Spørgsmål om forældelse af direkte forsikringskrav afklaret af Højesteret

Kort om sagen

Cigaretfabrikant- og distributøren, A, indgik en transportaftale med transportøren, B, med henblik på at fastsætte fremtidige betingelser for B’s transporter af A’s gods. B indgik herefter en underrammeaftale med transportøren, C. Det fremgik af underrammeaftalen, at C forpligtede sig til at overholde en række sikkerhedsforanstaltninger for udførelsen af transporterne, som var fastsat i en sikkerhedsmanual for ”Security Best Practice”.

I september 2011 varetog C for A en vejtransport af et parti cigaretkartoner, der skulle transporteres fra Ungarn til Danmark. Det kunne ved leveringen af cigaretterne i Danmark konstateres, at over halvdelen af det transporterede parti cigaretkartoner var forsvundet under transporten. A anmeldte tyveriet af cigaretkartonerne til politiet den 19. september 2011. Den 20. september 2011 meddelte C til A, at C havde underrettet sit ansvarsforsikringsselskab, D, om tyveriet.

Allerede den 21. september 2011, to dage efter konstateringen af tyveriet, lagde A sag an mod B og C i England. I oktober 2015 afviste the Supreme Court of England at behandle sagen med henvisning til, at behandling af sagen lå uden for de engelske domstoles jurisdiktion. I mellemtiden var C gået konkurs den 18. september 2012.

Efter sagens afvisning ved domstolene i England rejste A krav om erstatning for tyveriet som et direkte krav mod C’s ansvarsforsikringsselskab, D, ved Sø- og Handelsretten den 25. oktober 2016.

Sø- og Handelsrettens og Østre Landsrets afgørelse

For Sø- og Handelsretten gjorde D gældende, at det direkte krav rejst af A i henhold til forsikringsaftalelovens (”FAL”) § 95, stk. 2, var forældet. D gjorde til støtte herfor gældende, at A ikke havde afbrudt forældelsesfristen over for A og at forældelsesfristen for A’s direkte krav derfor var forældet, da sagen mellem A og D blev anlagt mere end tre år efter, at det direkte krav opstod (ved C’s konkurs). D gjorde også gældende, at C ikke havde anmeldt kravet til D, hvorfor forældelsesfristen ikke var afbrudt, jf. FAL § 29, stk. 1. Endelig gjorde D gældende, at A under alle omstændigheder ikke kunne støtte ret på C’s eventuelle anmeldelse af kravet til D.

Sø- og Handelsretten afsagde dom om, at et eventuelt erstatningskrav var forældet.

Sagen blev indbragt for Østre Landsret, som nåede frem til samme konklusion.

Østre Landsrets dom blev indbragt for Højesteret grundet sagens principielle karakter, og spørgsmålet om forældelse af det eventuelle erstatningskrav blev udskilt til særskilt behandling. Bech-Bruun har repræsenteret ansvarsforsikringsselskabet, D, under sagen for Sø- og Handelsretten, såvel som for Østre Landsret og for Højesteret.

Højesterets kendelse

I Højesterets kendelse bemærker Højesteret indledningsvist, at en skadelidt indtræder i den sikredes ret imod forsikringsselskabet, hvis den skadelidtes krav er omfattet af sikredes konkurs, jf. FAL § 95, stk. 2. Højesteret udtalte herefter, at den skadelidte også indtræder i skadevolderens stilling over for forsikringsselskabet i forældelsesretlig henseende. Det spørgsmål har indtil Højesterets kendelse været uafklaret.

Højesteret udtalte herefter, at retsvirkningen i den konkrete sag var, at A – ved C’s konkurs – indtrådte i C’s eventuelle krav på erstatning mod D, herunder i C’s forældelsesretlige position over for D.

Spørgsmålet var herefter, om det kunne anses for bevist, at C havde anmeldt skaden til D, hvilket efter FAL § 29, stk. 5, er påkrævet for at opnå afbrydelsesvirkning af forældelse af det eventuelle erstatningskrav. D havde under sagen bestridt, at en sådan anmeldelse overhovedet var modtaget. A kunne alene fremvise en e-mail fra A til C, hvoraf det fremgik, at C angiveligt skulle have underrettet D om tyveriet.  Derudover havde D et vist kendskab til retssagen i England.

Højesteret udtalte, at det måtte anses som tilstrækkeligt sandsynliggjort, at C havde foretaget en anmeldelse af skaden til D med henvisning til C’s oplysninger om underretningen til A. C havde følgelig afbrudt forældelsen af sit krav mod D, jf. FAL § 29, stk. 5. A kunne derfor tilsvarende støtte ret på denne omstændighed over for D. 

Højesterets konklusion var derfor, at A’s eventuelle krav på erstatning mod D ikke var forældet.

Bech-Bruuns kommentar

Højesterets kendelse giver et vigtigt fortolkningsbidrag til såvel reglerne om forældelse af direkte krav mod forsikringsselskaber i tilfælde af den sikredes konkurs såvel som bevisbyrdereglerne for, hvornår et krav mod et forsikringsselskab generelt kan anses for anmeldt til forsikringsselskabet.

I forhold til spørgsmålet om forældelse er det således væsentligt at have for øje, at skadelidte ved opnåelse af et direkte krav mod et ansvarsforsikringsselskab, jf. FAL § 95, indtræder i skadevolders krav mod selskabet i forældelsesretlig henseende. Såfremt skadevolder har afbrudt forældelsesfristen over for forsikringsselskabet, kan skadelidte således støtte ret herpå.

Med kendelsen er der skabt klarhed om, at en skadelidts direkte krav mod forsikringsselskabet forældes på samme måde som skadevolders krav og at forældelsesfristen således ikke skal regnes fra indtrædelsestidspunktet.

Kendelsen indeholder desuden et fortolkningsbidrag til bevisbyrdereglerne i relation til spørgsmålet om, hvornår et krav kan anses for anmeldt. Højesteret fastslår, at en beretning fra den sikrede til den skadelidte, om at et sådant krav er anmeldt til forsikringsselskabet, er tilstrækkeligt bevis på, at en anmeldelse af skaden er foretaget, selvom den sikrede ikke fremlægger egentlig dokumentation af anmeldelsen. Under sådanne omstændigheder vil det være op til forsikringsselskabet at føre bevis for, at en sådan anmeldelse reelt ikke er modtaget – et såkaldt negativt bevis. I praksis kan sådanne negative bevisførelser være vanskelige at gennemføre.

Sagens fortsatte behandling skal herefter ske for Højesteret, hvor spørgsmålet om selve erstatningskravet og størrelsen skal behandles.