Afgørelse om nulstilling af A-skat og AM-bidrag var forældet.

Det følger af fast praksis, at Skatteforvaltningen under visse omstændigheder kan nulstille et selskabs indeholdelse af A-skat og AM-bidrag hos en skatteyder.

Konsekvensen af en nulstilling er, at skatteyderen ved opgørelse af årets skattebetaling ikke får godskrevet de beløb, arbejdsgiveren har tilbageholdt til betaling af A-skat og AM-bidrag ved udbetaling af løn til skatteyderen. Skatteyderen kommer dermed til at betale skatten af den fulde optjente løn, uanset om vedkommende alene har fået udbetalt nettobeløbet efter fradrag af den A-skat og det AM-bidrag, som arbejdsgiveren skulle have indbetalt til skattemyndighederne.

Betingelserne for, at Skatteforvaltningen er berettiget til at gennemføre nulstilling er:

• at den, der skulle have indeholdt A-skatten og AM-bidraget er en virksomhed med begrænset ansvar – typisk et aktie- eller anpartsselskab,
• at virksomhedens insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende,
• at virksomheden har restancer af A-skat, AM-bidrag eller udbytteskat vedrørende de perioder, hvor skatteyderen er godskrevet lønindeholdelsen,
• at nulstilling som hovedregel kun kan ske for personer, der har en væsentlig økonomisk interesse i virksomheden, og som kan disponere i virksomhedens anliggender,
• at nulstilling forudsætter, at skatteyderen i kraft af sin tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af A-skat og AM-bidrag.

Landsskatterettens afgørelse af den 23. februar 2022 (sagsnr. 20-0072903)

I den nu afgjorte sag var faktum det, at selskabet, som formelt havde indeholdt A-skat og AM-bidrag hos den i sagen omhandlende skatteyder, konkurs den 9. maj 2017.

Selskabet havde indeholdt A-skat og AM-bidrag for ca. kr. 234.000 hos skatteyderen men ikke indbetalt de tilbageholdte midler til skattemyndighederne.

Tvivl om, hvorvidt det var skatteyderen bekendt

Det var i sagen omtvistet, hvorvidt skatteyderen vidste eller burde have vidst, at de indeholdte, men ikke til Skatteforvaltningen indbetalte, A-skatter og AM-bidrag ikke kunne afregnes til Skatteforvaltningen på udbetalingstidspunktet, samt at der ikke var udsigt til, at de efterfølgende ville blive afregnet.

Denne problemstilling blev imidlertid aldrig relevant, da Skattestyrelsens afgørelse var forældet.

Skattestyrelsen fremsendte forslag til afgørelse om nulstilling af skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2015, 2016 og 2017 den 17. januar 2020. Normalt skal en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat vedrørende så gamle indkomstår træffes senest tre måneder efter fremsendelse af forslag til afgørelse.

Særlig aftale om frist

Skatteyderen aftalte imidlertid med Skatteforvaltningen, at fristen for at træffe afgørelse i sagen skulle udsættes til den 17. august 2020. Dette med henblik på, at skatteyderen fik mulighed for at fremsende supplerende oplysninger og bemærkninger til forslaget til afgørelsen.

Det fremgik af korrespondancen mellem skatteyderen og Skattestyrelsen, at det var fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, der efter aftalen blev udsat. Der var ikke, mellem parterne nogen drøftelser vedrørende spørgsmålet om suspendering af forældelsesfristen i forældelsesloven.

Afgørelse om nulstilling forældet

Skattestyrelsen traf afgørelse om nulstilling i sagen den 18. maj 2020. Dette var mere end tre år efter selskabets konkurs den 9. maj 2017, hvorfor den treårige forældelsesfrist i henhold til forældelsesloven var sprunget.

Landsskatteretten fandt ved sin afgørelse af den 23. februar 2022 (sagsnr. 20-0072903), at Skattestyrelsens krav på A-skat og AM-bidrag som følge af Skattestyrelsens afgørelse var forældet i henhold til forældelsesloven.

Landsskatterettens afgørelse slår fast, at fremsendelsen af et forslag til afgørelse til skatteyderen ikke afbryder forældelsen i henhold til forældelsesloven. Landsskatteretten anførte herom følgende:

”et forslag til afgørelse må i denne henseende anses som en sagsoplysende foranstaltning, der ikke medfører afbrydelse af forældelse.”

Ligeledes anfører Landsskatteretten, at aftalen om udsættelse af fristen for afsigelse af afgørelse, i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke afbryder forældelsen i henhold til forældelsesloven.

Landsskatteretten anfører i sin afgørelse, at mailkorrespondancen ”ikke ses at opfylde betingelserne for afbrydelse af forældelsen efter forældelseslovens regler.”

Landsskatterettens afgørelse er et eksempel på det relativt komplekse samspil mellem forældelsesreglerne angående skatter og afgifter – reguleret i skatteforvaltningsloven – og bestemmelserne om forældelse, der finder anvendelse på civilretlige krav, der ikke selvstændigt er reguleret i skatteforvaltningsloven.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at forældelsen ikke altid følger de regler, der gælder for ændring af skatteansættelserne. Derfor kan de rejste krav være forældede, uanset om skattemyndighederne har været berettigede til at gennemføre en ændring af de enkelte skatteansættelser efter skatteforvaltningslovens bestemmelser.

Har du behov for hjælp?

Er du i tvivl om, hvorvidt skattekrav mod dig er forældede, så er du velkommen til at kontakte os for en uforpligtende drøftelse af netop din sag.