Beskyttede oprindelsesbetegnelser i lyset af fetadommen

Baggrund

Betegnelsen "feta" har været registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse siden 2002. Beskyttelsen indebærer, at det alene er ost med specifikke karakteristika, der har sin oprindelse i et nærmere afgrænset geografisk område i Grækenland, som kan markedsføres under betegnelsen "feta".

Oprindelsesbeskyttelsen af "feta" har længe været en sten i skoen på danske mejerier, hvis succes med eksport af saltet, hvid ost - i hvert fald til en vis grad - påvirkes af, om osten må sælges under betegnelsen "feta". Efter at EU-Domstolen i 2005 afviste Danmarks argument om, at "feta" er en fri artsbetegnelse, har Danmark respekteret forbuddet mod markedsføring af danskproduceret ost under betegnelsen "feta" inden for EU's grænser.

Danmark har imidlertid på grundlag af en fortolkning af forordning nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer, der både regulerer beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser, fortsat tilladt anvendelse af betegnelsen "feta" for ost, der fremstilles i Danmark med henblik på eksport til tredjelande. Det er denne fortolkning af forordningen, der nu er blevet underkendt af EU-Domstolen.

Traktatbrudssagen

Sagen, der var anlagt af EU-Kommissionen med støtte fra Grækenland og Cypern, handlede for det første om, hvorvidt Danmark har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1151/2012 ved at undlade at hindre eller standse danske mejeriers anvendelse af betegnelsen "feta" for ost ved eksport til tredjelande. For det andet skulle EU-Domstolen tage stilling til, om undladelsen tillige udgjorde en krænkelse af princippet om loyalt samarbejde som omhandlet i EU-Traktatens artikel 4, stk. 3.

Tilsidesættelse af forpligtelser efter forordning nr. 1151/2012

Artikel 13, stk. 3, forpligter medlemsstaterne til at træffe de nødvendige administrative og retslige foranstaltninger for at hindre eller standse ulovlig anvendelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser for produkter, der fremstilles eller markedsføres i den pågældende medlemsstat.

I dommen fastslog EU-Domstolen indledningsvist, at ordlyden af bestemmelsen ikke udelukker produkter produceret til eksport til tredjelande fra den beskyttelse, der tilkommer beskyttede oprindelsesbetegnelser. Hertil kommer, at formuleringen "fremstilles eller markedsføres" understøtter, at medlemsstaternes forpligtelser gælder for alle produkter, der fremstilles inden for Unionen, uanset om de er tiltænkt eksport til lande uden for EU.

Domstolen bemærkede herefter, at det er fast praksis, at EU-retlige bestemmelser ikke alene skal fortolkes på grundlag af deres ordlyd, men også med udgangspunkt i den sammenhæng, hvori de indgår, og de formål, de forfølger. I den henseende påpegede Domstolen, at formålet med registreringsordningen bl.a. er at beskytte producenterne mod unfair konkurrence, således at de kan opnå et rimeligt udbytte, der afspejler produkternes kvalitet, samtidig med at historiske produktionstraditioner bevares. Hertil kommer hensynet til at sikre ensartet beskyttelse af oprindelsesbetegnelser som en intellektuel ejendomsret inden for Unionens område. Der er således tale om hensyn, der også gør sig gældende ved eksport til tredjelande.

I lyset af dette fandt EU-Domstolen, at Danmarks passivitet over for danske osteproducenters fortsatte anvendelse af betegnelsen "feta" udgjorde en tilsidesættelse af artikel 13, stk. 3.

Brud på EU-Traktatens artikel 4, stk. 3

For så vidt angik Kommissionens påstand om Danmarks krænkelse af loyalitetsprincippet i EU-Traktatens artikel 4, stk. 3, bemærkede EU-Domstolen, at grundlaget for påstanden var præcis den samme adfærd, som begrundede påstanden under artikel 13, stk. 3.

Krænkelse af Traktatens artikel 4, stk. 3, ville forudsætte, at Danmark - ud over at undlade at standse eksporten af ost under betegnelsen "feta" - tillige havde foretaget handlinger eller afgivet erklæringer med henblik på at svække Unionens position i internationale forhandlinger, hvilket ikke fandtes at være tilfældet. Som Generaladvokaten bemærkede i sit forslag til afgørelse, er det ikke i sig selv i strid med artikel 4, stk. 3, at medlemsstater anlægger en fortolkning af EU-retten, der adskiller sig fra Kommissionens.

Dommens betydning i bredere forstand

Med dommen har EU-Domstolen tydeligt udstukket rammerne for fortolkning af artikel 13, stk. 3. Fremadrettet anvendelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelse for danskproducerede varer, der ikke opfylder den gældende varespecifikation, må herefter anses for udelukket, også selv om varerne eksporteres til tredjelande, som EU ikke har indgået handelsaftaler med.

Generaladvokaten påpegede i sit forslag til afgørelse, at sagen angår et skisma mellem to forskellige fortolkningsmuligheder baseret på den ikke helt entydige ordlyd af artikel 13, stk. 3.

Den første fortolkningsmulighed, som var den Kommissionen anvendte, angår beskyttelsen af oprindelsesbetegnelser som intellektuel ejendomsret med henblik på at beskytte traditionelle producenter og dermed sikre produktdiversitet på markedet. Den anden fortolkningsmulighed, som Danmark uden held gjorde gældende, bygger grundlæggende på handelsliberalisering og princippet om, at fri samhandel er udgangspunktet, der alene kan fraviges i særlige tilfælde.

Ved at lægge sig fast på den immaterialretlige fortolkning sikrer EU-Domstolen beskyttede oprindelsesbetegnelser en vidtrækkende immaterialretlig beskyttelse, der på mange måder svarer til den varemærkeretlige beskyttelse af velkendte mærker. Således vil enhver direkte eller indirekte kommerciel brug af en beskyttet oprindelsesbetegnelse for sammenlignelige men ikke omfattede produkter udgøre en krænkelse, såfremt brugen indebærer udnyttelse af betegnelsens omdømme. Dette gælder også, selv om produktets egentlige oprindelse samtidig er angivet, eller hvis betegnelsen ledsages af udtryk såsom "art", "type", "efterligning" o.lign.

Selv om dommen formentlig markerer enden på Danmarks "fetaeventyr", kan danske fødevareproducenter til gengæld finde trøst i, at danske beskyttede geografiske betegnelser som f.eks. Danablu og Lammefjordskartofler som udgangspunkt er berettiget til en tilsvarende stærk immaterialretlig beskyttelse.