Kommissionen fik (næsten) ret i lånerentekartellet

Sagernes baggrund

I 2016 traf Kommissionen afgørelse om at udstede bøder til de tre store banker HSBC, JP Morgen Chase og Crédit Agricole for deres deltagelse i det såkaldte lånerentekartel, som indebar manipulation af EURIBOR-lånerenten ved at have fastsat priser og udvekslet fortrolig information. Foruden de tre banker deltog Barclays, Deutsche Bank, Royal Bank of Scotland og Société Générale også i kartellet. Sidstnævnte indgik dog i 2013 alle forlig med Kommissionen vedrørende deres deltagelse. HSBC, JP Morgen Chase og Crédit Agricole valgte derimod at indbringe Kommissions afgørelse for Retten. I 2019 annullerede Retten bøden til HSBC som følge af procedurefejl begået af Kommissionen i forbindelse med afgørelsen i 2016.

Den 20. december 2023 tog Retten stilling til de to øvrige sager angående JP Morgan Chase og Crédit Agricole, som af Kommissionen var blevet idømt bøder på henholdsvis 337 millioner EUR og 115 millioner EUR for deres deltagelse i lånerentekartellet.

Rettens vurdering af kommissionens konklusioner

JP Morgan gjorde først og fremmest gældende over for Retten, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at JP Morgan havde deltaget i lånerentekartellet. JP Morgan argumenterede blandt andet for:

• at banken ikke selv havde deltaget i adfærd, der direkte havde til formål at manipulere EURIBOR-lånerenten;
• at bankens adfærd ikke havde været en del af en samlet og vedvarende overtrædelse af konkurrencereglerne; og
• at banken ikke var eller med rimelighed burde have være bekendt med det generelle omfang og de væsentlige karakteristika ved kartellet som sin helhed og de øvrige deltageres adfærd.

Retten afviste disse anbringender og stadfæstede således, at JP Morgan havde deltaget i kartellet.

Dog var Retten enig med JP Morgan i, at Kommissionens begrundelse for fastsættelsen af bødens størrelse var utilstrækkelig, og Retten fastsatte derfor selv bødestørrelsen. Selvom Retten fandt, at JP Morgan alene havde spillet en mindre rolle i kartellet, fremhævede Retten generelt, at den omtvistede adfærd var i stand til at fordreje konkurrencen på markedet for eurorentederivater, og at adfærden var med til at kompromittere tilliden til banksystemet og de finansielle markeder som helhed. Henset også til, at JP Morgan bevidst havde deltaget i kartellet og i øvrigt ikke udvist forbehold eller modstand over for de øvrige karteldeltagere, fastsatte Retten bødens størrelse til 337 millioner EUR, hvilket svarede til den bøde, Kommissionen havde pålagt i 2016.

I sagen mod Crédit Agricole afviste Retten også de fleste af Crédit Agricoles materielle argumenter. Dog var Retten enig med Crédit Agricoles i, at banken ikke kendte eller burde have kendt til de øvrige bankers udvekslings af visse fortrolige oplysninger om prisstrategier. Ligesom ved JP Morgan-afgørelsen tilsidesatte Retten Kommissions beregning af bøden og fastsatte efter en samlet vurdering bøden til 110 millioner EUR, altså knap 5 millioner EUR mindre end bøden pålagt af Kommissionen.

Vores bemærkninger

Rettens afgørelser viser endnu engang vigtigheden af, at virksomheder skal tage tydeligt afstand fra konkurrencebegrænsende adfærd, idet passiv deltagelse i et kartel er tilstrækkeligt til at statuere en overtrædelse af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler. Virksomheder bør således tydeliggøre overfor øvrige karteldeltagere, at de ikke vil tage del i den ulovlige adfærd, således at det står hævet over enhver tvivl for karteldeltagerne.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at Retten ved fastsættelsen af bøderne også inddrog, at tilliden til de finansielle markeder var et relevant hensyn.

Læs sag T-106/17, JP Morgan Chase m.fl. mod Kommissionen her.

Læs sag T-113/17, Crédit Agricole mod Kommissionen her.