EU-Kommissionen har vedtaget retningslinjer for soloselvstændiges kollektive aftaler

Margrethe Vestager har bl.a. udtalt, at ”Selvstændige i og uden for den digitale økonomi er muligvis ikke i stand til individuelt at forhandle gode arbejdsvilkår og kan derfor stå i en vanskelig situation. Fælles forhandling kan være et effektivt redskab til forbedring af sådanne forhold. De nye retningslinjer sigter på at give soloselvstændige retssikkerhed ved at præcisere, hvornår konkurrencelovgivningen ikke står i vejen for deres bestræbelser på sammen at forhandle sig til bedre vilkår."

Forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler

Artikel 101 i TEUF forbyder aftaler mellem virksomheder, der kan begrænse konkurrencen. Da selvstændige – også soloselvstændige – betragtes som virksomheder, risikerer de at overtræde forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, når de kollektivt forhandler og indgår aftaler om bl.a. arbejdsvilkår med en modpart. Selvom det tidligere er fastslået af EU-Domstolen, at der følger visse konkurrencebegrænsninger af kollektive overenskomster, og at sådanne begrænsninger er nødvendige for at forbedre arbejdsvilkårene, har de seneste års udvikling på arbejdsmarkedet dog ifølge EU-Kommissionen nødvendiggjort en præcisering af hvilke kategorier af kollektive aftaler, der falder uden for anvendelsesområdet for artikel 101 i TEUF, og hvilke andre kategorier af kollektive aftaler, som EU-Kommissionen heller ikke vil gribe ind overfor.

Typer af virksomheder omfattet af retningslinjerne

En soloselvstændig betegnes som en person, der ikke har en ansættelseskontrakt, og som ikke er i et ansættelsesforhold, og som primært er afhængig af sin egen personlige arbejdskraft ved levering af den pågældende tjeneste eller ydelse. Det kan f.eks. være selvstændige rengøringsassistenter, musikere, chauffører osv., hvor fælles for dem alle er, at ydelsen består af personlig arbejdskraft. Derimod finder retningslinjerne ikke anvendelse på selvstændige, hvis økonomiske aktivitet udelukkende består af videresalg af varer eller tjenesteydelser.

EU-kommissionen fastslår i retningslinjerne, at kollektive aftaler indgået af soloselvstændige, der kan sammenlignes med arbejdstagere, ikke er omfattet af EU’s konkurrenceregler. Disse grupper af selvstændige kan således indgå kollektive aftaler med modparter om arbejdsvilkår, uden at det vil være i strid med forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Hvis en selvstændig ikke selv bestemmer sin adfærd på markedet, men udelukkende arbejder efter en opdragsgivers anvisninger, og ikke selv bærer nogen risici ved opdragsgivers virksomhed, skal vedkommende ligestilles med en arbejdstager – og derfor ikke en virksomhed.

Ud fra disse betragtninger oplistes konkret følgende grupper af selvstændige, hvis situation ifølge EU-Kommissionen kan sammenlignes med arbejdstagere:

• Økonomisk afhængige soloselvstændige, hvilket vil være tilfældet, når en soloselvstændig opnår mindst 50% af sin samlede arbejdsindkomst fra en enkelt modpart
• Soloselvstændige, der arbejder ”på lige fod” med arbejdstagere, hvilket forekommer, når den soloselvstændige ikke bærer de kommercielle risici ved arbejdet, samt arbejder under instruktion
• Soloselvstændige, der arbejder via digitale arbejdsplatforme.

Derudover vil EU-Kommissionen heller ikke gribe ind over for aftaler indgået af øvrige soloselvstændige, hvis de har en svag forhandlingsposition, som sætter dem ude af stand til at påvirke deres arbejdsvilkår væsentligt. Det drejer sig bl.a. om:

• Kollektive aftaler indgået af soloselvstændige med modparter med en vis økonomisk styrke.
• Kollektive aftaler indgået mellem selvstændige erhvervsdrivende i henhold til national lovgivning eller EU-lovgivning.
  

Typer af aftaler omfattet af retningslinjerne

Retningslinjerne finder anvendelse på alle aftaler, der indgås kollektivt mellem visse selvstændige uden ansatte på den ene side og deres modpart(er) på den anden side, når aftalen i sin art og formål vedrører de selvstændige erhvervsdrivendes arbejdsvilkår.

Retningslinjerne er f.eks. relevante for selvstændige leveringsbude, der leverer deres ydelser til en leveringsplatform og indgår en kollektiv aftale om honorarer, som platformene skal betale til leveringsbudene, og minimumsforpligtelser med hensyn til budenes sundhed og sikkerhed.

De arbejdsvilkår, som kan aftales kollektivt, omfatter bl.a. løn, arbejdstid og arbejdsplaner, ferie, fravær, fysisk arbejdsplads, sundhed og sikkerhed, forsikring og social sikring. Derimod er aftaler, som f.eks. regulerer, i hvilke dele af en by de enkelte leveringsbude må levere, ikke lovlige, idet en sådan aftale ikke regulerer arbejdsvilkår, men derimod indeholder en konkurrencebegrænsende markedsdeling.

Focus Advokater bemærker

Retningslinjerne er en del af en pakke med tiltag, hvor formålet er at sikre, at der tages tilstrækkeligt hånd om arbejdsvilkårene for platformsarbejde.

Det bemærkes, at kollektive aftaler, der forhandles og indgås af selvstændige erhvervsdrivende, og som ikke falder ind under disse retningslinjers anvendelsesområde, ikke nødvendigvis er i strid med EU’s konkurrenceregler, men de vil kræve en vurdering fra sag til sag som for enhver anden type aftale mellem virksomheder.

Retningslinjerne kan findes her.