Kommune erstatningsansvarlig som vejmyndighed trods tilstrækkeligt tilsyn

Østre Landsret har pålagt en kommune erstatningsansvar for en borgers fald til trods for, at kommunen ved tilrettelæggelsen og gennemførelsen af sit tilsyn ikke havde handlet ansvarspådragende.

Den 26. september 2009 faldt en kvinde og kom til skade på et vej- og fortovshjørne, da kvindens sko sad fast i et hul i fortovet. Kvinden blev sygemeldt fra sit arbejde og blev senere afskediget.

Kvinden lagde herefter sag an mod kommunen med påstand om, at kommunen skulle anerkende erstatningsansvaret for ulykken. Kommunen blev i byretten frifundet, hvorefter sagen blev anket til landsretten.

Østre Landsrets afgørelse
Der blev i sagen fremlagt fotos samt foretaget syn og skøn, hvor skønsmanden fandt, at der var tale om både niveauforskelle og åbne fuger. Skønsmanden vurderede, at der var en niveauforskel på cirka 10-15 mm mellem stenene.

Landsretten lagde på baggrund af fotografierne i sagen og skønsmandens forklaringer til grund, at

”det omhandlede vej- og fortovshjørne er belastet med forholdsvis tæt trafik af fodgængere og køretøjer, herunder tunge erhvervskøretøjer, og at den smalle kørebane sandsynligvis medfører, at køretøjer ikke sjældent kører op på fortovet.”
Landsretten fandt – ligesom byretten – at det ikke var godtgjort, at kommunen ved tilrettelæggelse af de regelmæssige tilsyn eller ved gennemførelsen heraf havde handlet ansvarspådragende.

Landsretten fandt dog samtidig, at kvinden havde bevist, at kommunen havde udført ”en utilstrækkelig reparation af fortovet.” Kommunen ifaldt herefter erstatningsansvar for ikke at have holdt det pågældende fortov i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver, jf. vejlovens § 10.

De konkrete oplysninger i sagen
Det fremgår af sagens oplysninger, herunder fotografier af det pågældende hul, at hullet målte cirka 50 cm på den ene led og cirka 15-20 cm på den anden led. Hullets dybde var cirka fem cm.

Under sagen oplyste kommunens vedligeholdelsesmedarbejder, at vejene i kommunen er opdelt i zonerne A, B og C. Inddelingen af zonerne afhænger af trafikintensiteten. Antallet af årlige tilsyn afhænger af trafikintensitet og de økonomiske ressourcer. Det pågældende sted hvor kvinden faldt, var kategori C og på daværende tidspunkt var der tre årlige tilsyn, hvor der i dag kun er to.

Det fremgår i øvrigt at sagens oplysninger, at de seneste tilsyn inden kvindens uheld den 26. september 2009 var i juni 2009 og august 2009.

Bech-Bruuns kommentarer
Dommen viser, at vejmyndigheden - til trods for et tilstrækkeligt tilsyn – ligeledes kan blive erstatningspligtige efter vejlovens § 10, hvis der ikke foretages en tilstrækkelig reparation af det pågældende forhold.

Dommen fastholder udgangspunktet om, at vejmyndigheden efter vejlovens § 10 både har en vedligeholdelses- og en tilsynspligt, der begge kan overtrædes med den konsekvens, at der foreligger et ansvarsgrundlag. Der er i den forbindelse givet vejmyndigheden et vist skøn i relation til omfanget af vedligeholdelsen samt antallet af tilsyn.

Dommen viser dog også, at vejmyndigheden kan ifalde ansvar, hvis vejmyndigheden vælger”en utilstrækkelig reparation”.

Bemærk her, at til forskel fra Vestre Landsrets-afgørelsen, hvor kommunen reelt blev pålagt omvendt bevisbyrde om de faktiske forhold, var det her kvinden, der skulle bevise den utilstrækkelige reparation. Det bestyrker, at bevisbyrden kun vendes, hvis vejmyndigheden reelt har umuliggjort bevisførelsen, hvilket var tilfældet i Vestre Landsrets-sagen.

Kommunen skal efter denne dom sørge for at dokumentere en eventuel tilsynsplan samt dokumentation for de gennemførte tilsyn. Herudover skal kommunen – efter dommen - sikre sig dokumentation for, at kommunens valg af løsning ved udbedring af huller, er tilstrækkelig.

---