Planteskole sprang over, hvor bedet var lavest
Tre vikarer udførte sæsonarbejde på en planteskole. De var udsendt af et vikarbureau til entreprisevirksomheder, som sendte dem videre til planteskolen. Aftalen var, at vikarerne skulle lave sæsonarbejde på planteskolen, men under ledelse og instruktion fra entreprisevirksomhederne.
Vikarerne havde igennem årene fået en lavere løn end de medarbejdere, der var ansat af planteskolen, som var omfattet af en overenskomst. Vikarer har normalt ret til samme vilkår som medarbejderne hos den brugervirksomhed, vikarerne udfører arbejde for.
Instruksen kom fra planteskolen
Arbejdsretten kom frem til, at vikarerne arbejdede direkte under planteskolens instruktion og ledelse, og ikke entreprisevirksomhedernes. Vikarerne skulle derfor have erstatning for den løn, de var gået glip af, ved ikke at have fået samme løn som planteskolens andre medarbejdere. De fik også en ekstra godtgørelse, fordi der manglede nogle oplysninger på deres ansættelsesbeviser. Vikarbureauet fik også en bod for brud på overenskomsten.
Det var vikarbureauets pligt at vide, hvad der foregik på planteskolen. Da vikarbureauet og entreprisevirksomhederne havde samme direktør og adresse, måtte vikarbureauet også være klar over forholdene, og hvem der rent faktisk ledede og instruerede vikarerne.
IUNO mener
Sagen viser, at en virksomhed ikke kan omgå reglerne om vikarer ved at bruge et mellemled, som i den her sag var entreprisevirksomheder. Det afgørende er, hvem vikarerne rent faktisk udfører arbejdet for, og hvem der instruerer dem. Vi har tidligere skrevet om vikarers ret til ligebehandling, her.
IUNO anbefaler, at vikarbureauer og virksomheder er opmærksomme på, hvem der reelt leder og instruerer de udsendte vikarer. Hvis et mellemled bare sender vikarerne videre til en anden virksomhed, uden at give dem samme vilkår som virksomhedens andre ansatte, risikerer virksomheden at skulle stå til ansvar og betale en bod og erstatning til vikarerne.
[Arbejdsrettens afgørelser af 15. december 2022 i sag AR2021.6141 og 11. juli 2024 i sagerne nr. 2023-799, 20]