Del 4: Konkurrencemyndighedernes snævre afgrænsning af lokale markeder i Rema og Aldi-fusionen
Konkurrencerådet greb ved afgørelse af 30. august 2023 ind i Rema 1000 Danmark A/S’ overtagelse af dele af Aldi Danmark ApS, hvorefter en godkendelse af fusionen er gjort betinget af Remas frasalg af en række butikker i lokalområder.
I en fase II-vurdering af fusionen afgrænsede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (KFST) det relevante geografiske marked som lokale områder baseret på en køretid på 10 minutter i bil omkring Remas og Aldis butikker i de områder, hvor parterne havde overlappende aktiviteter.
Det er ikke tidligere set, at de danske konkurrencemyndigheder definerer så snævre markeder i sektoren for detailsalg af dagligvarer.
Sagens baggrund
Som betingelse for Konkurrencerådets godkendelsen af fusionen skulle Rema 1000 afgive tilsagn om frasalg af en række butikker i lokalområder. Baggrunden herfor var særligt resultaterne af den geografiske markedsafgrænsning i sagen.
I forbindelse med den geografiske markedsafgrænsning bemærkede KFST indledningsvis, at KFST i sin tidligere praksis har taget udgangspunkt i et nationalt eller regionalt marked ved vurdering af fusioner på dagligvaredetailmarkedet, men at KFST har ladet den endelige geografiske markedsafgrænsning stå åben. Herefter henviste KFST til nyere praksis fra Europa-Kommissionen, hvor Kommissionen har anset det geografiske marked for detailsalg af dagligvarer for at være lokalt afgrænset. På den baggrund besluttede KFST at undersøge, om det geografiske marked i sagen kunne afgrænses lokalt.
KFST fremhævede blandt andet, at nogle dagligvarebutikker havde mulighed for at vedtage lokale prisnedsættelser eller lokale tilbudskampagner, og at der kunne være forskelle i åbningstider og lokalt sortiment mellem forskellige lokalområder. For nærmere at kunne vurdere, hvorvidt der kunne afgrænses lokale markeder, var det ifølge KFST særligt relevant at undersøge kundernes transportvillighed. KFST vurderede herefter, at der kunne afgrænses geografiske lokale markeder med udgangspunkt i 10 minutters kørselsafstand i bil fra hver af Rema og Aldis butikker, afhængigt af om butikken var beliggende i et by- eller landområde.
Herefter foretog KFST en undersøgelse af, om en gennemførelse af fusionen kunne forventes at skade konkurrencen i disse lokalområder. Ifølge KFST kunne det ikke udelukkes, at fusionen ville hæmme den effektive konkurrence betydeligt i 12 af de identificerede lokale områder, ligesom fusionen ville hæmme den lokale effektive konkurrence betydeligt i tre af områderne.
I sin vurdering lagde KFST blandt andet vægt på, at Rema og Aldis markedsandele i de lokale områder viste, at fusionen ville berøre en stor andel af kunderne, at kunderne ville miste en væsentlig alternativ aktør i lokalområdet og dermed få færre muligheder for indkøb af dagligvarer, at geografien i de pågældende områder betød, at variationen i dagligvarebutikker allerede var begrænset, og at kundernes transportvillighed ikke understøttede et betydeligt konkurrencepres fra butikker i andre områder.
For at fjerne KFST’s konkurrencemæssige betænkeligheder afgav Rema tilsagn om at frasælge et antal butikker, hvorefter fusionen blev godkendt af Konkurrencerådet.
Bech-Bruuns kommentarer
Både de danske konkurrencemyndigheder og Europa-Kommissionen har tidligere haft en tendens til at anvende en national eller regional markedsafgrænsning frem for en lokal afgrænsning på dagligvaredetailmarkedet.
Den seneste udvikling i praksis fra flere EU-medlemslande tyder på, at det fremover med stor sandsynlighed kan forventes, at konkurrencemyndighederne vil interessere sig mere for en geografisk lokal markedsafgrænsning, herunder ikke kun på detailmarkedet for dagligvarehandel, men også på andre markeder.
Konkurrencerådets afgørelse af 24. februar 2021 i fusionen mellem STARK Danmark A/S og Jens Schultz A/S er ligeledes et eksempel på de danske konkurrencemyndigheders fokus på lokale markeder. KFST foretog her en vurdering af den lokale konkurrencesituation for byggemarkeder baseret på en køretid på 15-30 minutter (såkaldte ”catchment areas”). Tilsvarende vurderede KFST i sin afgørelse af 20. december 2022 i fusionen mellem Ahlsell Danmark ApS og Sanistål A/S, at der skulle foretages en undersøgelse af den lokale konkurrencesituation med udgangspunkt i catchment areas. I begge sager vurderede KFST, at fusionen ikke ville hæmme den effektive konkurrence betydeligt, uanset en snæver geografisk afgrænsning af plausible, lokale markeder eller en bredere national afgræsning, og KFST lod derfor den endelige afgrænsning af det geografiske marked stå åben.