Lovvalgsklausul aftalt mellem forsikringstager og -giver bandt ikke den sikrede bådejer

Sagens oplysninger

A, som var en dansk ejer af en motorbåd, meldte sig i juni 2017 ind i den tyske bådklub, B, der – foruden at overtage en ejerandel på 3 procent af båden fra A – skulle varetage ansvaret for indregistrering i det tyske skibsregister og tegning af en ansvars- og kaskoforsikring. Der blev i den forbindelse tegnet forsikring i det tyske forsikringsselskab F. I forsikringspolicen og selskabets bekræftelse af forsikringsforhold for medejer, blev B angivet som forsikringstager og A som medejer.

Mellem den 18. og 19. marts 2018 skete der en skade på båden, hvorefter A anmeldte skaden direkte til F, som ikke anerkendte, at skaden var dækket af kaskoforsikringen. A anlagde derfor sag mod F ved Retten i Nykøbing Falster. Højesteret afsagde tidligere i sagen kendelse om, at Retten i Nykøbing Falster er rette værneting. Spørgsmålet herefter var, om sagen skulle afgøres efter dansk eller tysk ret. Det spørgsmål har Højesteret nu også set på.

Højesterets kendelse

Højesteret konstaterede indledningsvist, at der i forsikringsaftalen mellem B og F, som A altså ikke selvstændigt havde tiltrådt, var vedtaget en lovvalgsklausul.

Højesteret fandt, at A ikke var bundet af denne, hvorfor der ikke forelå en lovvalgsaftale mellem A og F.

Højesteret kom herefter frem til, forsikringsaftalen var omfattet af Solvens II-direktivet. Spørgsmålet om lovvalg skulle derfor afgøres efter artikel 7 i Rom I-forordningen.

Der var tvivl om, hvorvidt tvisten var omfattet af forordningens artikel 7, stk. 2, om forsikringsaftaler, der dækker store risici, eller af artikel 7, stk. 3, om andre forsikringsaftaler, idet der var tvivl om, hvordan begrebet ”store risici” skulle fortolkes for så vidt angår lystfartøjer. Højesteret fandt dog, at tvisten skulle afgøres efter tysk ret, uanset om lovvalget skulle bedømmes efter artikel 7, stk. 2, eller artikel 7, stk. 3.

Efter artikel 7, stk. 3, 2. led, skal en tvist afgøres efter loven i den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende på tidspunktet for aftalens indgåelse. Ifølge artikel 7, stk. 6, skal spørgsmålet om risikoens beliggenhed afgøres efter Solvens II-direktivets artikel 13, nr. 13. Risikoen skal herefter anses for beliggende i ”den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enhver art”, jf. artikel 13, nr. 13, litra b. Højesteret fandt, at båden var omfattet af begrebet ”transportmidler af enhver art”, hvorfor sagen skulle afgøres efter tysk ret, hvis spørgsmålet om lovvalg skulle bedømmes efter artikel 7, stk. 3.

Efter Rom I-forordningens artikel 7, stk. 2, 2. led, skal en tvist afgøres efter loven i den medlemsstat, hvor forsikringsgiveren har sit sædvanlige opholdssted, medmindre det af sagens omstændigheder klart fremgår, at forsikringsaftalen har en åbenbart nærmere tilknytning til et andet land, idet loven i dette andet land i så fald finder anvendelse.

F havde hjemsted og dermed ”sædvanlig opholdssted” i Tyskland, og Højesteret fandt, at det ikke klart fremgik af sagens omstændigheder, at forsikringsaftalen havde en åbenbart nærmere tilknytning til Danmark end til Tyskland. Højesteret mente ikke, at det kunne føre til andet resultat, at A var den sikrede, at han havde bopæl i Danmark, og at båden lå i dansk havn. Højesteret fandt derfor, at sagen også efter denne artikel skulle afgøres efter tysk ret.

Bech-Bruuns kommentar

Kendelsen fastslår, at en lovvalgsklausul indgået mellem forsikringstager og forsikringsgiver, der begge er hjemmehørende i én stat, ikke kan gøres gældende over for den sikrede fra en anden stat, når denne ikke udtrykkeligt har tiltrådt forsikringsaftalen. Som følge heraf må en tvist mellem den sikrede og forsikringsgiveren løses på baggrund af de EU-retlige regler. Disse tager udgangspunkt i, hvor risikoen er beliggende på tidspunktet for aftalens indgåelse og/eller i forsikringsgiverens forhold, hvorfor udfaldet i denne sag blev, at sagen skal afgøres med udgangspunkt i tysk ret.