Ferie på bagkant
To tyske medarbejdere, der var ansat i henholdsvis en lufthavn og et hospital, var forhindrede i at holde deres optjente ferie, fordi de blev syge.
Medarbejderne havde haft mulighed for at holde ferie inden de blev syge, men virksomheden havde hverken opfordret eller sikret, at medarbejderne kunne holde ferien.
De tyske regler om ferie gjorde, at optjente feriedage gik tabt 15 måneder efter ferieårets udløb. Det var selvom medarbejderen ikke kunne holde ferien på grund af eksempelvis længerevarende sygdom. Feriedagene gik også tabt lige meget om virksomheden havde sørget for, at medarbejderen kunne holde sin ferie eller ej.
På rundrejse i ferieregler
EU-Domstolen slog først og fremmest fast, at medarbejdere altid har ret til 4 ugers betalt ferie om året efter EU-reglerne. Samtidig understregede domstolen, at det er virksomheders ansvar at opfordre og sikre, at medarbejderne rent faktisk kan holde ferien.
Hvis virksomheder ikke har overholdt den forpligtelse, kan medarbejdere ikke miste optjent ferie. Regler som gør, at medarbejdere mister deres ferie, uden at virksomheder har opfordret og sikret, at medarbejderne rent faktisk kunne holde ferien, er derfor ulovlige.
IUNO mener
Dommen viser, at nationale regler om ferie kan være i strid med EU-reglerne, hvis medarbejderen mister sin ferie uden, at virksomheden har opfordret og sikret, at medarbejderen har kunne holde ferien. Konsekvensen vil være, at medarbejderen vil have krav på at kunne holde ferien i den nye periode eller blive kompenseret.
Danmark og Sverige har, i modsætning til Norge, regler om, at ferie bortfalder, hvis ikke medarbejderen holder det inden for en given periode. Sagen kan derfor få betydning for lignende sager i Danmark og Sverige.
IUNO anbefaler, at virksomheder skriftligt opfordrer medarbejdere til at holde ferie i løbet af året, og igen i god tid inden ferieafholdelsesperioden slutter. Vi har tidligere skrevet om virksomheders pligt til at opfordre medarbejdere til at holde ferie her.
[EU-Domstolens dom af 22. september 2022 i de forenede sager C-518/20 og C-727/20]