Højesteret: Godtgørelse i sager om forskelsbehandling af fleksjobansatte skal fastsættes på baggrund af den faktiske løn

Problemstillingen i hovedtræk

Spørgsmålet i de indankede landsretssager handlede navnlig om, hvorvidt der ved fastsættelse af godtgørelsen i sager om forskelsbehandling af fleksjobansatte skulle tages udgangspunkt i:

1. den overenskomstmæssige løn for en fuldtidsansat,
2. den faktiske løn tillagt flekslønstilskud, eller
3. den (lavere) faktisk udbetalte månedsløn fra arbejdsgiveren.

Med afgørelsen har Højesteret nu – efter flere modstridende landsretsafgørelser (gengivet nedenfor) – sat et endeligt punktum for, hvorledes godtgørelsen i sager om forskelsbehandling af fleksjobansatte skal udmåles.

Østre Landsrets dom af 14. december 2022

Sagen handlede om en butiksassistent, der var ansat i fleksjob med en ugentlig arbejdstid på fem timer. Efter 14 dages ansættelse blev butiksassistentens arbejdstid dog nedsat til 2,5 timer om ugen. Butiksassistenten modtog en månedsløn fra arbejdsgiveren på omkring 1.550 kroner og et månedligt flekslønstilskud fra kommunen på 18.489 kroner. Efter ca. to års ansættelse blev butiksassistenten opsagt fra sin stilling med omstrukturering som begrundelse. Bech-Bruun har tidligere skrevet en nyhed om sagen, som kan læses her.

Landsretten fastslog indledningsvist, at opsigelsen af butiksassistenten var sket i strid med forskelsbehandlingsloven. Spørgsmålet var herefter, om der ved udmåling af godtgørelsen skulle tages udgangspunkt i den overenskomstmæssige løn for en fuldtidsansat, den faktiske løn tillagt flekslønstilskud, eller den faktisk udbetalte (mindre) månedsløn fra arbejdsgiveren (dvs. den faktiske løn uden flekslønstilskuddet).

Herom fastslog landsretten bl.a., at godtgørelsen skal udmåles i forhold til den løn, der faktisk udbetales af arbejdsgiveren, således at der ved udmåling af godtgørelse til fleksjobansatte ikke skal tages udgangspunkt i den overenskomstmæssige løn for en fuldtidsansat eller medregnes flekslønstilskuddet fra kommunen.

Ifølge beskæftigelsesdirektivet og praksis fra EU-Domstolen skal de sanktioner, som arbejdsgivere kan blive mødt af dog være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning. Med henvisning hertil og da butiksassistentens lønindtægt fra arbejdsgiveren (dvs. uden flekslønstilskuddet) var så lav (ca. 1.550 kroner/md.), at godtgørelsen ikke ville have tilstrækkelig afskrækkende virkning, blev godtgørelsen udmålt skønsmæssigt til 30.000 kroner og derfor ikke udelukkende på baggrund af den faktisk udbetalte løn fra arbejdsgiveren.

Vestre Landsrets dom af 23. marts 2023

Sagen handlede om en medarbejder, der var ansat i fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 10 timer. Medarbejderen udførte primært lagerarbejde, men skulle ifølge ansættelseskontrakten også rådgive kunder og deltage i messer vedrørende negle. Efter ca. 2,5 års ansættelse blev medarbejderen opsagt på grund af en omstrukturering af virksomheden i hvilken forbindelse medarbejderens stilling samtidig blev nedlagt.

Det var for landsretten ubestridt, at medarbejderen var blevet opsagt i strid med forskelsbehandlingsloven og derfor havde ret til en godtgørelse. Spørgsmålet for landsretten var derfor navnlig, om der ved fastsættelse af godtgørelsen efter forskelsbehandlingsloven skulle tages udgangspunkt i den overenskomstmæssige løn for en fuldtidsansat, den faktiske løn tillagt flekslønstilskud, eller den faktisk udbetalte (mindre) månedsløn fra arbejdsgiveren (dvs. den faktiske løn uden flekslønstilskuddet).

