Hvordan skal tab opgøres for konkurrenceretlige overtrædelser?
EU-Domstolens dom i sag C-312/21, Tráficos Manuel Ferrer SL
Baggrund for sagen
Dommen vedrører en erstatningssag som opfølgning på lastbilkartellet, hvor en række lastbilproducenter blev idømt bøder for at have koordineret priser, hvilket har medført en række opfølgende nationale erstatningssøgsmål. Denne sag vedrører alene én af de nationale erstatningssager. I sagen havde to spanske virksomheder købt 15 lastbiler, heraf seks hos sagsøgte Daimler AG ("Daimler"), hvorefter sagsøgerne anlagde sag mod Daimler med påstand om athave lidt et tab i form af en gennemsnitlig overpris på 16,35% på lastbilerne på baggrund af en sagkyndig erklæring udarbejdet efter egne udregninger. Sagsøgerne gjorde gældende, at de havde krav på erstatning på den betalte overpris fra Daimler. Leverandørerne af de restende 11 lastbiler var ikke part i sagen.
Daimler valgte herefter at fremlægge sin egen sagkyndige erklæring, hvoraf fremgik, at kravet var ugrundet. Daimler gav også udenretligt sagsøgerne adgang til de oplysninger, der indgik i udarbejdelsen af Daimlers sagkyndige erklæring. Den nationale domstol fik ikke adgang til disse oplysninger. Da sagsøgernes tab var opgjort skønsmæssigt som den gennemsnitlige overpris, foreslog den nationale domstol parterne, at der blev stillet en række præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen om fortolkningen af erstatningsdirektivet.
Efter aftale med parterne blev der derfor stillet præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen, herunder (i) om det var i strid med retten til fuld erstatning alene delvist at tildele sagsomkostninger til sagsøgerne, såfremt disse ikke får fuldt medhold i påstanden, og (ii) om det var i overensstemmelse med retten til fuld erstatning, at domstolen kunne fastsætte tabet skønsmæssigt, når sagsøgernes tab var opgjort skønsmæssigt, når Daimler havde givet adgang til de samme oplysninger, som Daimler havde anvendt ved opgørelsen, samt når kun en af skadevolderne var sagsøgt i sagen.
Sagen for EU-Domstolen
Til spørgsmålet om sagsomkostninger fandt EU-Domstolen, at spørgsmålet om fordelingen af sagsomkostninger som udgangspunkt er et nationalt civilprocessuelt anliggende. Det kan dog være i strid med effektivitetsprincippet, såfremt fordelingen medfører, at sagsøgerne umuligt eller alene med uforholdsmæssige vanskeligheder kan anlægge sagen. Dette var ikke tilfældet i den konkrete sag.
Til spørgsmålet om domstolenes mulighed for at opgøre et tab skønsmæssigt i en situation, hvor sagsøgers tab var opgjort skønsmæssigt, fandt EU-Domstolen, at det kun er muligt i overensstemmelse med retten til fuld erstatning skønsmæssigt at fastlægge tabet, såfremt det er fastslået, at der faktisk er lidt et tab, og at størrelsen heraf er praktisk umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig at opgøre nøjagtigt. En skønsmæssig opgørelse forudsætter dermed, at sagsøger uden held har forsøgt at opgøre tabet, herunder gennem anvendelse af de processuelle regler, såsom edition.
I sagen var det ikke tilstrækkeligt til at tillade et skøn, at Daimler frivilligt havde udleveret nogle oplysninger, da dette ikke forhindrede muligheden for indenretlig edition, hvor yderligere beviser kunne fremlægges. Tværtimod kunne de udvekslede oplysninger have ført til viden om, at der var yderligere oplysninger, som der skulle begæres edition i. At sagen var rejst mod kun én af kartellisterne, var desuden irrelevant, da disse hæfter solidarisk for skade som følge af overtrædelsen, og sagsøgerne kunne desuden begære edition mod disse tredjeparter også. Dette begrænsede dermed heller ikke sagsøgernes adgang til at opgøre tabet. Disse argumenter var dermed irrelevante og kunne ikke bruges som argument for, at en opgørelse var umulig eller uforholdsmæssig vanskelig. På den baggrund blev det fastslået, at domstolen ikke var berettiget til at skønne over tabet.
Vores bemærkninger
I de senere år er der anlagt mange erstatningssager som konsekvens af konkurrenceretlige overtrædelser, men der har været stor usikkerhed forbundet med denne private håndhævelse af konkurrencereglerne, hvorfor EU-Domstolen adskillige gange har truffet afgørelse om privat håndhævelse.
Denne dom er med til at afklare nogle af de usikkerheder, som foreligger ved erstatningsdirektivets formodning for tab og udmålingen af tabet, og fastlægger altså, at formodningen for tab ikke overfortolkes til skade for almindelige processuelle og erstatningsretlige principper. Dette sker blandt andet ved at begrænse domstolenes mulighed for at skønne over tabet. Selvom usikkerhed ved tabsopgørelsen altid vil foreligge i kartelsager, kan denne usikkerhed mindskes gennem processuelle skridt, såsom edition. Har en sagsøger derimod ikke forsøgt i tilstrækkeligt omfang at kvantificere tabet, kan denne ikke gøre sig forhåbninger om, at domstolen vil eller må anvende sin skønsmulighed til at rette op på sagsøgerens mangelfulde bevisførelse.
Læs Domstolens afgørelse her.