DEUTZ: Højesteret sætter omfanget af domstolsprøvelsen på plads

Højesterets dom af 3. december 2024, Konkurrencerådet mod Deutz AG og Diesel Motor Nordic A/S.

Kort om sagens faktum

I 2010 planlagde DSB  en større renovering af motorerne i IC3-togene, hvilket krævede reservedele fra den tyske  motorproducent Deutz AG ("Deutz"), der havde produceret de oprindelige motorer. Diesel Motor Nordic A/S ("DMN") var Deutz' officielle og eksklusive forhandler af reservedele i Danmark.

DSB henvendte sig hos Deutz, der foreslog, at motorerne helt skulle udskiftes i stedet for reparereres. Dette ville dog blive langt dyrere end forventet af DSB. Alternativt foreslog Deutz en (i) "exchange-løsning", hvor motorerne blev repareret én af gangen og løbende skiftet ud med andre motorer, der skulle til reparation eller (ii) en "kit-løsning", hvor der blev udarbejdet en liste med særlige Deutz-reservedele, der skulle udskiftes, samt generiske reservedele, mekanikerydelser mv., som ville blive leveret i en samlet pakke. Det var imidlertid DSBs opfattelse, at Deutz' liste indeholdt flere reservedele end nødvendigt, ligesom DSB foretrak selv at stå for en del af reparationerne. DMN havde sideløbende udarbejdet et tilbud på reservedele, der indeholdt væsentligt færre reservedele end Deutz' forslag, men Deutz havde "i stærke vendinger" frarådet DMN at afgive dette tilbud.

Efter DSB forgæves havde afholdt et EU-udbud, hvor DSB ikke modtog nogen bud, forsøgte DSB at forhandle med en række leverandører, herunder DMN og Fleco ApS ("Fleco"). DSB endte med at indgå en aftale med Fleco, der havde afgivet tilbud på den mest fordelagtige løsning. Ifølge Konkurrencerådet aftalte Deutz og DMN, at de ville hindre, at Fleco kunne købe de nødvendige reservedele gennem Deutz' forhandlernetværk. Dette skulle blandt andet være foregået ved, at Deutzs hollandske forhandler, som allerede havde tilbudt delene til Fleco, måtte trække sit tilbud tilbage efter henvendelse fra Deutz. Derudover skulle der være blevet oprettet et system, hvor alle forhandlere, der købte reservedele til IC3-tog skulle oplyse nummeret på motoren og destinationslandet, så Deutz var i stand til at blokere videresalg til DSB. Hindringen medførte, at Fleco måtte trække sig fra opgaven, hvorefter DSB indgik kontrakt med DMN. Fleco henvendte sig herefter til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Afgørelserne ved de underliggende instanser

Konkurrencerådet afgrænsede markederne i sagen til eftersalgsmarkeder for "udbud af unikke reservedele til TCD2015 motoren" samt "reparation og vedligehold af TCD2015 motoren". Da TCD2015-motoren er Deutz' egen motor, havde Deutz ifølge Konkurrencerådet en markedsandel på 100 %. Konkurrencerådet nåede herefter frem til, at adfærden dels udgjorde en ulovlig leveringsnægtelse i strid med forbuddet mod misbrug af dominerende stilling, og dels at Deutz og DMN skulle have indgået en ulovlig konkurrencebegrænsende aftale om at hindre parallelimport til Danmark, der ikke kunne lovliggøres efter den vertikale gruppefritagelsesforordning.

Afgørelsen blev opretholdt ved Konkurrenceankenævnet samt Sø- og Handelsretten, men Østre Landsret valgte at hjemvise sagen, da landsretten mente, at markedsafgrænsningen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Det var således ikke sikkert, at markedet kunne afgrænses så snævert, hvorfor det ikke var godtgjort, at Deutz (i) havde en dominerende stilling, og (ii) at den vertikale gruppefritagelsesforordning var uanvendelig på aftalen mellem Deutz og DMN om at afskærme Fleco.

