Ikrafttræden af Haagerværnetingsaftalekonventionen i Danmark

Den 1. september 2018 træder den nye Haagerværnetingsaftalekonvention i kraft i Danmark. Vi ser her nærmere på anvendelsesområdet og indholdet af den nye konventionsamt hvilke følger konventionen vil få for internationale retssager i Danmark.

I juni 2017 vedtog Folketinget en lovændring af ov om Bruxelles I-forordningen, så Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler (herfra kaldet ’Haagerværnetingsaftalekonventionen’) blev gennemført i dansk ret. Det er herefter blevet fastsat, at lovændringen træder i kraft pr. 1. september 2018.

EU har endegyldigt godkendt Haagerværnetingsaftalekonventionen i oktober 2015 på vegne af medlemsstaterne, men det er først nu, at danske borgere og virksomheder bliver tildelt de samme rettigheder som andre EU-borgere efter konventionens bestemmelser.

Der er tale om en dobbeltkonvention, eftersom Haagerværnetingsaftalekonventionen både indeholder regler omkring rettens kompetence, samt anerkendelses- og fuldbyrdelsesregler. Konventionen indeholder derfor både elementer fra New York-konventionen fra 1958 omkring anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftsaftaler og kompetenceregler for  domstolene i de kontraherende stater, hvilket er inspireret af Bruxelles I-forordningen.


Anvendelsen af Haagerværnetingsaftalekonventionen

Ved forholdet til Bruxelles I-forordningen er det fastsat i Haagerværnetingsaftalekonventionens art. 26, stk. 6, at denne ikke skal gælde forud for anvendelsen af ’regional organisation for økonomisk integration’. Dermed er der taget højde for, at såfremt Bruxelles I-forordningen finder anvendelse, skal Haagerværnetingsaftalekonventionen vige for denne.

Det betyder i praksis, at anvendelsesområdet for Haagerværnetingsaftalekonventionen er indskrænket til de tilfælde, hvor en eller begge parter til værnetingsaftalen ikke er bosiddende/har hjemsted i et EU-land, men derimod er fra et kontraherende land, herunder EØS-lande. Hvis der derimod er tale om to parter baseret i EU-lande, vil Haagerværnetingsaftalekonventionen ikke finde anvendelse.

Yderligere gælder det for konventionens anvendelsesområde, at den kun finder anvendelse på internationale, eksklusive værnetingsaftaler inden for det civil- og handelsretlige område. Hertil er der en række undtagelser oplistet i art. 2, hvor Haagerværnetingsaftalekonventionen ikke finder anvendelse.

Blandt andet er foreløbige retsmidler undtaget fra Haagerværnetingsaftalekonventionens anvendelsesområde, jf. art. 7. Disse skal behandles efter national ret i de kontraherende stater.

Til betingelserne for anvendelsesområdet er der oprettet en ordning, hvorefter de kontraherende stater kan vælge at udstede en erklæring, hvori de enten kan undtage visse sager fra domstolens kompetence eller anerkendelsen/fuldbyrdelsen af sådanne, jf. art. 19-21.

Ved Danmarks tiltræden har Danmark udstedt en erklæring efter art. 21, hvorefter Danmark har undtaget visse forsikringsretlige sager fra konventionens anvendelsesområde. Denne erklæring afspejler den parallelaftale, som blev indgået i forbindelse med Bruxelles I-forordningen, hvorefter hensigten er at beskytte visse forsikringstagere. EU har taget et lignende forbehold for at sørge for, at Bruxelles I-forordningen overholdes.


Haagerværnetingsaftalekonventionens indhold

Kompetencereglerne medfører, at en dansk domstol efter art. 5 har pligt til at behandle en sag, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.

Retsdoktriner som forum non conveniens eller litis pendens finder ikke anvendelse, jf. art. 5, stk. 2. Dermed fremmes effektiviteten i at have indsat en værnetingsaftale i en kontrakt, der er omfattet af Haagerværnetingsaftalekonventionen.

