EU-Domstolen har i en ny afgørelse (C-477/21) af 2. marts 2023 fastslået, at medlemsstaterne skal sikre, at arbejdstagere tildeles en daglig hviletid på 11 timer som en selvstændig ret, der skal tildeles uafhængigt af den ugentlige hviletid, som følger af direktivet om tilrettelæggelse af arbejdstiden (”arbejdstidsdirektivet”).
Sagen kort
En togfører var ansat i et driftscenter i Ungarn, og ansættelsesforholdet var omfattet af en kollektiv overenskomst, som var indgået mellem arbejdsgiveren og togførerens fagforening.
Når togføreren fik tildelt den ugentlige hviletid, blev han imidlertid ikke tildelt daglig hviletid.
Lokomotivføreren anlagde i denne forbindelse sag an mod arbejdsgiveren med påstand om betaling af udestående løn, idet han gjorde gældende, at han havde ret til den daglige hvileperiode umiddelbart før eller efter sine ugentlige hvileperioder.
Heroverfor gjorde arbejdsgiveren gældende, at den daglige hviletid skal tildeles mellem to på hinanden følgende arbejdsperioder i løbet af én og samme 24-timersperiode, men ikke i tilfælde, hvor der ikke er planlagt nogen ny arbejdsperiode, såsom i forbindelse med tildelingen af en ugentlig hviletid eller ferie.
EU-Domstolens afgørelse
Overordnet følger det af charterets artikel 31, stk. 2, at enhver arbejdstager har ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn.
I forhold til den daglige hviletid fremgår det nærmere af arbejdstidsdirektivet artikel 3, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode.
Vedrørende den ugentlige hviletid følger det af artikel 5 i direktivet, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere for hver syvdagesperiode får en sammenhængende minimumshvileperiode på 24 timer, hvortil de elleve timers daglig hviletid tillægges, som er omhandlet i artikel 3.
Indledningsvist fastslog EU-Domstolen, at begreberne ”daglig hviletid” og ”ugentlig hviletid” er to selvstændige EU-retlige begreber, der forfølger forskellige formål, og at arbejdstagerne faktisk skal kunne udnytte hver af disse rettigheder. Den daglige hviletid skal derfor lægges til den ugentlige hviletid, og er således ikke en del af den ugentlige hviletid. Dette gælder ifølge EU-Domstolen uanset, at national lovgivning måtte give arbejdstageren ret til en længere ugentlig hviletid end minimumhvileperioden på 24 timer, som arbejdstageren er sikret efter arbejdstidsdirektivets artikel 5.
Til spørgsmålet om, hvorvidt den daglige hviletid alene skal tildeles mellem to arbejdsperioder, fastslog EU-Domstolen, at det afgørende er, at arbejdstageren kan udnytte sin ret til daglig hviletid i forlængelse af arbejdet og altså derfor uanset, om den daglige hviletid måtte efterfølges af en ugentlig hvileperiode.
Bech-Bruuns kommentarer
Afgørelsen viser, at den daglige og ugentlige hviletid er to uafhængige rettigheder, der forfølger hver deres formål. Dette indebærer, at den daglige og ugentlige hviletid ikke skal lægges sammen. Derimod skal den daglige hviletid lægges til den selvstændige og særskilte ugentlige hvileperiode på mindst 24 timer.
I de tilfælde, hvor der i national lovgivning er tildelt medarbejderne gunstigere ugentlige hvileperioder end det minimumskrav på mindst 24 timer, der følger af arbejdstidsdirektivet, skal medarbejderne stadig særskilt tildeles den daglige hviletid.
Derudover har medarbejderne også ret til deres daglige hvileperiode i forlængelse af en arbejdsperiode, uanset om denne efterfølges af en arbejdsperiode eller af en hvileperiode.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