Højesterets dom

Sagen blev indbragt for Højesteret, der udtalte, at domstolene fuldt ud tager stilling til det faktuelle grundlag  bag konkurrencemyndighedernes afgørelse og den konkrete retsanvendelse, men at domstolene alene tilsidesætter myndighedernes skøn, hvis der er et sikkert grundlag herfor. Herefter udtalte Højesteret, at afgrænsningen af det relevante marked, og hvorvidt en virksomhed har en dominerende stilling, beror på et konkurrencemæssigt skøn. Det er derfor (kun), hvis konkurrencemyndighederne har anvendt et forkert faktuelt grundlag, eller der er et sikkert grundlag for, at myndighederne har handlet uden for rammerne for skønnet, at virksomhederne kan anfægte det. 

Højesteret fandt modsat landsretten, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Konkurrencerådets markedsafgrænsning. Højesteret lagde blandt andet vægt på, at Konkurrencerådet havde foretaget en række markedsundersøgelser, indhentet oplysninger fra DSB og interviewet parterne. Derudover blev der også lagt vægt på, at DSB af sikkerhedsmæssige grunde krævede, at reservedelene var originale, og at Deutz var i stand til at blokere for ca. 30 % af de nødvendige reservedele til de konkrete reparationer.

Højesteret fandt angående spørgsmålet om misbrug, at Deutz havde misbrugt sin dominerende stilling i strid med TEUF artikel 102 og konkurrencelovens § 11. Deutz havde således nægtet at levere reservedele på det forudgående marked for TCD2015-motorer, hvor Deutz var monopolist, hvilket eliminerede den effektive konkurrence på det efterfølgende marked for reparation og vedligehold af motorerne. Dette skete ifølge Højesteret blandt andet ved, at en ledende medarbejder havde udtalt noget lignende, at "døren skulle lukkes", og at "forretningen skulle skubbes over til DMN", samt at denne adfærd blev eksekveret konsekvent og systematisk, herunder med det løbende registreringssystem.

Højesteret fandt angående spørgsmål om den konkurrencebegrænsende aftale, at der var indgået en aftale mellem Deutz og DMN om at hindre parallelimport og passivt salg af reservedele fra forhandlernetværket i strid med TEUF artikel 101 og konkurrencelovens § 6, hvilket også konkret blev håndhævet. Dette skete ifølge Højesteret blandt andet ved, at det hollandske tilbud på reservedele til Fleco blev trukket tilbage umiddelbart efter, at Deutz havde opfordret hertil. På grund af aftalens karakter som en absolut områdebeskyttelse, var det desuden ikke nødvendigt at påvise indtrådte skadevirkninger på markedet. I modsætning til landsretten fandt Højesteret, at gruppefritagelsesforordningen ikke kan fritage aftaler fra TEUF artikel 101 og konkurrencelovens § 6, der skal hindre andre end aftaleparterne i at foretage passivt salg ind i området. 

På den baggrund havde både Deutz og DMN overtrådt forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6 og TEUF artikel 101. Deutz havde tillige overtrådt forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling efter konkurrencelovens § 11 og TEUF artikel 102. Sagen vil nu overgå til politiet til strafferetlig forfølgelse

Vores bemærkninger 

Østre Landsrets tidligere afgørelse skabte opmærksomhed hos konkurrenceretspraktikerne, da domstolene relativt sjældent tilsidesætter konkurrencemyndighedernes skøn. Højesteret fandt imidlertid ikke , at der var forhold, som kunne begrunde en tilsidesættelse af skønnet, og dermed er Højesterets afgørelse udtryk for grundsætningen om, at der skal en hel del til, før et skøn i konkurrencesagerne tilsidesættes. Samme tilgang havde  Højesteret i vejstribesagen. 

Derudover underkendte Højesteret Østre Landsrets afgørelse ved at finde, at gruppefritagelsesforordningen ikke kan finde anvendelse på en situation, hvor en leverandør og køber indgår en aftale om, at leverandøren skal blokere for andre kunders passive salg inden for købers område. Gruppefritagelsesforordningens ordlyd siger dog alene, at det udgør en såkaldt "hardcore" begrænsning, hvis leverandøren forbyder køber at sælge til andre områder, men ud fra en bredere fortolkning fandt Højesteret, at nærværende tilfælde også er undtaget fra forordningens anvendelsesområde. Denne fortolkning blev desuden støttet af et indlæg fra Europa-Kommissionen, der ønskede at sikre en ensartet anvendelse af konkurrencereglerne i EU-landene. Det er første gang, at Europa-Kommissionen har afgivet et indlæg i forbindelse med en dansk konkurrencesag for domstolene.

Læs mere her

Læs Højesterets dom af 3. december 2024.