Sø- og Handelsretten afviser sag mod spansk værft

Sagen omhandlede et muligt erstatningsansvar som følge af det spanske værft A’s forsinkede reparation samt senere arrest af skibet Q, der tilhørte det danske rederi B.

Spørgsmålet om værneting blev udskilt til særskilt behandling. Parternes tvist under delforhandlingen angik især, om parterne havde aftalt værneting i Spanien og hvis ikke, hvor der efter Domsforordningens regler var værneting for søgsmålet.

Sagens oplysninger

B var et dansk rederi. A var et spansk skibsværft. I 2018 indgik parterne en aftale om reparation af skibet Q. A sendte sit tilbud til kaptajnen på Q. A’s generelle handelsbetingelser var vedlagt tilbuddet. Det fulgte af disse betingelser, at i tilfælde af en tvist var der aftalt værneting i Spanien.

Reparationen foregik i Spanien på A’s skibsværft. A blev forsinket pga. en defekt slipway. B mistede på grund af A’s forsinkelse et certeparti. Der opstod herefter uenighed mellem A og B om restbetaling af reparationen og erstatning for det tabte certeparti. Da B ikke betalte A, foretog A arrest i skibet Q, hvilket medførte et yderligere tab for B i form af endnu et mistet certeparti.

Spørgsmålet for Sø- og Handelsretten var, om parterne havde vedtaget værneting i Spanien med henvisning til A’s handelsbetingelser og hvis ikke, om der var tale om erstatning i eller uden for kontrakt, herunder hvilken betydning dette havde for anvendelsen af værnetinget efter Domsforordningen.

B gjorde i sagen gældende, at handelsbetingelserne ikke kunne anses for vedtaget, da e-mailen med tilbuddet, hvori handelsbetingelserne fremgik, var sendt til skibets kaptajn, der ikke havde fuldmagt til at acceptere disse. Desuden opfyldte aftalen heller ikke Domsforordningens krav om skriftlighed ved værnetingsaftaler.

Heroverfor gjorde A principalt gældende, at kaptajnen havde den fornødne stillingsfuldmagt, samt at Domsforordningen ikke forudsætter en eksplicit og udtrykkelig aftaleindgåelse, og subsidiært at erstatningskravet havde karakter af erstatning i kontrakt, hvorefter sagen under alle omstændigheder skulle afgøres i Spanien, som var det sted, hvor forpligtelsen for kontrakten skulle opfyldes.

Sø- og Handelsrettens afgørelse

Sø- og Handelsretten fandt, at skriftlighedskravet efter Domsforordningen artikel 25 ikke var opfyldt, og at det derfor ikke var godtgjort, at der var indgået en aftale om værneting i Spanien efter A’s generelle handelsbetingelser.

Sø- og Handelsretten fandt derefter, at B’s erstatningskrav vedrørende de to mistede certepartier udsprang af parternes aftale. Efter Domsforordningens regler om værneting, kan et krav om erstatning i kontrakt behandles på det sted, hvor forpligtelsen for kontrakten skulle opfyldes, dvs. der hvor skibet skulle repareres. Da dette var i Spanien, og da der ikke i øvrigt kunne statueres værneting i Danmark, afviste Sø- og Handelsretten sagen.

Bech-Bruuns kommentarer

Dommen illustrerer udgangspunktet i Domsforordningen om, at værnetingsaftaler forudsætter gensidig accept – og i dette tilfælde skriftlig accept. Afgørelsen kan dog ikke tages til udtryk for, at der altid er tale om et absolut skriftlighedskrav for værnetingsaftaler indenfor shipping, hvor det er branchesædvane blot at henvise til standardkontrakter med fortrykte værnetingsaftaler, uden at disse i øvrigt underskrives af parterne. Desuden illustrerer dommen også det helt fundamentale udgangspunkt, at der selvsagt skal være et grundlag for værneting det sted, hvor man anlægger sagen.