Opsigtsvækkende dom fra EMD pålægger stater et menneskeretligt ansvar for klimaforandringer

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (”Domstolen”) har afsagt dom i tre klimasager: to af sagerne er blevet afvist, mens der i den sidste sag er sket domsfældelse.

I den første (afvisnings)sag havde en gruppe unge fra Portugal klaget til Domstolen over, at en række af Europarådets medlemsstater, herunder Danmark, ikke havde truffet mere ambitiøse foranstaltninger til at bekæmpe klimaforandringerne.

Domstolen fandt, at den portugisiske gruppe ikke havde grundlag for at indklage andre lande til Domstolen end deres egen medlemsstat. Gruppen havde herudover ikke udtømt klagemulighederne ved de nationale domstole i Portugal, før de indsendte klagen til Domstolen.

Den portugisiske gruppes klage blev derfor afvist. Hvis gruppen herefter forfølger sagen i Portugal, er gruppen dog ikke forhindret i på et senere tidspunkt at indsende en klage til Domstolen igen.

I den anden (afvisnings)sag havde en fransk borgmester klaget over, at der ikke var truffet tilstrækkelige foranstaltninger for at hindre risikoen for oversvømmelse af borgmesterens ejendom.

Domstolen afviste sagen under henvisning til, at borgmesteren ikke længere var bosiddende i Frankrig, og dermed ikke længere havde ”offerstatus” efter konventionen.

I den tredje og sidste sag – som altså var den eneste af de tre sager, der blev realitetsbehandlet – fandt Domstolen, at der var sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang og artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv.

I sagen havde en interesseorganisation bestående af ældre schweiziske kvinder i første omgang anlagt sag mod den schweiziske regering. Det var bl.a. organisationens overordnede synspunkt, at de schweiziske myndigheder havde forsømte deres pligt til at yde en tilstrækkelig indsats for at modvirke klimaforandringer, herunder navnlig en manglende indsats mod udledning af drivhusgasser i Schweiz, som medfører temperaturstigninger. Hertil var det også organisationens synspunkt, at de schweiziske myndigheder ikke havde vedtaget tilstrækkelig lovgivning eller truffet tilstrækkelige foranstaltninger til opfyldelse af Schweiz’ internationale forpligtigelser, herunder målene fastsat i Parisaftalen, som bl.a. forpligtiger staterne til at modvirke, at den globale temperaturstigning kommer over et bestemt niveau.

Organisationen gjorde gældende, at organisationens ældre medlemmer udgør en befolkningsgruppe, der er særligt udsatte for helbredsproblemer, som følge af stigende temperaturer og hedebølger, og at medlemmernes liv og sundhed derfor bliver påvirket negativt af de schweiziske myndigheders forsømmelse.

De schweiziske nationale domstole afviste sagen, og organisationen indsendte herefter en klage til Domstolen.

Domstolen fandt for det første, at der var sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettigheds artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv.

Domstolen fastslog hertil overordnet, at artikel 8 efter omstændighederne kan indeholde en ret til effektiv beskyttelse mod alvorlige negative påvirkninger på liv, sundhed, velvære og livskvalitet, som følge af klimaforandringer.

I afgørelsen lagde Domstolen til grund, at Domstolen betragter det som en kendsgerning, at menneskeskabte klimaforandringer eksisterer, og at klimaforandringerne udgør en alvorlig aktuel og fremtidig trussel mod menneskerettighederne, som er garanteret i henhold til konventionen. Domstolen lagde videre til grund, at staterne er opmærksomme på klimaforandringerne og også er i stand til effektivt at træffe foranstaltninger til at modvirke den.

Domstolen udtalte, at selvom klimaforandringer er et globalt fænomen, som bliver behandlet på et globalt plan af staterne i fællesskab, så har hver stat også – inden for sin kapacitet – et positivt ansvar for at træffe foranstaltninger, der kan modvirke klimaforandringer. Domstolen udtalte videre, at den relevante test er, om staten har undladt at træffe rimelige foranstaltninger, som kunne have haft en reel udsigt til at ændre resultatet eller afbøde skaden. Domstolen henviste herved også til FN’s klimakonvention, UNFCCC, hvorefter staterne skal træffe foranstaltninger med henblik på at forudse, forebygge eller minimere årsagerne til klimaforandringer samt afbøde de negative effekter heraf.

Domstolen udtalte desuden, at der ved fortolkningen af konventionen og den konkrete retsanvendelse ikke kan ses bort fra klimaforandringerne som kendsgerning, samt den internationale konsensus, der er om de kritiske virkninger, som klimaforandringerne medfører. Denne konsensus udspringer ifølge Domstolen navnlig af de internationale initiativer, som medlemsstaterne frivilligt har tilsluttet sig, f.eks. i form af Parisaftalen.

