbet af suspensionsaftalen i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 5.

Retten fandt efter en konkret vurdering, at parterne havde indgået en gyldig suspensionsaftale, der fraveg de almindelige forældelsesregler, herunder § 21, stk. 5. A’s krav var derfor forældet den 28. februar 2019 og dermed forud for sagsanlægget.

A ankede byrettens dom til landsretten.

Landsrettens afgørelse

Landsretten fandt ud fra en fortolkning efter reglerne for aftaleindgåelse og -fortolkning, at A med føje kunne gå ud fra, at det ikke var nødvendigt at foretage retsskridt for at afbryde forældelsesfristen, da parterne løbende, og også efter den 28. februar 2019, havde opretholdt forhandlingerne om kravet. Det faktum, at suspensionsaftalen indeholdt en frist for forældelsens indtræden, der i øvrigt var ensidigt fastsat af B, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten ophævede derfor byrettens dom og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Bech-Bruuns kommentar

I sager om økonomiske krav, skal parterne altid have øje for forældelsesfristen, og hvornår og hvordan denne eventuelt kan afbrydes/suspenderes. Særligt i store komplekse sager, men også i sager med en langstrakt sagsbehandlingstid, som det konkret var tilfældet, er det helt sædvanligt, at parterne suspenderer forældelsen af hensyn til at undgå unødvendige søgsmål. En sådan suspensionsaftale mellem parterne vil som udgangspunkt have forrang, men fortsættes forhandlingerne om kravet udover aftalens ophørstidspunkt, vil forældelsesfristen konkret kunne suspenderes yderligere i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 5. Landsrettens afgørelse bidrager til fortolkningen af suspensionsaftalers indhold og rækkevidde.