Klagefrister har en betydning ‒ også i udbudsretten

Klagenævnet for Udbud har i en nylig kendelse afvist en sag som følge af, at klager − en brancheorganisation − havde indgivet klagen for sent. Kendelsen viser Klagenævnets (oplagt) faste håndtering af frister, samt at der ikke gælder særlige regler for brancheorganisationer.

 


Klagenævnet for Udbuds kendelse af 30. marts 2020, Dansk Byggeri mod Tårnby Kommune

Tårnby Kommune iværksatte den 8. juni 2019 en begrænset licitation efter tilbudsloven af en anlægsentreprise vedrørende etablering af en ny skaterpark i kommunen. Tildelingskriteriet var "laveste pris". Licitationsbetingelserne blev sendt til to virksomheder. Den ene virksomhed valgte ikke at afgive tilbud, mens FSR Beton ApS som derfor eneste tilbudsgiver afgav tilbud den 8. august 2019. Kontrakt mellem Tårnby Kommune og FSR Beton blev indgået den 5. september 2019.

Den 21. januar 2020 − altså cirka 4½ måned efter kontraktindgåelsen − klagede brancheorganisationen Dansk Byggeri til Klagenævnet for Udbud med påstand om, at Tårnby Kommune ikke havde skabt tilstrækkelig konkurrence i licitationen, samt at Tårnby havde afskåret de bydende fra at overvære åbningen af tilbuddene.

Inden Klagenævnet skulle tage stilling til disse påstande, skulle nævnet imidlertid afgøre et spørgsmål om afvisning, da klagen var indgivet efter udløbet af klagefristen på 45 dage i klagenævnslovens § 7, stk. 4, nr. 1. Dansk Byggeri er tillagt en ret til at klage efter bekendtgørelsen om Klagenævnet for Udbud, som tillægger visse organisationer (en særlig) klageret.


Klagenævnets afgørelse

Dansk Byggeri gjorde i forhold til afvisningen gældende, at klagefristen først begyndte at løbe for organisationer med klageret, når organisationen havde haft tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der (overhovedet) var grundlag for at klage − hvilket Dansk Byggeri først mente, at de havde haft den 10. januar 2020. Til støtte herfor anførte Dansk Byggeri, at der ikke ved licitation efter tilbudsloven skete offentliggørelse svarende til den, der sker efter udbudsloven eller forsyningsvirksomhedsdirektivet. Derfor bliver organisationer ikke på samme måde bekendt med forhold, som kan give grundlag for, at organisationen vil indgive en klage.

Klagenævnet afviste sagen og Dansk Byggeris argumentation og udtalte, at det følger − klart − af klagenævnslovens § 7, stk. 4, nr. 1, at fristen for indgivelse af klager over overtrædelser af tilbudsloven er 45 dage regnet fra dagen efter den dag, hvor de berørte tilbudsgivere blev underrettet. Dansk Byggeris argumenter kunne ikke ændre herpå. Og det er nok håndhævelsesmæssigt fornuftigt nok.


Udbudsretten og klagefrister

Klagenævnets kendelse viser den faste praksis for håndtering af frister, der er i udbudsretten − nemlig at der ikke er nogen "kære mor", og at "bedre sent end aldrig" ikke gælder i udbud. Det gælder som altid både for indlevering af klager til Klagenævnet, men også generelt i udbudsretten, f.eks. hvor frister følger af udbudsmaterialet. Se hertil blandt andet Klagenævnets kendelse af 19. marts 2019, Euro Group mod Aarhus Kommune, hvor en tilbudsgiver havde indleveret nogle vareprøver for sent i forhold til en frist fastsat i udbudsmaterialet. Klagenævnet slog også her fast, at en overskridelse af tilbudsfrister medfører en ret og pligt til afvisning.

Tilbudsgivere (og andre klageberettigede) skal således være særdeles opmærksomme på frister − både når det gælder aflevering af tilbud, men også når det gælder indlevering af klager.

Læs Klagenævnet for Udbuds kendelse
Læs vores tidligere omtale af Klagenævnets kendelse af 19. marts 2019