Domstolen fastslog, at staterne – i overensstemmelse med de internationale forpligtigelser, som staterne har underlagt sig, særligt FN’s klimakonvention, UNFCCC og Parisaftalen – er forpligtiget til at indføre nødvendig regulering og foranstaltninger med henblik på at forhindre en stigning af drivhusgasser, samt stigning i de gennemsnitlige globale temperaturniveauer, så niveauerne ikke medfører alvorlige irreversible virkninger på menneskerettighederne.

Domstolen fastslog videre, at overholdelse af målene efter internationale aftaler, f.eks. Parisaftalen, ikke i sig selv er afgørende for, om staten overholder konventionen, fordi den enkelte medlemsstat opfordres til at definere, hvilke passende foranstaltninger som er nødvendige under hensyntagen til de forhold, der gør sig gældende for den enkelte stat.

Domstolen fandt, at Schweiz havde tilsidesat sin positive forpligtigelse til at bekæmpe udledning af drivhusgasser, idet Schweiz ikke havde et tilstrækkeligt regelgrundlag, som kunne sikre overholdelsen af Schweiz’ klimaforpligtigelser. Retten lagde bl.a. vægt på, at Schweiz ikke havde et carbon-budget eller et nationalt reduktionsmål vedrørende udledning af drivhusgasser.

Domstolen lagde desuden vægt på, at Schweiz tidligere ikke havde levet op til sine reduktionsmål, og at myndighederne ikke havde handlet rettidigt og konsekvent i forhold til at fastlægge samt gennemføre nationale effektive foranstaltninger.

Domstolen fandt på denne baggrund, at Schweiz havde krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Domstolen fandt for det andet, at der var sket en krænkelse af artikel 6 om ret til en effektiv domstolsprøvelse, fordi organisationen havde haft en manglende effektiv adgang til retten, idet de nationale domstole ikke havde taget organisationens klage alvorligt.

Bech-Bruuns bemærkninger

Det er første gang, at Domstolen udtaler sig om staters menneskeretlige ansvar i relation til klimaforandringerne.

Dommen skal ses i lyset af, at det i tidligere praksis fra Domstolen flere gange er blevet fastslået, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er et levende instrument, der skal fortolkes med afsæt i nutidige forhold (”living instrument-doktrinen”). Domstolens fortolkning er derfor dynamisk og udøves ud fra de samfundsforhold og normer, der er gældende i medlemsstaterne på tidspunktet for Domstolens afgørelse. Herefter er det ikke afgørende, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions fædre i sin tid end ikke kendte til begrebet ”klimaforandringer”. 

Sagen er udtryk for en stigende tendens, hvorefter borgere og organisationer i stadigt højere grad påberåber sig forfatningssikrede rettigheder og menneskerettigheder ved (også) de nationale domstole, fordi de mener, at regeringens klimainitiativer er utilstrækkelige.

Med dommen har Domstolen nu blåstemplet, at medlemsstaterne også bærer et menneskeretligt ansvar i relation til det globale fænomen klimaforandringer. I den konkrete sag havde Schweiz ikke sikret sig et tilstrækkeligt regelgrundlag, som kunne sikre overholdelsen af Schweiz’ klimaforpligtigelser. Schweiz havde hverken et carbon-budget eller et nationalt reduktionsmål vedrørende udledning af drivhusgasser. Der er tale om nogle objektive krav til regulering, som staterne er forpligtigede til at have.

Domstolen lagde desuden vægt på, at Schweiz tidligere ikke havde levet op til sine reduktionsmål, og at myndighederne ikke havde handlet rettidigt og konsekvent i forhold til at fastlægge og gennemføre nationale effektive foranstaltninger.

Med denne dom må det antages, at vi fremadrettet vil se flere sagsanlæg, hvor miljøorganisationer udfordrer staterne på udstrækningen af deres ansvar efter Menneskerettighedskonventionen.

Dommen er med andre ord helt sikkert ikke det sidste, vi kommer til at høre fra Domstolen om staternes ansvar i relation til klimaforandringer.

Som medlem af Europarådet er Danmark naturligvis også underlagt konventionens regler, og dermed også de forpligtigelser, der udspringer af konventionen.

Herudover har Danmark – ligesom Schweiz – også internationale forpligtigelser, f.eks. efter Parisaftalen, om begrænsning af udledning af drivhusgasser.

Parisaftalen pålægger de deltagende stater at opstille, planlægge og overvåge sine egne tiltag mod global opvarmning, og landene kan ifølge aftalen ikke tvinges til at opstille bestemte mål inden for bestemte tidsfrister, idet hvert mål dog skal overgå tidligere fastsatte mål.

Dommen betyder dog, at staterne, herunder Danmark, i hvert fald i et vist omfang, nu kan stilles (menneske)retligt til ansvar.

Bech-Bruun følger løbende udviklingen på klimaområdet.

I Bech-Bruuns miljøretsteam rådgiver vi bredt om virksomheders og offentlige myndigheders rettigheder og pligter i alle henseender, herunder også i forhold til regulering af klimaforhold.