I en ny dom har Højesteret taget stilling til, om de skader, som en medarbejder fik i forbindelse med en færdselsulykke, da hun var på vej til arbejde, kunne anerkendes som en arbejdsskade. Højesteret fastslog, at skaderne ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade. Det skyldes, at hverken tjenesteforholdet til virksomheden eller hensynet til virksomhedens interesser havde indflydelse på den valgte transport til og fra arbejde.
En social- og sundhedsassistentvikar var i 2009 udsat for en færdselsulykke, da hun i egen bil var på vej fra sit hjem til sit arbejde, hvilket blandt andet resulterede i, at hun brækkede nakken to steder. Skadelidte anmeldte herefter ulykken som en arbejdsskade, men både Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) og Ankestyrelsen afviste at anerkende ulykken som en arbejdsskade. Skadelidte lagde derfor sag an mod Ankestyrelsen.
Skadelidte mente, at hendes skader udgjorde en arbejdsskade, da skaden skete under forhold, som må anses for at være i virksomhedens interesse. Virksomheden var nemlig afhængig af, at hun kunne møde med kort varsel på forskellige arbejdssteder, og hun var ikke blevet ansat, hvis hun ikke havde haft bil.
Ankestyrelsen var uenig og argumenterede for, at der ikke var omstændigheder, som kunne føre til en fravigelse af den klare hovedregel om, at ulykkestilfælde, der indtræffer på vej til og fra arbejde, ikke kan anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven.
Ankestyrelsen mente også, at blot fordi skadelidte kørte i egen bil, da virksomheden ikke havde mulighed for at stille en firmabil til rådighed, ikke indebar, at transporten primært skete i virksomhedens interesse. Skadelidte kunne have valgt en anden transportform, så længe hun mødte på arbejde til tiden.
Spørgsmålet i sagen var derfor, om de skader, skadelidte havde fået, kunne anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven.
Skadelidte kunne have valgt anden transportform
Højesteret udtalte indledningsvist, at skader opstået under transporten til og fra en arbejdsplads kunne anerkendes som en arbejdsskade, hvis tjenesteforholdet til arbejdsgiveren eller hensynet til virksomhedens interesser havde indflydelse på transporten.
Derudover bemærkede Højesteret, at skader opstået under transport til og fra arbejde som udgangspunkt ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, da virksomheder ikke har nogen indflydelse på forholdene under medarbejderes færden til og fra arbejde.
Højesteret lagde til grund, at skadelidte ikke var tilkaldt den pågældende dag af virksomheden, og at skadelidte kunne have valgt en anden transportform end kørsel i egen bil, så længe hun kunne møde til den fastsatte arbejdstid. Derudover kunne kravet om, at hun skulle have egen bil for at blive ansat som vikar, ikke indebære, at tjenesteforholdet eller hensynet til virksomhedens interesser havde haft indflydelse på transporten den pågældende dag.
Højesteret fastslog herefter, at skadelidtes transport fra hendes hjem til arbejdspladsen ikke kunne anses for omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Skaderne fra færdselsulykken kunne derfor ikke anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven.
IUNO mener
Sagen viser, at der skal meget til for at fravige hovedreglen om, at skader opstået under transporten til og fra arbejde ikke kan anerkendes som en arbejdsskade. I den konkrete sag, kunne skader opstået under transporten til skadelidtes arbejde ikke anerkendes som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven, selv om det var et krav for skadelidtes ansættelse, at skadelidte havde egen bil. Skadelidte kunne i stedet have benyttet sig af andre transportmuligheder til arbejdspladsen som for eksempel offentlig transport.
IUNO anbefaler, at virksomheder og deres forsikringsselskaber for så vidt angår skader opstået fra og med den 1. januar 2017 er opmærksomme på, om skadelidtes transport til og fra arbejde kan anses som et led i arbejdet eller overvejende er i virksomhedens interesse. Det vil for eksempel være tilfældet, hvis virksomheden tilrettelægger transporten eller har en økonomisk gevinst ud af den måde, transporten er tilrettelagt på. Opstår der tvivl, bør der altid søges juridisk rådgivning.
[Højesterets dom i sag BS-50886/2019-HJR af den 10. februar 2021]
