Godtgørelse i sager om forskelsbehandling af fleksjobansatte

Dommen af 29. marts 2023

Sagen drejede sig om afskedigelse af en medarbejder, som var ansat i fleksjob i henhold til den fra 2013 gældende fleksjobordning. Det var ubestridt, at den pågældende var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand. Landsretten fandt, at medarbejderen var blevet forskelsbehandlet og dermed havde krav på en godtgørelse, og spørgsmålet var herefter, hvordan godtgørelsen skulle udmåles.

I 2012 blev fleksjobordningen ændret, således at ansatte i fleksjob fremover skulle aflønnes af arbejdsgiveren svarende til den reelle arbejdsindsats og kompenseres for den nedsatte arbejdstid ved et flekslønstilskud fra kommunen. Efter den tidligere ordning skete aflønningen fra arbejdsgiveren svarende til fuld tid og med et kommunalt tilskud til arbejdsgiveren på enten halvdelen eller to tredjedele af lønnen afhængig af graden af den nedsatte arbejdsevne.

Ved udmålingen af godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven for ansatte, der var omfattet af den tidligere fleksjobordning, skete fastsættelsen med udgangspunkt i den udbetalte løn uden fradrag af det kommunale løntilskud.

Landsretten nåede i dommen af 29. marts 2023 frem til det resultat, at godtgørelsen til fleksjobansatte under den ”nye” ordning også skal udmåles på baggrund af arbejdstagerens samlede lønindkomst i ansættelsen, således at flekslønstilskuddet fra kommunen skal medregnes ved udmålingen. Medarbejderen blev herefter tilkendt en godtgørelse svarende til ni måneders løn samt fleksjobtilskud.

Landsretten begrundede resultatet med, at dette var bedst overensstemmende med den udmålingspraksis, der gjaldt for godtgørelser til ansatte omfattet af den tidligere fleksjobordning samt lovgivers intention.

Afgørelsen er ikke i overensstemmelse med hidtidig retspraksis

Vestre Landsret var i UfR 2022.3230V og i en dom af 23. marts 2023 (BS-15264/2021-VLR) således nået til det modsatte resultat. Landsretten havde i disse domme afvist, at kommunens fleksløntilskud skulle medregnes ved udmåling af godtgørelse, idet beregningsgrundlaget alene skulle være arbejdsgivernes reelle lønudgift.

I U 2023.1434 Ø nåede Østre Landsret til en mellemløsning. Østre Landsret anførte, at udgangspunktet måtte være arbejdsgiverens reelle lønudgift, men under hensyntagen til at godtgørelsen skulle være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning, fandt Østre Landsret, at godtgørelsen skulle udmåles skønsmæssigt og ikke udelukkende ud fra den faktiske størrelse af den løn, som arbejdsgiveren betalte.

Bech-Bruuns kommentarer

Der er med de tre domme skabt uklarhed om retsstillingen, hvorfor det må forventes, at Højesteret får mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om udmålingen af godtgørelse til fleksjobansatte. Indtil da må vores anbefaling være at følge princippet i Østre Landsrets dom i U 2023.1434 Ø, og at godtgørelsen skal udmåles med udgangspunkt i arbejdsgiverens reelle udgift, men således at der ud fra et konkret skøn sker forhøjelse af godtgørelsen, hvis dette er nødvendigt for at sikre, at denne opfylder kravene til at være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.