Den britiske højesteret har for nylig taget stilling til spørgsmålet om en voldgiftsdommers habilitet i sagen mellem Halliburton Company og Chubb Bermuda Insurance Ltd. Sagen har vakt stor international opsigt blandt praktikere og voldgiftsinstitutter. Domstolen skulle tage stilling til, i hvilket omfang en voldgiftsdommer kan acceptere udpegning i flere verserende sager, hvor problemstillingerne er beslægtet samtidig med, at en af parterne direkte eller indirekte går igen i sagerne. Desuden skulle retten tage stilling, om en voldgiftsdommer i sådanne tilfælde har en udvidet oplysningspligt overfor sagernes parter.
Sagen omhandlede, hvorvidt en voldgiftsdommer i en voldgiftssag mellem Halliburton og Chubb blev inhabil ved efterfølgende at acceptere udpegning i andre beslægtede søgsmål, hvor Chubb var henholdsvis direkte og indirekte involveret. Desuden angik sagen, om voldgiftsdommeren i sådanne tilfælde havde en udvidet oplysningspligt overfor sagernes parter.
I januar 2015 indledte Halliburton en voldgiftssag mod Chubb og påstod dækning af et erstatningskrav, som Halliburton havde svaret til en skadelidt. Der var tale om en ad hoc voldgift, hvor de to parter skulle vælge en voldgiftsdommer hver. Disse skulle efterfølgende pege på en formand for voldgiftsretten. Da der ikke kunne opnås enighed om formanden, anmodede parterne de britiske domstole om hjælp.
Domstolen pegede på den formand som Chubb havde foreslået.
I december 2015 accepterede voldgiftsrettens formand at være voldgiftsdommer i en anden sag. Denne sag vedrørte samme skade, som indgik i sagen mellem Halliburton og Chubb, og det var Chubb, der havde peget på formanden som voldgiftsdommer. I august 2016 blev formanden endnu engang udpeget som voldgiftsdommer i en beslægtet sag, hvor Chubb’s modpart i sagen fra december 2015, havde rettet tilsvarende krav mod et andet forsikringsselskab.
Voldgiftsdommeren oplyste ikke Halliburton om de to nye sager. Da Halliburton i november 2016 selv blev opmærksom på, at formanden for voldgiftsretten agerede voldgiftsdommer i to beslægtede sager ved siden af, hvor Chubb enten direkte eller indirekte var involveret, gjorde Halliburton det gældende, at formanden var inhabil til at dømme i voldgiftssagen mellem Halliburton og Chubb.
Da formanden ikke var enig i Halliburtons indsigelser, anmodede Halliburton domstolene om at træffe afgørelse om spørgsmålet.
Både de engelske pendanter til byretten og landsretten afviste Halliburtons indsigelser mod formandens habilitet. Appelretten bemærkede i sin afgørelse, at formanden dog havde haft en pligt til at oplyse om sin deltagelse i de andre voldgiftssager. Tilsidesættelsen af denne oplysningspligt var imidlertid ikke tilstrækkelig til at erklære formanden for inhabil.
Halliburton indbragte herefter spørgsmålet for den engelske højesteret (Supreme Court).
Supreme Courts afgørelse
Appelrettens bemærkning om oplysningspligtens rækkevidde affødte især stor opmærksomhed fra det internationale voldgiftssamfund, og en række voldgiftsinstitutter intervenerede i sagen. På den ene side ICC, LCIA og CIArb, der argumenterede til støtte for Halliburton og som var af den opfattelse, at en voldgiftsdommers manglende oplysning om deltagelse i beslægtede sager kan indebære en risiko for ubevidst manglende uvildighed.
Heroverfor argumenterede LMAA og GAFTA til støtte for Chubb og gjorde det gældende, at det er helt sædvanligt, at voldgiftsdommere påtager sig flere hverv som dommer, også selvom sagerne er beslægtede på den ene eller anden måde. Dette kan i sig selv ikke føre til en voldgiftsdommerens inhabilitet.
Højesteretten fandt, at formanden skulle have oplyst om sine efterfølgende udpegninger overfor Halliburton. Dog fandt retten ikke, at voldgiftsdommeren konkret var inhabil, og spørgsmålet var derfor, om voldgiftsdommeren, som følge af sine øvrige hverv som dommer, fremstod inhabil. Heller ikke dette fandt Højesteret var tilfældet.
Om hvorvidt voldgiftsdommeren fremstod inhabil eller ej, skulle efter højesterettens opfattelse afgøres efter ”the test of the informed and fair-minded observer” og ikke ”in the eyes of a party”, jf. IBA’s retningslinjer. I rettens vurdering indgik forhold som, at en voldgiftssag ikke er offentlig, en voldgiftsdommers finansielle interesse i at blive valgt til sager i fremtiden samt den begrænsede mulighed for at appellere.
Til sidst fastslog højesteretten, at oplysningspligten ikke tilsidesætter en voldgiftsdommers tavshedspligt. Voldgiftsdommeren har som minimum pligt til at oplyse navn, hvis der er sammenfald i parterne, overlappende omstændighederne, eller hvorvidt voldgiftsdommeren var valgt af en part eller af en tredjepart. Hvis yderligere oplysninger efterlyses, skal voldgiftsdommeren dog anmode om tilladelse fra de berørte parter forud for videregivelse af sådanne oplysninger overfor andre parter.
Bech-Bruuns kommentarer
At dommere, herunder voldgiftsdommere, er habile til at dømme i sager, er afgørende for parternes retssikkerhed og tilliden til domstolene og voldgiftsretten. Hvad der kan føre til en voldgiftsdommers inhabilitet, er dog kun i begrænset omfang reguleret og beskrevet. Dog følger det af bemærkningerne til voldgiftslovens § 12, at forhold der vil føre til en dommers inhabilitet i medfør af retsplejelovens §§ 60 og 61, normalt også vil medføre en voldgiftsdommers inhabilitet.
Afgørelsen udgør et vigtigt bidrag til forståelsen af, hvornår en voldgiftsdommer, enten vil være eller ved sin optræden, kan betragtes som inhabil. Afgørelsen har haft stor international bevågenhed og vil også have betydning for danske sager fremadrettet.
-medium.jpg)
-medium.jpg)
