Højesteretsdom afslutter 13 års retssag om bestyrelsesansvar

Bestyrelsesformand og revisorer blev frifundet for erstatningskrav på 100 mio. kr. da Højesteret den 27. marts 2015 satte punktum i sagen om Memory Card Technology A/S.

Sagen kort
Sagen om Memory Card Technology startede i 2001, da det børsnoterede selskab blev erklæret konkurs under it-boblen med et samlet tab på ca. 500 mio. kr. og afsløringer af omfattende regnskabssvindel begået af den tidligere administrerende direktør.

I 2002 stævnede konkursboet selskabets tidligere bestyrelse og revision med et erstatningskrav på 100 mio. kr. Boet gjorde gældende, at bestyrelsen og revisorerne burde have opdaget direktørens svindel og dermed havde et medansvar for selskabets fortsatte drift.

Da straffesagen mod selskabets tidligere direktør, som endte med seks års fængsel for groft bedrageri og svig, tog adskillige år, har den civile erstatningssag været udsat, indtil straffesagen var afgjort.

Højesterets dom af 27. marts 2015

Bestyrelsesansvaret
Bestyrelsens medlemmer var alle blevet frifundet ved landsrettens dom, der lagde vægt på, at bestyrelsen havde sikret en forsvarlig organisation af selskabet med en klar ansvarsfordeling mellem bestyrelse, direktion og den eksterne revision. Konkursboet ankede alene dommen over for bestyrelsens formand. Højesteret anså det for en fejlvurdering, at bestyrelsesmanden, efter en henvendelse fra en fratrådt økonomidirektør, ikke orienterede de øvrige bestyrelsesmedlemmer og revisionen om henvendelsen, der indeholdt oplysninger om påstået omfattende manipulation med værdien af varelageret.

Højesteret fastslog dog, at bestyrelsesformanden i varetagelsen af sit hverv havde levet op til sine forpligtelser, og at der på baggrund af en enkeltstående fejl ikke var grundlag for at pålægge bestyrelsesformanden et erstatningsansvar.

Revisoransvaret
Revisorerne var i henhold til landsrettens dom fundet ansvarlige over for konkursboet. Revisorerne ankede til frifindelse og gentog for Højesteret en påstand om, at bestyrelsens medlemmer skulle friholde revisorerne for eventuelt ansvar. Højesteret fastslog, at revisorerne i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for både 1998/99 og 1999/2000 havde handlet ansvarspådragende, idet revisionen skulle have taget forbehold for værdiansættelsen bl.a. af varelageret og tilgodehavender. Til gengæld fandt Højesteret det ikke godtgjort, at de nødvendige forbehold i påtegningen på 1998/99-regnskabet i sig selv ville have ført til, at bestyrelsen ville have indstillet eller tilpasset virksomhedens drift.  Hvad angik 1999/2000-regnskabet fandt Højesteret, at revisorernes manglende forbehold ved påtegningen på dette regnskab ikke havde ført til et væsentligt dårligere resultat end det kvartalsregnskab, der forelå en måneds tid efter.

Som følge heraf fandt Højesteret ikke, at der var årsagsforbindelse mellem revisorernes fejl i forbindelse med årsregnskaberne og tabet, hvorfor revisorerne blev frifundet. Derfor bortfaldt også revisorernes friholdelsespåstand over for bestyrelsen.

Carsten Pedersen repræsenterede bestyrelsen sammen med Frank Bøggild, Kroman Reumert.

Bech Bruuns kommentar
Dommen er interessant på en række punkter. Blandt andet fordi den viser, hvilke krav Højesteret i konkurssituationer stiller til dokumentation for den grundlæggende erstatningsretlige betingelse om årsagsforbindelse. Afgørelsen må forventes også at få betydning for kommende erstatningssager anlagt mod revisorer og bestyrelser i konkursramte selskaber.

Et yderligere forhold er betydningen af den fratrådte økonomidirektørs henvendelse til bestyrelsesformanden i 2000, hvor whistleblower-ordninger ikke var almindelige. Da whistleblower-ordninger anvendes i mange virksomheder i dag, er spørgsmålet om en sådan henvendelse i en lignende sag i dag ville blive tillagt en større betydning i bestyrelsesansvarssager.

---