Kommune reelt pålagt omvendt bevisbyrde for niveauforskel efter at have udbedret fortov

Vestre Landsret har pålagt en kommune erstatningsansvar for en borgers fald og i den forbindelse udtalt, at det efter beviserne i sagen måtte lægges til grund, at niveauforskellen oversteg den gældende bagatelgrænse, og at kommunen burde have afventet udbedring.

Sagen kort
I september 2011 faldt en kvinde på et fortov på grund af en skæv flise. Kvinden rettede efter faldet henvendelse til kommunen, som kort efter rettede den skæve flise uden at dokumentere forholdene på ulykkesstedet. Kvinden fik dermed ikke mulighed for at sikre sig bevis.

Kvinden anlagde derefter sag mod kommunen med påstand om, at kommunen skulle anerkende erstatningspligt for ulykken. Kommunen blev frifundet i byretten, men sagen blev anket til Vestre Landsret, som fandt, at kommunen var erstatningsansvarlig.

Skadelidte hævdede, at der havde været i niveauforskel på mindst fire cm, medens kommunen gjorde gældende, at der ikke var bevis for nogen niveauforskel på over tre cm, hvilket efter kommunes opfattelse måtte være forventeligt i et område med kun lidt trafik.

 

Vestre Landsrets afgørelse
Der blev i sagen fremlagt fotos og afgivet forklaringer, hvor den hævdede niveauforskel svingede mellem to til ”mindst fem cm”.

 

Landsretten lagde på baggrund af disse beviser til grund, at flisen havde ligget i en niveauforskel, der oversteg den bagatelgrænse, der gælder efter praksis. Da  kommunen valgte at rette fliserne uden at sikre dokumentation, blev skadelidte afskåret fra at føre bevis for den præcise niveauforskel, hvilket også blev lagt til grund for landsrettens afgørelse.

Landsretten bemærkede, at hensynet til andre fodgængeres sikkerhed ikke tvang kommunen til straks at rette flisen, ”idet kommunen kunne have valgt i stedet at afmærke eller afspærre stedet.”

Landsretten udtalte derudover - og i modsætning til byretten - at det var irrelevant, at kommunen ikke kendte til den skæve flise inden uheldet. En kommune har ganske vist ”en  betydelig frihed til at prioritere sine ressourcer og i den forbindelse vælge de arbejdsopgaver, der skal udføres først, men der må antages at være en pligt til, ikke kun efter borgerhenvendelser, men af egen drift at holde øje med forhold, der kan være til fare for borgerne, herunder om fortovsbelægningen er så ujævn, at det overskrider bagatelgrænsen.”

Kommunen var dermed erstatningsansvarlig for uheldet, da flisens skævhed overskred bagatelgrænsen, og fordi kommunen burde have opdaget og rettet dette.

Bech-Bruuns kommentarer
Dommen understreger for det første vejmyndighedens risiko ved ikke at føre vejtilsyn:

Allerede i en dom fra Østre Landsret i 2007 udtaltes, at ”kommunen ved at undlade at foretage egentligt tilsyn, påtager sig risikoen for, at der er forhold, der burde være opdaget og udbedret”. Man kan sige, at man påtager sig ansvaret for fejl som vejmyndighed, hvis man ikke fører tilsyn. I afgørelsen fra 2007 blev en sådan fejl dog ikke fundet, og vejmyndigheden gik derfor fri for ansvar.

I den nye sag ifaldt vejmyndigheden derimod ansvar, eftersom bevisbyrden for, at niveaubagatelgrænsen var overskredet blev vendt om, som følge af, at kommunen - trods viden om uheldet – havde udbedret fejlen uden bevissikring og uden sikkerhedsmæssigt at være tvunget hertil.

Dommen er endnu et eksempel på, at vejmyndigheden skal sørge for, at udarbejde en tilsynsplan og følge den. Det nye er, at vejmyndigheden, hvis uheldet er ude, og myndigheden er bekendt med en skade, i første omgang skal undlade at udbedre fejlen, hvis denne ikke af trafiksikkerhedsmæssige grunde tvinger kommunen til at handle straks.

Kommunen skal inden udbedring således sikre fornøden bevis og i stedet foretage afmærkning eller lignende, hvis muligt. I modsat fald løber vejmyndigheden risiko for, at retten reelt forudsætter tilstedeværelsen af en fejl, som således, sammen med en manglende tilsynsplan eller en ikke fulgt tilsynsplan, vil føre til ansvar.

---