Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Ledige stillinger Domme
Tilmeld nyhedsservice Om Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
ARTIKEL

Flyselskab frifundet: Ikke krav om at ombooke til tidligere afgang

Ved forsinkelser og aflysninger er flyselskaber forpligtet til at betale kompensation, medmindre der er tale om usædvanlige omstændigheder. Flyselskaber skal desuden sørge for at træffe alle rimelige forholdsregler – herunder hvis muligt at ombooke passagererne. En ny dom fra Østre Landsret viser, hvad der forventes af flyselskaberne i den forbindelse.

Udgivet af

Et ægtepar skulle i august 2018 flyve fra København til Dubai og derfra videre til Bali. Allerede ved afgangen fra København var flyet forsinket, så ægteparret missede deres fly videre til Bali. Det betød, at de først var fremme på Bali næsten seks timer senere end planlagt.


Allerede i byretten blev det slået fast, at forsinkelsen opstod på grund af en uvarslet strejke blandt rampepersonalet i Københavns Lufthavn, som varede knap halvanden time.


Rampepersonalet var en af lufthavnens faste leverandører, og altså ikke ansat af det flyselskab, som ægteparret skulle flyve med. Alligevel mente ægteparret, at de var berettiget til kompensation fra flyselskabet. De mente nemlig ikke at flyselskabet havde gjort tilstrækkeligt for at afværge eller forkorte forsinkelsen.


Ægteparret mente ikke, at flyselskabet kunne dokumentere, at de havde foretaget den bedst mulige ombooking og henviste i den forbindelse til to alternative ombookinger, der ville have forkortet forsinkelsen. Blandt alternativerne var en afgang, der lå tidligere end deres oprindelige flyvning fra København. En ombooking til en af de alternativer, som ægteparret fremhævede, ville altså ikke være i tråd med forordning 261, der siger, at omlægning til det endelige bestemmelsessted skal ske ”ved førstgivne lejlighed”.


Landsrettens afgørelse

Østre Landsret henviste i sin afgørelse blandt andet til en dom fra EU-Domstolen af 23. marts 2021 (sag C-28/20), om strejke vedrørende flyselskabet SAS. Her fastslog EU-Domstolen, at usædvanlige omstændigheder, der fritager flyselskaber for pligten til at betale kompensation, kan opstå som følge af strejke. Dommen understreger samtidig også, at strejken skal udføres af lufthavnspersonale, der ikke er ansat af flyselskabet for at undtagelsen gør sig gældende. En lignende sag har vi tidligere skrevet om i nyhedsbrevet her.


Da forsinkelsen i sagen skyldtes strejke hos eksternt lufthavnspersonale, var der altså tale om en usædvanlig omstændighed, som lå uden for flyselskabets kontrol. Det forklarer også, hvorfor flyselskabet først fik besked om strejken, efter boarding var startet.


Østre Landsret fastslog, at de alternative ruter ægteparret selv havde fundet - som i deres øjne var bedre ombookinger - lå før det oprindelige afgangstidspunkt. De alternative ruter lå altså før strejken, hvor der ikke var behov for en ombooking, og derfor var de uden for betydning.


IUNO mener

Afgørelsen i sagen viser, at strejke blandt personale, der ikke er ansat direkte af flyselskabet, som udgangspunkt er en usædvanlig begivenhed, der ligger uden for flyselskabets kontrol. Landsretten afviste i den forbindelse klart passagerernes synspunkt om, at flyselskaber skulle være ansvarlige for alle forhold indenfor deres sædvanlige aktivitetsudøvelse. Et sådant princip gælder ikke. Strejke blandt flyveledere og lufthavnspersonale vil på den baggrund være en usædvanlig omstændighed.


Derudover viser dommen, at der er grænser for, hvad der forventes af flyselskaber i forhold til at lave ombookinger for at minimere passagerernes forsinkelse. IUNO anbefaler derfor flyselskaberne at være opmærksomme på, at der ikke er en forventning om, at passagerne ombookes allerede i den lufthavn, hvor forsinkelsen opstår. Det er kun ved førstgivne lejlighed, at der skal ske omlægning, som sikrer, at passagererne kommer til deres slutdestination med så lille en forsinkelse som muligt. Det vil i mange tilfælde betyde, at der skal ske omlægning ved en eventuel mellemlanding.


[Østre Landsrets afgørelse i sag BS-5090/2021-OLR af 14. december 2021]

Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Introduktion til forsikringer i energientrepriser
Introduktion til forsikringer i energientrepriser
22/06/2026
Energiret og forsyningsret, Entrepriseret og fast ejendom, Forsikringsret og erstatningsret
Kan man kræve erstatning for intern tid?
Kan man kræve erstatning for intern tid?
24/08/2026
IT-ret, Forsikringsret og erstatningsret
Byggesagsadministratorens ansvar, når finansieringen går galt
Byggesagsadministratorens ansvar, når finansieringen går galt
25/08/2026
Entrepriseret og fast ejendom, Forsikringsret og erstatningsret
Vestre Landsret: Arbejdsgiver erstatningsansvarlig efter medarbejder fik låget fra en kummefryser i hovedet
Vestre Landsret: Arbejdsgiver erstatningsansvarlig efter medarbejder fik låget fra en kummefryser i hovedet
26/08/2026
Ansættelsesret og arbejdsret, Forsikringsret og erstatningsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted