Sagen angik, om borgeren kunne få erstatning for påstået langsommelig og mangelfuld sagsbehandling af en sag om fleksjob. Borgeren blev rent faktisk tilkendt fleksjob i 2017, men borgeren påstod under retssagen, at det allerede burde være sket senest i 2015. Borgerens erstatningskrav udgjorde forskellen mellem kontanthjælp og fleksjobydelse i denne periode. Erstatningskravet var opgjort til 188.058,96 kr., idet man var enige om, at den del af borgerens krav, der angik perioden forud for 1.4.2015, var forældet.
Ved landsrettens frifindende dom blev der lagt vægt på bl.a., at det beror på et konkret skøn, hvornår alle relevante tilbud mv. har været afprøvet for at bringe eller fastholde en person i ordinær beskæftigelse, således at betingelsen for i § 70, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for at tilbyde den pågældende fleksjob er opfyldt. Videre blev der lagt vægt på, at kommunens sagsbehandlingstid i et ikke ubetydeligt omfang blev forlænget som følge af borgerens egen ageren, ligesom landsretten fandt, at kommunens sagsbehandling i øvrigt ikke kunne karakteriseres som ansvarspådragende. Dette selvom kommunen havde erkendt, at kommunens sagsbehandling i en periode ikke havde været optimal. Efter en konkret gennemgang af kommunens sagsbehandlingsskridt i perioden 2014-2017 blev kommunen frifundet.
Kommunen blev i landsretten repræsenteret af advokat Mads Spanggaard Stokholm fra Focus Advokater.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at
kontakte mig.
