Højesteret: Forsikringsselskab kunne ikke indtræde i medarbejders krav

En medarbejder var i 2012 udsat for en arbejdsskade og fik derfor udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste af sit forsikringsselskab indtil slutningen af november 2015. Senere traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring en afgørelse om, at medarbejderen havde haft et midlertidigt erhvervsevnetab fra september 2014.

Medarbejderen havde derfor krav på at få erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab i noget af den periode, hvor han allerede havde fået erstatning fra forsikringsselskabet. Men hvis han også skulle have erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab i denne periode, ville han få for meget i erstatning og blive overkompenseret. Han havde nemlig allerede fået dækket sit fulde økonomiske tab i den periode, hvor forsikringsselskabet havde udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Forsikringsselskabet ville derfor gerne indtræde i medarbejderens krav på erstatning. På den måde kunne forsikringsselskabet få udbetalt erstatningen i stedet for medarbejderen og få de penge tilbage, som de havde givet for meget i erstatning. Medarbejderen var dog uenig og mente ikke, at forsikringsselskabet havde lov til det, når der var tale om to forskellige typer af erstatninger.

Højesteret skulle derfor tage stilling til, om forsikringsselskabet kunne indtræde i medarbejderens krav på erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab for den overlappende periode.

Der var ikke tale om beløb af ”samme art”

Højesteret forklarede, at forsikringsselskabets mulighed for at indtræde i medarbejderens krav er reguleret i arbejdsskadesikringslovens § 29, stk. 2. Efter denne regel er det afgørende, om der er tale om et beløb af ”samme art”. Hvis det var tilfældet, så kunne forsikringsselskabet indtræde i kravet. Erstatningsansvarsloven var dog blevet ændret i 2011 sådan, at der i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal ske fradrag for erstatning for midlertidigt tab af erhvervsevne, hvis de to erstatningskrav dækkede samme periode. Men det fremgik ikke nogen steder, at ændringen betød, at der nu skulle være tale om beløb af ”samme art”.

Tværtimod, havde Folketinget i forbindelse med ændringen af erstatningsansvarsloven valgt, at der ikke skulle være en regel, der gav et forsikringsselskab mulighed for at få godtgjort udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis der blev truffet en afgørelse om, at en medarbejder havde krav på erstatning for erhvervsevnetab for samme periode, som erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste var udbetalt for.

Højesteret mente derfor, at et forsikringsselskab, der havde udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, ikke kunne indtræde i et krav på erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab for samme periode. Ellers ville Folketinget nemlig have indført sådan en regel.

Beløbene var derfor ikke af ”samme art”, og forsikringsselskabet kunne ikke indtræde i medarbejderens krav på erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab, selvom medarbejderen ville blive overkompenseret. Forsikringsselskabet kunne heller ikke kræve, at medarbejderen skulle betale erstatningen tilbage til forsikringsselskabet.

IUNO mener

Sagen er med til at afklare reglerne for et forsikringsselskabs mulighed for at indtræde i en medarbejders krav, når det viser sig, at medarbejderen har modtaget for meget erstatning og er blevet overkompenseret. Med dommen har Højesteret nemlig slået fast, at et forsikringsselskab, der har udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, ikke kan indtræde i et krav på erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab for samme periode eller erstatningen tilbagebetalt, fordi de to typer erstatninger ikke er af ”samme art”.

IUNO anbefaler, at forsikringsselskaber er særlig opmærksomme på den nye højesteretsdom. Selvom Folketinget tidligere har forsøgt at regulere området, er det stadig et problem, når medarbejdere bliver overkompenseret, og forsikringsselskaber ikke har mulighed for at forhindre det. Forsikringsselskaber bør derfor forsøge bedst muligt at sikre sig imod at udbetale for meget erstatning og altid søge juridisk hjælp, hvis de er i tvivl. Det må for eksempel konkret vurderes, om der med skadelidte kan indgås en subrogationsaftale, en aftale om tilbagebetaling af tabt arbejdsfortjeneste eller lignende

[Højesterets dom i sag BS-46420/2020-HJR af 23. august 2021]