Nye retningslinjer for bæredygtige aftaler i landbrugssektoren

Europa-Kommissionen har den 10. januar 2023 udsendt et udkast til retningslinjer for anvendelsen af artikel 210a i forordningen om en fælles markedsordning (1308/2013). Artikel 210a blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2117 af 2. december 2021 som led i en større plan om at gøre det europæiske fødevaresystem mere bæredygtigt. Bestemmelsen er en undtagelse til det generelle forbud i TFEU artikel 101 mod konkurrencebegrænsende aftaler og undtager visse konkurrencebegrænsende aftaler indenfor landbrugssektoren fra det generelle forbud, når aftalen er nødvendig for at opfylde bæredygtighedsstandarder.

Hvem og hvad er omfattet af undtagelsen?

Ifølge Europa-Kommissionen omfatter undtagelsen alene aftaler mellem landbrugsproducenter indbyrdes eller mellem landbrugsproducenter og andre aktører i distributionskæden, f.eks. transportører, supermarkeder og virksomheder, der leverer input til fremstilling. En aftale mellem to aktører, der befinder sig i et senere led i distributionskæden, er altså ikke omfattet af undtagelsen, selvom aftalen relaterer sig til landbrugssektoren eller landbrugsprodukter.

Landbrugsproducenter defineres som producenter af landbrugsprodukter oplistet i TFEU Annex 1, hvilket svarer til de øvrige sektorspecifikke undtagelser til TFEU artikel 101 for landbruget. Landsbrugsprodukter omfatter hovedsagligt uforarbejdede landbrugsprodukter som eksempelvis korn og visse forarbejdede produkter som eksempelvis mel.

Det er ikke alle aftaler, hvori en aftalepart er en landbrugsproducent, som er omfattet af undtagelsen. Undtagelsen gælder alene aftaler, der relaterer sig til produktion af eller handel med landbrugsprodukter, som er oplistet i Annex 1.

Kravet om bæredygtighed

Hensynet bag artikel 210a er at fremme niveauet af bæredygtighed indenfor fødevaresektoren ved at tilskynde aktører i fødevaresyningskæden til at samarbejde om bæredygtighed. Undtagelsen finder derfor også kun anvendelse, hvis formålet med den konkurrencebegrænsende aftale er at fremme bæredygtighed. I den forbindelse stiller Europa-Kommissionen to betingelser til bæredygtighed i den ellers konkurrencebegrænsende aftale:

For det første skal aftalen medføre et bæredygtighedsniveau, der er højere, end hvad der kræves af EU eller den medlemsstat, som aftalen berører. Såfremt der ikke er nogen lovpligtige krav fra EU eller medlemsstaten, skal aftalen være rettet imod en de facto øgning af bæredygtighedsniveauet. Udkastet stiller dog ingen konkrete krav til, hvor stor en 'forbedring' af bæredygtighedsniveauet der er påkrævet, før aftalen er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, hvilket selvsagt medfører en del usikkerhed, da en forkert fortolkning vil være afgørende for, om aftalen falder ind under undtagelsen, eller om aftalen udgør en konkurrencebegrænsende aftale i strid med TFEU artikel 101.

For det andet skal målet for aftalen være drevet af ét af de tre følgende hensyn:

• Hensynet til miljøet, herunder hensynet til at modarbejde klimaforandringer og forurening, beskyttelse af vand og jordbund, overgang til cirkulær økonomi, reduktion af madspil og at fremme biodiversitet.
• Hensynet til reduceringen af brug af pesticider og faren for antimikrobiel resistens i fødevareproduktionen.
• Hensynet til dyresundhed og dyrevelfærd.

De to sidste hensyn er udtømmende, modsat hensynet til miljø, som er bredere end de oplistede eksempler og i virkeligheden indeholder en række hensyn.

Kravet om nødvendighed

Udover at opfylde ovennævnte krav til bæredygtighed er det samtidig et krav, at aftalen er nødvendig for at opnå det højere niveau af bæredygtighed. I den forbindelse er det et krav, at:

• det højere niveau af bæredygtighed kun kan opnås gennem samarbejde. Såfremt det ville være muligt at opnå individuelt, har aftalen ikke været nødvendig. Nogle af de tilfælde, hvor et samarbejde kan være nødvendigt, er, hvor producenterne alene kan opnå profit på de bæredygtige produkter, hvis flere producenter går sammen om eksempelvis at lave en mærkningsordning, eller hvor en producent ikke alene kan bære de omkostninger, der er forbundet med f.eks. at omlægge produktionen til at være mere bæredygtig, og hvor en aktør i et andet vertikalt led i fødevarekæden vil være med til at finansiere denne omlægning.
• aftalen er egnet til at nå målet om øget bæredygtighed.
• man vælger den mindst restriktive af flere egnede aftaler;  eksempelvis vil en aftale om informationsdeling i mange tilfælde være mindre restriktiv end en aftale om markedsdeling. Heri ligger også et krav om, at man ikke går længere med aftalen, end hvad er nødvendigt for at opnå målet - både i omfang og tidsmæssig udstrækning.

Myndighedernes mulighed for indgreb

Der er ikke krav om, at man skal anmelde eller søge om tilladelse, før implementeringen af en aftale omfattet af artikel 210a, men man har mulighed for at anmode Europa-Kommissionen om en vejledende udtalelse. Der er ikke nogen tidsmæssig ramme for, hvornår man kan anmode om en sådan udtalelse, som eksempelvis kan indgives efter aftalens indgåelse, men før dens implementering. Der lægges ikke op til en national ordning i udkastet, hvor man kan anmode Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om en vejledende udtalelse.

Europa-Kommissionen og de nationale myndigheder har dog mulighed for ex post at gribe ind overfor en aftale, som ellers er omfattet af artikel 210a, hvis denne aftale helt udelukker konkurrencen eller modarbejder målsætningerne for den fælles landbrugs- og fiskeripolitik i TFEU artikel 39. Målsætningerne i artikel 39 er at øge landbrugets produktivitet, sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, stabilisere markederne, sikre forsyningerne og sikre forbrugerne rimelige priser på landbrugsvarer.  I udkastet anføres, at ikke alle aftaler med en negativ påvirkning på en af de fem målsætninger betyder, at Europa-Kommissionen eller de nationale myndigheder kan eller skal gribe ind overfor en aftale omfattet af artikel 210a. Dette er eksempelvis tilfældet, hvor en aftale også medfører mindre prisstigninger.

Retningslinjerne foreligger på nuværende tidspunkt alene i udkastform. Det forventes, at de endelige retningslinjer er klar den 8. december 2023.

Europa-Kommissionens nyhed af 10. januar 2023 om udkast til retningslinjer

Udkast til retningslinjer