Bech-Bruun vinder principiel sag om betydningen af selskabslovens § 14, stk. 2

Den konkrete sag

I foråret 2021 solgte et selskab en erhvervsandel. I forbindelse med salget stod en ejendomsadministrator blandt andet for at lave en overdragelsesaftale på en standardformular og for berigtigelse af købesummen.

Den 20. august 2021 traf Erhvervsstyrelsen beslutning om tvangsopløsning af selskabet. Samme dag blev Erhvervsstyrelsens anmodning om tvangsopløsning af selskabet registreret i Erhvervsstyrelsens it-system (CVR) sammen med oplysningen om, at selskabets tidligere direktør, som følge af begæringen om tvangsopløsning, var fratrådt (afregistreret) som direktør.

Den 24. august 2021, altså fire dage efter registreringerne i CVR, sendte den tidligere direktør en mail til ejendomsadministrator, hvor den tidligere direktør krævede salgsprovenuet udbetalt til en bankkonto, som viste sig at være hans private bankkonto. Som følge af betalingsinstruksen udbetalte ejen-domsadministratoren i løbet af 2-3 dage købesummen til den tidligere direktørs private bankkonto.

På baggrund af Erhvervsstyrelsens anmodning blev selskabet efterfølgende taget under likvidation og senere under konkurs.

Selskabslovens § 14, stk. 2

Ifølge selskabslovens § 14, stk. 2, 1. pkt. anses oplysninger, der er offentliggjort i CVR som udgangspunkt for at være kommet til tredjemands kendskab. Ifølge bestemmelsens 2. pkt. finder dette udgangspunkt dog ikke anvendelse på registreringer i CVR foretaget senest 16 dage efter offentliggørelsen, hvis tredjemand beviser, at tredjemand ikke kunne have haft kendskab til det offentliggjorte forhold.

Med henvisning til selskabslovens § 14, stk. 2, fremsatte vi som kurator krav over for ejendomsadministrator om betaling af den udbetalte købesum, idet det var vores opfattelse, at ejendomsadministrator ikke havde betalt med frigørende virkning. Betalingskravet blev støttet på, at ejendomsadministrators betaling var tilgået den tidligere direktørs private bankkonto frem for selskabets bankkonto, og at betalingen blev gennemført efter anvisning fra den tidligere direktør, efter han var blevet afregistre-ret som direktør. Fra tidspunktet for afregistreringen var den tidligere direktør ikke længere legitimeret til at disponere på vegne af selskabet.

Ejendomsadministrator gjorde under sagen gældende, at de var i god tro omkring udbetalingen og uden positivt kendskab til, at selskabet var under tvangsopløsning. Ejendomsadministrator gjorde ligeledes gældende, at der ikke var noget i forløbet vedrørende overdragelsen eller i øvrigt, der gav anledning til, at ejendomsadministrator burde have foretaget undersøgelse i CVR.

Konkursboet gjorde under sagen gældende, at ejendomsadministrator ved et simpelt opslag i CVR kunne have gjort sig bekendt med, at selskabet var sendt til tvangsopløsning af Erhvervsstyrelsen, og at den tidligere direktør var blevet afregistreret.

Det var ubestridt, at ejendomsadministrator ikke havde foretaget opslag i CVR-registeret.

Byrettens afgørelse

Byretten fandt, at oplysningen om, at den tidligere direktør var fratrådt, måtte anses at være kommet til ejendomsadministrators kundskab, jf. selskabslovens § 14, stk. 2, 1. pkt., idet ejendomsadministrator ikke havde bevist, at ejendomsadministrator ikke kunne have haft kendskab hertil, jf. bestem-melsens 2. pkt.

Ejendomsadministratoren vidste eller burde derfor også vide, at den tidligere direktør i selskabet ikke var legitimeret til at anvise, hvilken bankkonto som afregning skulle ske (og de facto skete) til.

Ejendomsadministrator havde derfor ikke betalt med frigørende virkning og blev af byretten dømt til betaling af beløbet til konkursboet.

Afgørende resultat for likvidatorer

Afgørelsen er så vidt ses den første, hvor domstolene tager stilling til indholdet og rækkevidden af selskabslovens § 14, stk. 2, herunder navnlig bestemmelsens betydning i relation til dispositioner foretaget efter offentliggørelsen af en anmodning om tvangsopløsning af et selskab i CVR.

Afgørelsen er særdeles relevant for likvidatorer i tvangsopløsningssager, da den fastslår, at tredje-mand som udgangspunkt er bekendt med oplysningerne i CVR om, at et selskab er begæret tvangs-opløst, og at direktionen som følge deraf er blevet afregistreret.

Fra det tidspunkt, hvor oplysning om tvangsopløsningsanmodningen således er registreret i CVR, vil tredjemand derfor ikke kunne handle i god tro i henhold til instrukser fra den tidligere, nu afregistrere-de, ledelse. Dette gælder, uanset om tredjemand rent faktisk har foretaget opslag i CVR og dermed gjort sig bekendt med de offentliggjorte oplysninger.

Dommen er anket til Østre Landsret.