I en nylig sag (C-410/19) nåede EU-domstolen frem til at online levering af software på en tidsubegrænset licens er omfattet af begrebet ”varer” i EU-direktivet om handelsagenter (86/653).
Sagens faktum
Sagen vedrørte en tvist om en aftale mellem Computer Associates (CA) og en virksomhed kaldet The Software Incubator (TSI). CA udbyder bl.a. software til automatisering af udrulning og styring af applikationer. Levering af softwaren sker via en licens, som kan være begrænset eller tidsubegrænset. Ifølge aftalen skulle TSI markedsføre og sælge CA’s software på CA’s vegne.
Da CA i 2013 opsagde aftalen, rejste TSI et erstatningskrav ved en engelsk domstol i henhold til reglerne i den engelske implementering af handelsdirektivet (Statutory Instruments 1993/3053). CA gjorde under sagen gældende, at aftalen ikke var omfattet af handelsagentreglerne, da der ikke var tale om ”salg eller køb af varer”, som disse regler gælder for.
Som følge heraf stillede den engelske Supreme Court to præjudicielle spørgsmål til EU-domstolen.
De præjudicielle spørgsmål
Sagens spørgsmål var
1) om en kopi af software leveret online kan udgøre en ”vare” i handelsagentdirektivets forstand, og
2) om software omfattet af en tidsubegrænset licens udgør ”salg af varer”, jf. artikel 1, stk. 2 i handelsagentdirektivet.
Spørgsmålene blev af EU-domstolen behandlet under ét.
Afgørelsen EU-domstolen konstaterede indledningsvis, at der er behov for en ensartet fortolkning af begrebet ”varer” i handelsagentdirektivet for at sikre ensartet anvendelse af EU-retten i medlemsstaterne.
Det følger af EU-domstolens praksis, at ”varer” defineres som ”(…) produkter, hvis værdi kan måles i penge, og som i sig selv kan være genstand for kommerciel transaktion”.
EU-domstolen fastslog, at denne definition også omfatter software som i den pågældende sag, da den har forretningsmæssig værdi og kan være genstand for kommerciel transaktion. Dette gælder, uanset om softwaren leveres fysisk eller via internettet.
I forhold til begrebet ”salg” henviste domstolen til sagen C-128/11, hvor det fastslås, at salg af en kopi af et computerprogram og indgåelse af en dertil knyttet tidsubegrænset licensaftale, er et udeleligt hele, idet salget af kopien i sig selv ikke har nogen værdi uden licensen.
I afgørelsen lagde EU-domstolen yderligere vægt på, at man ved at udelukke salg af software på denne måde fra handelsagentdirektivets anvendelsesområde ville bringe den effektive virkning af direktivets beskyttelse i fare.
På den baggrund fastslog domstolen at artikel 1, stk. 2 i direktivet, må fortolkes således, at det omfatter ”elektronisk levering af computersoftware til en kunde mod betaling af en pris, når leveringen ledsages af tildelingen af en tidsubegrænset licens til brug af softwaren.”
Bird & Bird’s kommentarer
Det kan på baggrund af dommen fra EU-domstolen konkluderes, at agentaftaler vedrørende onlinesalg af standardsoftware er omfattet af handelsagentreglerne, hvis de sælges på en tidsubegrænset licens, idet der i så fald er tale om ”salg eller køb af varer”.
Dommens resultat forekommer åbenbart rigtigt, da det ikke kan være afgørende for reglernes anvendelighed, om softwaren leveres fysisk på en usb-nøgle eller et andet fysisk medie - hvor ingen vil være i tvivl om, at der er tale om salg af en ”vare” – eller om salg og levering af selvsamme software sker via internettet.
Konsekvensen er, at agenten i sådanne tilfælde er beskyttet af handelsagentlovens beskyttelsespræceptive regler om bl.a. opsigelsesvarsler og goodwill kompensation ved agentaftalens ophør.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