Herom fastslog Vestre Landsret, ligesom i Østre Landsrets dom af 14. december 2022 (refereret ovenfor), at godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven skal udmåles i forhold til den løn, der faktisk udbetales af arbejdsgiveren. Der var derfor ikke grundlag for at udmåle godtgørelsen med udgangspunkt i den overenskomstmæssige løn for en fuldtidsansat. 

Godtgørelsen blev herefter udelukkende fastsat på baggrund af den faktisk udbetalte løn fra arbejdsgiveren, således at flekslønstilskuddet fra kommunen ikke blev medregnet. Vestre Landsret fandt dog ikke grundlag for – som i Østre Landsrets dom af 14. marts 2022 – at foretage en skønsmæssig forhøjelse af godtgørelsesbeløbet under hensyntagen til, at der netop var tale om en godtgørelse og ikke en erstatning. Hertil udtalte Vestre Landsret, at godtgørelsen, der i sagen udgjorde ca. 66.000 kroner, udgjorde en følelig sanktion og dermed havde en afskrækkende virkning i overensstemmelse med det EU-retlige effektivitetsprincip.

Vestre Landsret fandt, at medarbejderen var blevet forskelsbehandlet i forbindelse med afskedigelsen, og hun var derfor berettiget til godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Landsretten bemærkede ligeledes, at det er i overensstemmelse med fast retspraksis, at godtgørelsen udmåles i forhold til arbejdsgiverens reelle lønudgift. I overensstemmelse hermed fandt Vestre Landsret, at godtgørelsen alene skulle fastsættes ud fra arbejdsgiverens reelle lønudgift og dermed uden fleksløntilskuddet fra kommunen. Hertil udtalte dommerne, at der netop var tale om en godtgørelse og ikke en erstatning. Landsretten vurderede endvidere, at godtgørelsen uden hensyntagen til fleksløntilskuddet fra kommunen ville udgøre en følelig sanktion for arbejdsgiveren, og at denne ville have den afskrækkende virkning som tilsigtet. Godtgørelsen var omkring 66.000 kroner.

Bech-Bruun har tidligere lavet en nyhed om denne dom, hvor der også blev redegjort for Vestre Landsrets dom af 29. marts 2023. I denne dom nåede landsretten – modsat de andre sager – frem til, at godtgørelsen for forskelsbehandling skulle fastsættes på baggrund af den fleksjobansattes samlede lønindkomst, således at fleksløntilskuddet fra kommunen blev medregnet.

Vestre Landsrets dom af 29. marts 2023

I en tredje afgørelse afsagt af Vestre Landsret den 29. marts 2023, nåede landsretten frem til det modsatte resultat; nemlig at kommunens flekslønstilskud skulle medregnes ved udmåling af godtgørelse, idet beregningsgrundlaget skulle tage udgangspunkt i medarbejderens samlede lønindkomst. Bech-Bruun har tidligere lavet en nyhed om bl.a. denne dom som kan læses her.

Højesterets dom af 12. marts 2024

Højesteret har ved dom af 12. marts 2024 alene behandlet de indankede domme afsagt af Østre Landsret den 14. december 2022 og af Vestre Landsret den 23. marts 2023. Vestre Landsrets afgørelse af 29. marts 2023 blev derimod ikke anket, men bidrog dog alligevel til den usikre retstilstand på området for udmåling af godtgørelse til fleksjobsansatte efter forskelsbehandlingsloven.

Højesterets fastslog indledningsvist, at fravigelse af den hidtil gældende udmålingspraksis, hvorefter godtgørelse skal udmåles i forhold til den løn, der faktisk udbetales af arbejdsgiveren, kræver klare holdepunkter i lovgivningen. 

Da der hverken i beskæftigelsesindsatsloven eller dens forarbejder fandtes at være sådanne klare holdepunkter, konkluderede Højesteret – på linje med Østre Landsrets dom af 14. december 2022 og Vestre Landsrets dom af 23. marts 2023 – at udmålingen af godtgørelse til personer ansat i fleksjob, som er blevet udsat for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven, udelukkende skal opgøres på grundlag af den faktisk udbetalte løn fra arbejdsgiveren. Flekslønstilskuddet skal derfor ikke medregnes ved udmåling af godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, som imidlertid var det, Vestre Landsret ved dom af 29. marts 2023 kom frem til, men som nu med sikkerhed kan siges at være i strid med gældende praksis.