Direktør holdt personligt ansvarlig for sagsomkostninger pålagt i retssag anlagt af direktørens eget selskab

Sagen omhandlede et investeringsselskab, der tidligere havde sagsøgt blandt andre et advokatselskab med påstand om betaling af DKK 20,5 mio. Advokatselskabet havde udarbejdet en legal opinion, som efter investeringsselskabets opfattelse var mangelfuld og dermed ansvarspådragende for advokatselskabet.

Advokatselskabet blev imidlertid frifundet fuldt ud for det rejste krav i byretten, hvorefter investeringsselskabet valgte at anke sagen til Østre Landsret. Undervejs i ankesagen gik investeringsselskabet dog konkurs, og ankesagen blev hævet, da konkursboet ikke ønskede at indtræde i ankesagen.

Samlet fik advokatselskabet tilkendt sagsomkostninger for byret og landsret med i alt DKK 700.000, hvilket konkursboet ikke kunne honorere. På den baggrund rettede advokatselskabet et direkte krav mod investeringsselskabets ultimative ejer og enedirektør, A, med påstand om, at han skulle erstatte det tab, som advokatselskabet havde lidt ved investeringsselskabets manglende betaling af de pådømte sagsomkostninger.

Advokatselskabet gjorde i den forbindelse blandt andet gældende, at A i sin egenskab af tegningsberettiget og egenrådig direktør i – og tillige ultimativ ejer af – investeringsselskabet kunne holdes personligt ansvarlig for det økonomiske tab, som advokatselskabet havde lidt ved, at investeringsselskabet anlagde og gennemførte en retssag mod blandt andre advokatselskabet uden at have tilstrækkelige midler til at betale sagsomkostningerne, hvis sagen blev tabt (hvilket den som nævnt gjorde).

Byrettens dom

Ved dom af 27. september 2019 dømte Københavns Byret A til at betale det af advokatselskabet fremsatte krav på DKK 700.000 med tillæg af procesrente samt sagsomkostninger.

I sin begrundelse lagde byretten til grund, at A i den for sagen relevante periode havde udgjort ledelsen i investeringsselskabet, og at A havde haft fuld indsigt i og kendskab til selskabets forhold, herunder selskabets økonomiske stilling, ligesom A også havde forestået og været bekendt med selskabets økonomiske dispositioner og kapitalforhold. Hertil lagde byretten til grund, at A tillige var selskabets ultimative ejer.

Under disse omstændigheder fandt Københavns Byret således, at det var ansvarspådragende for A at træffe beslutning om, at retssagen mod advokatselskabet blev anlagt og gennemført som sket, uden samtidig at sikre sig, at investeringsselskabet ville være i stand til at betale sagsomkostninger til advokatselskabet, hvis retssagen blev tabt.

Det forhold, at A selv havde en forventning om, at retssagen mod advokatselskabet ville føre til et gunstigt resultat for investeringsselskabet, og at den forventning – til en vis grad – var bestyrket af den advokatrådgivning, som A havde modtaget forud for sagsanlægget mod advokatselskabet, havde efter Københavns Byrets opfattelse ingen betydning for A’s ansvar i sagen.

Den af Københavns Byret afsagte dom blev herefter anket af A til Østre Landsret.

Østre Landsrets dom

Ved dom af 26. marts 2021 stadfæstede Østre Landsret dommen fra Københavns Byret. I den forbindelse tiltrådte Østre Landsret byrettens resultat og begrundelse og anførte, at A havde handlet ansvarspådragende ved at lade investeringsselskabet iværksætte processuelle skridt, hvorfor A hæftede for det tab, investeringsselskabet havde påført advokatselskabet. Landsretten dømte derfor ligeledes A til at betale det af advokatselskabet nedlagte krav.

Under ankesagen for Østre Landsret havde A fremført et (nyt) synspunkt om, at investeringsselskabet havde et tilgodehavende hos sit moderselskab, med hvilket moderselskabstilgodehavende der – efter A’s opfattelse – kunne have været sket betaling af investeringsselskabets kreditorer, herunder advokatselskabet. Advokatselskabet bestred, at dette var tilfældet, hvilket Østre Landsret da heller ikke tillagde nogen betydning ved sin afgørelse af ankesagen.

Bech-Bruuns kommentar

Dommen fra Østre Landsret (og også den indankede dom fra Københavns Byret) er i god overensstemmelse med den dom, som Højesteret afsagde den 19. januar 2018 i sag 80/2017 (refereret i U.2018.1487 H), og som angik et hollandsk moderselskabs hæftelse for sagsomkostninger, som dets datterselskab havde pådraget sig i en retssag anlagt af dette.

Højesteret udtalte i den pågældende sag, at det hollandske moderselskab, der udover at være ejer af datterselskabet også var leder af datterselskabet, havde haft fuldt kendskab til sagens genstand og forløb samt til tabsrisikoen for de sagsøgte myndigheder, hvorfor moderselskabet havde handlet ansvarspådragende ved at lade datterselskabet videreføre retssagen uden hensyn til datterselskabets manglende evne til at betale eventuelle pålagte sagsomkostninger.

Dommen fra Østre Landsret (og Københavns Byret) ses netop at være i god tråd med ovennævnte dom fra Højesteret. Med Østre Landsrets dom er det således blevet bekræftet – og slået fast endnu en gang – at en ledelse i et selskab kan risikere at blive holdt ansvarlig for selskabets økonomiske dispositioner, herunder fx for anlæggelse og gennemførelse af en retssag, hvis ledelsen er vidende om retssagen såvel som selskabets ringe økonomiske stilling og den manglende mulighed for at betale eventuelle pålagte sagsomkostninger, hvis retssagen tabes.