Det er et tilbagevendende tvistepunkt i entrepriseretten, hvorvidt en afgivet tilbudspris også er en fast pris. Særligt i de seneste år med prisstigninger på byggematerialer har dette været genstand for en lang række tvister og diskussioner, trods det faktum at der i AB 18 er tilkommet nye bestemmelser, som netop skal tage højde for dette.
Voldgiftsretten har nu i en nyere kendelse behandlet spørgsmålet om, hvorvidt en aftalt pris i en fastpriskontrakt også var en fast pris eller ej.
Indeksregulering og godtgørelse for materialeprisstigninger i AB 18
Det følger af udgangspunktet i AB 18 § 34, at entreprisesummen er fast for den del af arbejdet, der udføres inden for de første 12 måneder fra tilbudsdagen. Dette er også kaldet fastprisperioden. I fastprisperioden er det altså som udgangspunkt ikke muligt at indeksregulere entreprisesummen.
Efter udløbet af fastprisperioden, reguleres prisen på baggrund af det bygge- eller anlægsomkostningsindeks, der er aftalt mellem parterne. I tilfælde af, at parterne ikke har aftalt et indeks, reguleres prisen ud fra det indeks, der er mest relevant for arbejdet.
Det er selvfølgelig også muligt mellem parterne at aftale, at entreprisesummen skal være fast i hele entrepriseperioden, dvs. også efter udløbet af fastprisperioden, men det er ikke udgangspunktet efter AB.
Udgangspunktet om fastprisperioden i § 34 modificeres imidlertid, når der er tale om ekstraordinære prisstigninger på materialer i AB18, og disse tilkommer i fastprisperioden.
Efter AB 18 § 35, stk. 2, kan der ydes en godtgørelse til entreprenøren, hvis der er sket en ekstraordinær prisstigning på det materiale, som indgår i arbejdet i fastprisperioden. Entreprenørens godtgørelse er dog betinget af syv krav:
- Prissætningen skal være indtrådt efter tilbudsdagen, og inden en aftalt indeksregulering er trådt i kraft.
- Prisstigningen skal være generelt forekommende (hvilket ikke sjældent volder entreprenører bevismæssige udfordringer).
- Prisstigningen skal fremgå af officielt prismateriale eller kunne dokumenteres på anden måde. Når disse betingelser er opfyldt, skal der ydes godtgørelse til entreprenøren.
- Prisstigningen skal vedrøre et materiale, som ”i færdig form eller på sædvanlig måde” indgår i arbejdet. Også denne betingelse volder tit udfordringer i praksis.
- Prisstigningen skal overstige 10 % af prisen på det pågældende materiale på tilbudsdagen. Værd at bemærke er dog, at der også tillægges 0,5 % til de 10 % for hver hele måned, der er gået mellem tilbudsdagen og indkøbstidspunktet. De første 10 % (plus eventuelle tillagte halve procenter) er således entreprenørens egen risiko.
- Summen skal af de beregnede reguleringsbeløb udgøre mindst 0,5 % af entreprisesummen og
- Endelig må prisstigningen ikke også kunne godtgøres som et statsligt indgreb.
Ligesom det er tilfældet ved indeksreguleringen i § 34, er det entreprenøren der skal kunne dokumentere, at betingelserne i § 35 i AB18 er opfyldt.
Voldgiftsrettens kendelse af 4. marts 2024
(TBB2024.692)
Som nævnt tidligere kan udgangspunktet i AB18 om regulering af entreprisesummen fraviges ved aftale. Dette har også været tilfældet i en for nyligt afsagt kendelse fra voldgiftsretten.
I sagen var der opstået en tvist mellem en hovedentreprenør og en bygherre om bl.a. retten til godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger på materialer i henhold til AB18 § 35, stk. 2. Parterne indgik i starten af februar 2021 en entrepriseaftale, og entreprisesummen blev aftalt til at udgøre kr. 7.177.410 ekskl. moms.
Ud over entrepriseaftalen var et sæt fællesbetingelser gældende, som var udarbejdet af bygherrens moderselskab. Af fællesbetingelserne fremgik det blandt andet under ”tilføjelser og fravigelser til AB18 om § 35, stk. 2”, at arbejdet skulle udføres til fast pris, og at der ikke kunne foretages indeksregulering af kontraktsummen. Det fremgik således udtrykkeligt, at bestemmelsen var en fravigelse af AB18 § 34, til trods for at formuleringen var indsat under § 35, stk. 2.
Efter arbejdet var iværksat, krævede hovedentreprenøren yderligere betaling på kr. 330.876 ekskl. moms., som følge af prisstigninger på noget af det anvendte materiale. Dette afviste bygherren med henvisning til de aftalte fællesbetingelser, hvorefter parterne gik i voldgift.
Voldgiftsretten bemærkede indledningsvist, at aftalens bestemmelse om ”fast pris”, udelukkende var en fravigelse af AB18 § 34 om indeksregulering af entreprisesummen. Det omtvistede beløb var dog et udtryk for en godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger på materialer, hvilket reguleres af § 35, stk. 2.
På baggrund af den indgåede aftale, lagde voldgiftsretten til grund, at fællesbetingelserne var formuleret på en uklar måde, idet bestemmelsen stod i et afsnit med overskriften ”om tilføjelser og fravigelser af AB18 om § 35, stk. 2”, men samtidigt udtrykkeligt henviste til § 34 i AB18 og i øvrigt stemte overens med indholdet af § 34.
Denne tvivl om formuleringen måtte komme bygherren til skade, idet fællesbetingelserne var udarbejdet af bygherrens moderselskab.
Hovedentreprenøren var derfor ikke afskåret fra at rejse krav om godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger på materialer efter § 35, stk. 2 i AB18, selvom det var aftalt mellem parterne, at arbejdet skulle udføres til fast pris. ”Fast pris” var således ikke fast pris i ordenes egentlige forstand.
Hovedentreprenøren endte dog ikke med at få tilkendt godtgørelsen i henhold til § 35, stk. 2, da hovedentreprenøren ikke opfyldte betingelserne herfor.
Focus Advokater anbefaler
Voldgiftsrettens kendelse i sagen viser, at en aftale om ”fast pris” ikke er ensbetydende med, at aftalen kan opretholdes uden undtagelser. Der er dog ikke noget til hinder for, at parterne kan aftale en fast pris. Det kræver imidlertid, at det fremgår udtrykkeligt og klart i aftalen, at aftalen om fast pris indbefatter, at der hverken kan ske indeksregulering iht. AB § 34 eller godtgørelse for materialeprisstigninger iht. § 35.
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
-medium.jpg)
