En lovændring har ført til, at arbejdsgivere ikke længere kan få adgang til sygemeldte medarbejderes helbredsoplysninger. I denne nyhed kan du læse om, hvordan ændringen kommer til at udmønte sig i praksis.
I en sag om refusion af sygedagpenge besluttede Ankestyrelsen i november 2015, at en arbejdsgiver, som led i en refusionssag, har krav på aktindsigt i de oplysninger, som indgår i sagen. I den konkrete sag fik arbejdsgiveren derved adgang til den langtidssygemeldtes helbredsoplysninger, oplysninger om medicinering og oplysninger om mistrivsel på arbejdspladsen.
I januar 2017 traf Højesteret afgørelse i en lignende sag om refusion. I dommen slog Højesteret fast, at den pågældende kommune havde pligt til at give arbejdsgiveren aktindsigt i oplysninger om en medarbejders psykiske helbred.
En ny lovændring gør op med den nuværende praksis og begrænser arbejdsgiverens mulighed for at blive bekendt med medarbejderens helbredsoplysninger i sager om refusion af sygedagpenge.
Ny lov – ny praksis
Den 1. januar 2019 trådte en lovændring af sygedagpengeloven og lov om aktiv socialpolitik i kraft. Ændringen medfører en fravigelse af forvaltningslovens bestemmelser, som ellers giver en part ret til at få indsigt i medarbejderes helbredsmæssige og lægelige oplysninger, når oplysningerne indgår i en sag hos kommunen eller Ankestyrelsen.
Udgangspunktet er nu, at arbejdsgiveren ikke har ret til at blive gjort bekendt med medarbejderes helbredsmæssige eller lægelige oplysninger, når de indgår i en sag om refusion af sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse. Heller ikke hvis arbejdsgiveren selv er part i sagen.
Arbejdsgiveren har dog stadig ret til at blive bekendt med medarbejderens helbredsoplysninger, hvis de er af væsentlig betydning for, at arbejdsgiveren kan varetage sine økonomiske interesser i en sag om hel eller delvis afslag på refusion. Det gælder imidlertid ikke, hvis særlige forhold og afgørende hensyn til medarbejderens interesse taler for at holde de lægelige og helbredsmæssige oplysninger hemmelige.
Lovændringens formål er at skabe et mere balanceret forhold mellem medarbejderens interesse i at holde sine helbredsoplysninger hemmelige for arbejdsgiveren og arbejdsgiverens ret til at varetage sin interesse i en sag om hel eller delvis afslag på refusion.
Kromann Reumert vil følge den nye praksis på området tæt og holde øje med, hvilke konsekvenser den nye lovgivning får for arbejdsgiverne.
Se hele lovforslaget som vedtaget med bemærkninger.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.