Kommunale indkøb på hjælpemiddelområdet – Skelnen mellem Leverandøraftaler og Prisindhentninger

Den juridiske ramme

Servicelovens § 112, stk. 2, foreskriver, at kommuner skal indgå leverandøraftaler gennem udbud, hvilket sikrer gennemsigtighed og konkurrence, men også compliance med EU’s udbudsregler. Dette skaber en juridisk forpligtelse, der sikrer, at offentlige midler anvendes på en måde, der fremmer fair konkurrence og kvalitet i leverancerne. I disse situationer er der tale om, at kommunerne indgår aftale med en enkelt leverandør, der bliver kommunens leverandør, og som derfor skal levere hjælpemidler, når en borger ikke ønsker at gøre brug af sin ret til selv at vælge leverandør af et bevilliget hjælpemiddel.

Men udfordringen opstår, når kommunale indkøbere ikke korrekt identificerer, hvornår en transaktion falder ind under udbudsreglerne, og hvornår der blot er tale om en prisindhentning for at etablere retvisende benchmark-priser. Prisindhentninger har ikke til formål at føre til en leverandøraftale, men derimod at give kommunen et grundlag for at vurdere, hvor mange penge de skal bevillige til borgerens indkøb af specifikke hjælpemidler.

Konsekvenser af manglende skelnen

Manglen på skelnen mellem disse to processer kan føre til en række problemer:

• Økonomisk ineffektivitet: Ved at sammenblande indgåelsen af leverandøraftaler med gennemførelsen af en prisindhentning fører ikke alene til fejlagtige og ofte mere ressourcekrævende processer, end hvad der er nødvendigt, men det betyder også, at prisindhentninger bliver ”tildelt” til en leverandør, som har den ”samlet set billigste pris”, hvilket dels savner mening, og dels medfører, at der på selvsamme benchmark-prisliste kan optræder en lang række produkter, der er prissat til overpris, fordi den enkelte pris drukner i det samlede billede. Dette er uhensigtsmæssigt og økonomisk ineffektivt, både for kommunekassen og dermed samfundet, og for den enkelte borger, der får svært ved at gennemskue konsekvenserne af at udøve det frie valg, som borgeren ellers er berettiget til.
  
  
• Retssikkerhed: Fejl i anvendelsen af servicelovens regler om hhv. indgåelse af leverandøraftaler og prisindhentninger kan medføre, at der gås på kompromis med både leverandørernes retssikkerhed og borgernes lovfæstede rettigheder til at udøve et frit valg, idet kommunen fejlagtigt tror, at de kan og skal henvise til ”kommunens leverandør” i situationer, hvor der ikke er sket en konkurrenceudsættelse gennem et udbud, men blot gennemført en prisindhentning som ikke kan føre til en vindende tilbudsgiver. Dermed bliver borgerens frie valg styret af både kommunen og ”kommunens leverandør” og det bliver uigennemsigtigt, hvilke regelsæt den enkelte bevilling baseres på.

Vejen frem: Klarhed og uddannelse

For at løse denne udfordring er det afgørende at have klarhed om de forskellige formål og procedurer bag leverandøraftaler og prisindhentninger.

Dette kræver en målrettet indsats for at uddanne kommunale indkøbere i de juridiske krav og bedste praksis for gennemførelse af begge typer transaktioner.

Uddannelsesprogrammer

Uddannelsesprogrammer kan designes til at belyse forskellene mellem udbud og prisindhentning, og hvordan hver proces skal følges korrekt. Disse programmer bør omfatte praktiske case-studies og simuleringer for at sikre en dybdegående forståelse blandt indkøbere.

Standardiserede procedurer

Udvikling og implementering af standardiserede procedurer og skabeloner kan hjælpe med at minimere fejl. Tydelige retningslinjer og checklister kan sikre, at indkøbere følger de korrekte trin afhængig af, om de udfører et udbud med henblik på indgåelse af en leverandøraftale eller en prisindhentning.

Politisk og ledelsesmæssig opbakning til at gøre det rigtige

For at sikre en korrekt forståelse og håndtering af de regler, der sikrer borgerne nogle grundlæggende sundhedsmæssige rettigheder, er det afgørende, at der er både politisk og ledelsesmæssig opbakning til denne tilgang.

De enkelte kommuner er politisk ledede organisationer, som gør det, som deres politiske ledelse forventer af dem. Ud over at denne ledelses i udgangspunktet udskiftes en gang hvert fjerde år, så betyder det, at det er helt afgørende hvad det er de enkelte kommuner reelt måles på. Hvis en kommunal sagsbehandler får at vide, at de skal bevillige det bedst egnede og billigste hjælpemiddel til de borgere, der af sundhedsvæsenet visiteres hertil, men samtidig får at vide, at det de bliver målt på er de genererede besparelser, så er det lige så sikkert som ammen i kirken, at det der bliver fokuseret på, primært er ”….og billigste”, mens ”det bedst egnede” kommer til at begrænse sig til det man kan vælge i det sortiment, som kommunen allerede har fået tilbud på. 

Inspiration til fremtiden

Løsningen på denne udfordring kræver en kombination af uddannelse og standardisering. Det handler om at skabe en indkøbskultur, hvor der er en dyb forståelse og respekt for formålet med de juridiske rammer og de praktiske krav.

Formålet med reglerne er at sikre, at borgeren får det hjælpemiddel som er bedst egnet og at det samtidig sikres, at der ikke betales mere for det, end hvad der er nødvendigt. Men det er altså en prioriteret rækkefølge. Først skal det rigtige hjælpemiddel identificeres, og dette bør ske af en fagperson, ikke af en kommunal sagsbehandler. Når det korrekte hjælpemiddel så er identificeret, så skal prisen findes, og her er det afgørende også at skelne mellem, om der er tale om et standard-hjælpemiddel eller om der er tale om et specialproduceret hjælpemiddel.

Hvis kommunen bruger sin leverandøraftale eller sin prisindhentning til at styre, hvilke hjælpemidler der kan bevilliges, er der stor sandsynlighed for, at borgeren ikke får det lægefagligt ”bedst egnede og billigste hjælpemiddel”, men derimod det, som fremgår af kommunens sortiment hvilket er i strid med både borgerens rettigheder og ikke mindst lovgivningen på området. Dette er både til skade for borgeren og til skade for samfundet. Borgerens helbred bliver forværret af at få udleveret et utilstrækkeligt hjælpemiddel og samfundets regning bliver betydeligt større på lang sigt, idet forværret helbred kan føre til uarbejdsdygtighed, indlæggelser osv., som måske kunne være undgået med et korrekt hjælpemiddel fra begyndelsen.

Det handler således ikke om at forstå juraen, men om at forstå baggrunden for juraen.

Når kommunale indkøbere bliver bedre rustet til at navigere i kompleksiteten af deres roller, kan de sikre, at ressourcerne anvendes mest effektivt, og at borgerne modtager den bedst mulige støtte. Dette er ikke blot en teknisk nødvendighed, men også en vision for en mere retfærdig og effektiv offentlig sektor, hvor borgernes behov altid er i centrum. Til gode for både den enkelte og fællesskabet som helhed.