Sagens omstændigheder:
En dansk eksportør [E] udstedte i maj 2021 fakturaer til en kendt, fransk kosmetikvirksomhed [A] vedrørende salg af kosmetikprodukter for DKK 1.648.994.
Der havde ikke forud været indgået aftale mellem parterne, og aftalen kom i stand baseret på en e-mail henvendelse fra A til den danske importør. E-mailen fremstod som afsendt af en person, der var ansat i den franske virksomhed A
Med henblik på at arrangere transport af produkterne til A rettede E henvendelse til en dansk transportør og instruerede om, at forsendelsen skulle leveres til den franske virksomheds lager på en angivet adresse i Frankrig.
Da fragtførerens chauffør ankom til den angive adresse, fremstod lokationen forladt og overmalet med graffiti. Transportøren orienterede telefonisk den danske eksportør E om dette. Eksportøren rettede herefter henvendelse til en person [NN] på den e-mail adresse, som var oplyst ved indgåelsen af aftalen med A og angav følgende: ”The driver called this morning and drove to the address you gave us. He came to an empty warehouse. Called [NN] who said you tried to reach me on Friday to change the warehouse address? I was not contacted”,
NN besvarede denne mail og oplyste, at forsendelsen – på grund af covid-relaterede forhold – skulle leveres til et ”warehouse” på en anden adresse.
Mailen fremstod som hidrørende fra A og med en signatur fra denne virksomhed. Den danske eksportør videresendte denne mail til transportøren med anmodning om levering på denne, nye adresse. For at søge at kontrollere, at alting gik rigtigt til, bad eksportøren om, at transportøren ringede den franske virksomhed A op for at få bekræftet den oplyste, ændrede adresse. Det telefonnummer, som den franske virksomhed skulle kontaktes på, blev oplyst af eksportøren. Transportøren ringede op på nummeret og fik bekræftet af den person, som også havde sendt e-mailen med den ændrede leveringsadresse, at adressen var korrekt.
Eksportøren sendte herefter en e-mail den 31. maj 2021, kl. 9.30 til transportøren medfølgende indhold:
”Der er ca 30 min kørsel. Hvis der er den mindste tvivl om det er et 2rigtitgt”’warehouse som hedder ”A” .. så holder vi hesten.”
Transportøren oplyste herefter, at en virksomhed med det navn, der til forveksling lignede A’s - men ikke var identisk med A’s – lejede en lagerhal på den nye, oplyste afleveringsadresse.
Eksportørensvarede herefter kl. 12.17 transportøren:
”Hej Steffen,
Ok, tak.
Jeg må gå ud fra at han mener ”A” og at det fremgår af bygningen. Han må gerne tagebillede hvis muligt."
Kl .12.51 svarede Transportøren således:
"Hej Rikke
Her er billeder fra chaufføren + Pics from FR-77390 Guignes. GPS for unload […] + pic of location on Map + pics + pic of car of the guys that unloads us + Will revert with picture from front gate after we leave. We unload by side on court yard and on front of us is Written warehouse [TR]"
Forsendelsen blev udleveret af transportøren på dette sted. A’s navn fremgik ikke på afleveringsstedet. Ved udleveringen af godset bortkom produkterne.
Den danske eksportør anlagde retssag imod Transportøren og gjorde gældende, at denne var ansvarlig for at have fejludleveret godset, idet transportøren havde udleveret dette i strid med de afgivne instruktioner, da A’s navn og logo ikke fremgik på afleveringsadressen, hvilket transportøren skulle have kontrolleret. Transportøren afviste kravet og gjorde gældende, at Eksportøren ved mailen kl. 12.17 havde godkendt, at aflevering måtte foretages på den oplyste adresse, selvom A’s navn ikke fremgik af bygningen.
Sø-og Handelsrettens dom:
Retten kom frem til, at transportøren ikke var ansvarlig for fejludleveringen af godset efter CMR-lovens § 24. Retten udtalte bl.a. følgende:
Retten lægger til grund, at[A] ved e-mail af 31. maj 2021 kl.9.30 meddelte [Transportøren] at de skulle være særligt opmærksomme. Hvis der var den mindste tvivl om, om adressen [….]var det rigtige lager, skulle Transportøren således ”holde hesten”.
[…]
Ved e-mail den 31. maj 2021 kl .12.10 meddelte Transportøren til A, at [en virksomhed med at navn der mindede om A’s] lejede en lagerhal på den oplyste adresse, og at Transportøren ville aflæsse godset det pågældende sted.
Ved e-mail af 31. majkl.12.17 svarede [A] bl.a.:
”Ok, tak”, og at Transportøren skulle tage billede af lagerhallen hvis muligt. Retten finder, at Transportøren måtte opfatte ovennævnte e-mail som en accept af, at aflæsning af godset kunne ske det pågældende sted, idet A ikke tog yderligere forbehold herfor.”
Bemærkninger til dommen:
I retspraksis og den juridiske litteratur er det omtvistet, om et ansvar for fejludlevering skal bedømmes efter CMR-lovens § 24 eller efter almindelige transportretlige regler.
Dommen lægger til grund at ansvarsgrundlaget i det omhandlede tilfælde er CMR-lovens § 24. Dommen adskiller sig fra andre sager om fejludlevering derved, at transportkunden må ansesat være blevet udsat for et bedrageri begået ved identitetstyveri inden indgåelsen af transportaftalen, sådan at godset som følge heraf er udsat for risiko for at bortkomme blot som følge af, at det transporteres til den afleveringsadresse, som er oplyst til transportøren. De forhold, som førte til, at godset bortkom i den konkrete sag vedrører således i væsentlig udstrækning tiden forud for transportens påbegyndelse.
Det er ikke afklaret i retspraksis, om en transportør i sådanne tilfælde, hvor der foreligger identitetstyveri, kan ifalde ansvar, hvis godset udleveres på den oplyste adresse, hvis den oplyste modtagers navn ikke fremgår – er skiltet eller på anden måde angivet – på denne adresse. Det kan anføres, at transportøren skal undersøge, om godset faktisk udleveres til den rette modtager, selvom transportøren er ankommet til den oplyste adresse. Sø- og Handelsretten lægger til grund, at der består en sådan forpligtelse, men der foretages ved dommen ikke nogen streng bedømmelse af transportørens pligt til at undersøge disse forhold.
Sø-og Handelsrettens dom i sag BS-43209/2021-SHR
-medium.jpg)
