Principiel Højesteretsdom om betaling af gebyr for brug af vejareal

Kort om sagen

Sagen handlede for landsretten om, hvorvidt to kommuner havde ret til at opkræve betaling for opstilling af containere på offentligt vejareal i forbindelse med bygge- istandsættelses- og renoveringsarbejder på ejendomme, der lå i tilknytning til vejarealet, hvor containerne var placeret. Efter vejlovens § 80, stk. 1, nr. 1 kan der varigt eller midlertidigt anbringes containere på det offentlige vejareal, såfremt vejmyndighedens tilladelse indhentes. Vejmyndigheden kan opkræve betaling for brugen af vejarealet, men kun når udnyttelsen sker i et ”forretningsmæssigt øjemed”, jf. vejlovens § 80, stk. 2.

Vejdirektoratet havde i flere afgørelser af den 9. maj 2018 fundet, at der ikke var tale om forretningsmæssigt øjemed, når formålet med opstillingen var at vedligeholde og istandsætte naboejendomme til vejen, og at gebyret derfor efter Vejdirektoratets opfattelse var opkrævet uretmæssigt. Sagen, der var anlagt af de to kommuner, blev som følge af sin principielle karakter behandlet i Østre Landsret som 1. instans.

Landsrettens dom

Østre Landsret fandt, at det afgørende efter vejlovens § 80, stk. 2 var, hvad facadeejerens formål, med udnyttelsen af vejarealet i relation til den pågældende ejendom, måtte være. Opstilling af containere mv. til brug for bl.a. renoverings- og istandsættelsesarbejder på ejendomme, der udføres som led i facadeejerens almindelige råden over ejendommen, kunne herefter ikke anses for ”forretningsmæssigt øjemed” i vejlovens § 80, stk. 2’s forstand. Om det var facadeejeren selv eller en erhvervsdrivende, der udførte arbejderne på facaden var herefter uden betydning.

Landsretten fandt i øvrigt, at det ingen betydning har for kommunernes mulighed for at opkræve betaling, i medfør af vejlovens § 80, stk. 2, hvem der formelt indgiver ansøgning om tilladelse til udnyttelse af vejareal, efter vejlovens § 80, stk. 1, men alene hvad formålet med ansøgningen var.

Højesterets dom

Sagen blev indbragt for Højesteret af den ene af kommunerne.

Højesteret fastslog som Østre Landsret, at det ikke fremgår af forarbejderne, om der i et tilfælde, hvor der opstilles containere til brug for bygge-, renoverings- og istandsættelsesarbejder på ejendomme, skal lægges vægt på øjemedet/formålet hos i) facadeejeren, det vil sige, den der får udført arbejdet, eller ii) eventuelle entreprenører, det vil sige den, der udfører arbejdet for facadeejeren.

Højesteret fandt, at ordene ”brug” og ”udnyttelse” af vejarealet skal ses i sammenhæng med § 80, stk. 1, nr. 1, hvorefter tilladelse kræves til ”anbringelse” på vejareal. Derfor fandt Højesteret, at bestemmelsen måtte fortolkes, således at det afgørende er formålet hos den, der anbringer materialet (her containere) på arealet. Hvis dette formål er forretningsmæssigt, kan der opkræves gebyr for forretningsmæssig råden.

Højesteret udtalte derudover, at forholdet omkring, at brugen af arealet sker til andre formål end trafikale, ikke i sig selv bevirker, at formålet er forretningsmæssigt. Højesteret tiltrådte samtidig Østre Landsrets argumentation om, at det ikke har nogen betydning for vurderingen, hvem der indgiver ansøgningen om tilladelse til udnyttelse af offentligt vejareal.

I de konkrete sager, der havde været genstand for Vejdirektoratets afgørelser af 9. maj 2018, fandt Højesteret i begge tilfælde, at containere var blevet anbragt på arealet i ”forretningsmæssigt øjemed”. Det havde ingen betydning, at der i den ene sag var tale om, at virksomheden anbragte containeren til brug for andre virksomheders udførelse af arbejde på ejendommen, mens der i den anden sag var tale om, at virksomheden selv udførte arbejde på en ejendom, så længe placeringen var sket som led i de erhvervsdrivendes virksomhed.

Bech-Bruuns kommentar

Dette er en rigtig god dom for kommunerne, som ikke mindst er bemærkelsesværdig ved, at en enstemmig landsret blev tilsidesat af en enstemmig Højesteret.

Hvis Højesteret havde fastholdt Østre Landsrets vurdering af bestemmelsen, ville det have haft medført store administrative udgifter for kommunerne, som i givet fald ved hver enkelt ansøgning skulle igennem en større sagsbehandling af, hvad formålet med opstillingen er, herunder med følgende forlænget sagsbehandlingstid for ansøgerne.

Udgiften for den pågældende råden vil kunne væltes over på de forretningsdrivende, når formålet er forretningsmæssigt, men vil påhvile skatteborgerne, hvis formålet ikke er forretningsmæssigt.

Det er derfor med rette, at landsretten bemærkede, ”at afgørelsen af dette spørgsmål må antages at kunne få betydning for et betydeligt antal sager om opkrævning af betaling for råden over vejareal.”

Højesteret har med dommen fastholdt muligheden for den hidtidige administrative praksis, før Vejdirektoratets afgørelser, hvor der er tradition for smidige og hurtige afgørelser om råden over vejareal og hvor udgiften overvæltes på de erhvervsdrivende, når placeringen er sket som led i de erhvervsdrivendes virksomhed.