Domstolen er afskåret fra at behandle en sag, såfremt der foreligger en eksklusiv værnetingsaftale, der ikke tildeler en dansk domstol kompetence til at behandle sagen, jf. art. 6, medmindre en af undtagelserne i art. 6 finder anvendelse. Oplistningen af undtagelser indebærer, at domstolene kan se bort fra værnetingsaftalen og alligevel tage sagen, hvis værnetingsaftalen var ugyldig efter lovgivningen i den kontraherende stat, en af parterne manglede rets- eller handleevne, aftalen ville stride mod ordre public-principper i domstolsstaten, eller der foreligger exceptionelle grunde udenfor parternes indflydelse. Dertil kan domstolene også tage sagen, hvis den valgte domstol har valgt at afvise sagen, hvilket skal sikre, at parterne ikke afskæres fra at få prøvet sagen.

Det følger af art. 8 i Haagerværnetingsaftalekonventionen, at en domstol i en kontraherende stat skal anerkende eller fuldbyrde en dom afsagt i en anden kontraherende stat, hvor der er indgået en eksklusiv værnetingsaftale herom.

Reglerne afspejler New York-konventionens art. III-IV. Dog er det også fastslået, at domstolene ikke må realitetsprøve den fremmede domstols resultat, jf. Haagerværnetingsaftalekonventionens art 8, stk. 2. Der gælder ligesom i New York-konventionen en række undtagelser til hovedreglen i art. 9 og 11, som opstiller de udtømmende grunde for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom.

Art. 9 indebærer, at en domstol kan nægte at anerkende eller fuldbyrde en dom, hvis der er tale om en ugyldig værnetingsaftale, parterne manglede rets- eller handleevne, mangelfuld forkyndelse eller processuelt svig. Ligeledes må dommen ikke stride mod den kontraherende stats ordre public eller mod andre domme afsagt mod en af parterne.

Domstolene har også mulighed for at afvise erstatninger, som har karakter af at være ’punitive or non-compensatory’ efter art. 11, hvilket især er kendt fra USA. Derfor kan domstolene nedskrive erstatningsbeløbene til det faktiske tab, som parten har lidt. Det gælder både erstatninger, som den aftalte domstol har tildelt, og ligeledes en urimelig konventionalbod, der kun er tilsigtet at straffe skadevolderen. Det er vigtigt at pointere, at bestemmelsen kun er en mulighed, som domstolene kan anvende, og at det ikke giver dem mulighed for at revidere dommen.

Sidst er der indsat en bestemmelse i Haagerværnetingsaftalekonventionens art. 23, hvorefter der ved fortolkning af konventionens bestemmelser skal tages højde for dens internationale karakter og behovet for at fremme en ensartet anvendelse. Dermed skal en dansk domstol altså tage højde for fremmede retskilder i vurderingen af konventionens anvendelse og generelt overveje dens internationale karakter.


Hvad så nu?

Den øjeblikkelige virkning pr. 1. september 2018 ser relativt begrænset ud, eftersom det kun er Singapore,Mexico og her senest i august 2018 Montenegro der indtil videre har tiltrådt Haagerværnetingsaftalekonventionen udover de europæiske lande. Inden for sø- og transportområdet er Singapore imidlertid et væsentligt land, hvorfor konventionen vil få en stor betydning inden for det område.

Herudover har nationer som Ukraine,) Kina og USA underskrevet konventionen. Der er ingen foreløbige udsigter til, hvornår disse nationer tiltræder aftalen og med det politiske klima i øjeblikket, er det endnu mere usikkert, hvornår dette sker. Tankerne bag Haagerværnetingsaftalekonventionen afspejler den fri bevægelighed for retsafgørelser, som den findes i New York-konventionen fra 1958. Pr. 1. september 2018 vil vi næppe se den helt store ændring, men såfremt der sker større tilslutning udenfor EU fx af en af de store globale spillere, vil det klart kunne medføre, at konventionen kan få betydning for udenlandske domme, som New York-konventionen har det for voldgiftskendelser. Haagerkonferencen har allerede siden 2016 arbejdet på at udvikle et supplement til konventionen, så det er også på sin plads at se indførelsen af Haagerværnetingsaftalekonventionen som et nyt kapitel, der i fremtiden kan få stor betydning for både værneting i civile retssager og anerkendelsen af disse på globalt plan.

Nu og her vil den danske tiltrædelse således betyde, at såfremt man har en værnetingsaftale, hvor den ene part er bosiddende/har hjemsted i enten Mexico eller Singapore, vil Haagerværnetingsaftalekonventionen finde anvendelse, og det vil blive nemmere at få en efterfølgende dom anerkendt og fuldbyrdet i disse lande.

 

 

 

---