EU-Domstolen fandt, at medarbejderes transporttid mellem bopæl og hhv. første og sidste arbejdssted var arbejdstid. Arbejdsstederne var spredt over et stort geografisk område, og transporten varierede i betydelig grad i antal km og i rejsetid.
Sagen var indgivet af de spanske domstole, og der skulle tages stilling til, om transporttid fra medarbejderens bopæl til det første arbejdssted og transporttid fra det sidste arbejdssted hjem til bopælen, var arbejdstid i arbejdstidsdirektivets forstand.
Det siger arbejdstidsdirektivet
Af arbejdstidsdirektivet fremgår det, at:
”arbejdstid er det tidsrum, hvor arbejdstagerne er på arbejde og står til rådighed under udførelse af sin beskæftigelse...”
”hvileperiode er det tidsrum, der ikke er arbejdstid”
Fortolkningen af begrebet ”arbejdstid” i arbejdstidsdirektivet har betydning i forhold til den såkaldte 48-timers regel i den danske arbejdstidslovs. Arbejdstidslovens 48-timers regel går ud på, at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en 7-dages periode beregnet over en periode på 4 måneder ikke må overstige 48 timer.
48-timers reglen er også indarbejdet i en række overenskomster, hvor referenceperioden kan være en lidt anden, fx 16 uger i stedet for 4 måneder.
Den konkrete sag
Virksomheden, der udførte arbejdsopgaver i flere spanske regioner, lukkede alle sine regionale kontorer og samlede alle sine medarbejdere i hovedkontoret i Madrid.
De enkelte medarbejdere, der var teknikere og som installerede sikkerhedssystemer i såvel private hjem som i industri- og handelsvirksomheder, var fortsat bosiddende i de spanske regioner og var tilknyttet kunder fordelt i de enkelte regioner og i nogle tilfælde i flere regioner.
Afstanden mellem medarbejdernes bopæl og arbejdsstedet, hvor der skulle udføres arbejdsopgaver, varierede betydeligt og kunne nogle gange overstige 100 km. Transporttiden kunne i enkelte tilfælde udgøre op til 3 timer.
Planlægning af disse arbejdsopgaver kunne foregå sådan, at medarbejderen via mobiltelefon dagen før kunne modtage næste dags arbejdsplan med angivelse af tid og sted, hvor arbejdsopgaverne skulle udføres. På tilsvarende måde kunne medarbejderne via mobiltelefon indrapportere data om det udførte arbejde.
Før lukningen af de regionale kontorer tog medarbejderne fra deres bopæl til disse kontorer for at hente køretøjer og påbegyndte deres arbejdsdag derfra. Ligeledes afsluttede medarbejderne deres arbejdsdag på kontorerne. Al transporttid fra de regionale kontorer til de første kunder og fra de sidste kunder til de regionale kontorer var arbejdstid.
Efter lukningen af de regionale kontorer var virksomheden imidlertid af den opfattelse, at al transporttid mellem bopæl og kunde ikke var arbejdstid.
Domstolens afgørelse
EU-Domstolen fandt på baggrund af sagens omstændigheder, at transporttiden mellem bopæl og kunde var omfattet af begrebet ”arbejdstid” i direktivets forstand.
I afgørelsen blev der lagt vægt på, at transporterne var en nødvendig forudsætning for at komme til kunderne og udføre arbejdsopgaver hos de kunder, som var blevet anvist af virksomheden. Hvis der ikke blev taget hensyn til disse transporter i denne sag, ville det føre til, at en virksomhed ville kunne definere arbejdstiden til kun at omfatte tiden, der blev anvendt til udførelsen af de konkret arbejdsopgave med installation og vedligeholdelse. Det ville kunne føre til en udhuling af begrebet ”arbejdstid” og kunne skade bestemmelsens formål om at beskytte medarbejdernes sikkerhed og sundhed. I den forbindelse indgik det som en omstændighed i afgørelsen, at transporttiden til og fra de regionale kontorer, før de blev lukket, og til og fra kunden tidligere blev anset for at være arbejdstid.
Herudover vurderede man, at medarbejderne i sagen stod til rådighed i transporttiden, da medarbejderne var forpligtet til fysisk at opholde sig på det sted, som virksomheden havde anvist, for der at stå til rådighed for straks at kunne udføre arbejdsopgaverne, som der måtte være behov for. Virksomheden kunne i transporttiden ændre på rækkefølgen af kunder eller annullere en aftale med en kunde. Man vurderede derfor, at medarbejderne ikke havde mulighed for at bruge transporttiden i egen interesse.
Endelig blev det i sagen fremhævet, at eftersom medarbejderne ikke havde et fast arbejdssted, og transporterne var en uadskillelig del af at være ansat i virksomheden, kunne medarbejdernes arbejdssted ikke indskrænkes til virksomhedens kunder.
Dansk Erhverv vurderer:
48-timers reglen
Den tid, der går til daglig transport til og fra arbejdsstedet, betragtes i udgangspunktet som hviletid. Transporten ved rejse til og fra et andet arbejdssted end det faste er også hviletid, medmindre denne rejsetid overstiger den ansattes normale rejsetid. Hovedreglen kan også fraviges, hvis arbejdsstedet altid skifter, og der ikke er et hovedkontor eller andet, man skal møde ind på, før man kører ud.
EU-Domstolens afgørelse i den spanske sag, om i hvilket omfang transporttid kan være en del af arbejdstiden, er derfor ikke overraskende, når man ser på sagens omstændigheder. Afgørelsen anses ikke for at være i uoverensstemmelse med den danske opfattelse af begreberne ”arbejdstid” og ”hviletid” i såvel arbejdsmiljølovens som i arbejdstidslovens forstand.
Afgørelsen har ikke betydning for betalingen under transport
EU-dommen handler derimod ikke om aflønningen under transporttid. Det skyldes, at arbejdstidsdirektivet er et arbejdsmiljødirektiv, og at EU-reglerne ikke forholder sig til aflønning. Løn er et nationalt anliggende.
Om der sker betaling for transporttid afhænger derfor af en fortolkning af overenskomsten og/eller den individuelle kontrakt. Dommen ses derfor ikke at give anledning til ændringer i fortolkningen af overenskomsternes og de individuelle kontrakters regler om arbejdstid (f.eks. 37 timer pr. uge) og betalingen herfor, herunder overtidsbetaling.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
