Forældelsesfrist løber fra beslutning om tvangsanbringelse

En mor søgte godtgørelse efter byretten havde tilsidesat Ankestyrelsens afgørelse om tvangsfjernelse af hendes barn. Landsretten fandt, at forældelsesfristen for det eventuelle krav skulle regnes fra Børne- og Ungeudvalgets afgørelse ”eller i hvert fald senest fra” Ankestyrelsens stadfæstelse af beslutningen om tvangsfjernelse. Kravet var derfor forældet


Den 28. oktober 2011 traf et enigt Børne- og Ungeudvalg i kommunen afgørelse om at tvangsanbringe et barn uden for hjemmet. Den afgørelse blev enstemmigt stadfæstet af Ankestyrelsen den 6. december 2011. Afgørelsen om tvangsanbringelsen blev imidlertid ændret ved dom den 23. maj 2012, og barnet blev hjemgivet den 12. juni 2012. Barnets mor anlagde herefter sag om godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 eller EMRK artikel 8 den 9. februar 2015.

Sagen blev i første omgang behandlet i byretten i februar 2016, hvor kommunen blev frifundet, da byretten ikke fandt, at der forelå en krænkelse. Byretsdommen er omtalt her, hvor sagens nærmere faktiske omstændigheder også er beskrevet.


Var erstatningskravet forældet? 

Kommunen gjorde for Vestre Landsret fortsat gældende, at ethvert krav var forældet. Efter kommunens opfattelse skulle forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsfjernelsen blev truffet i Børne- og Ungeudvalget den 28. oktober 2011, da dette måtte karakteriseres som skadestidspunktet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4. Modsat argumenterede moren fior, at forældelsesfristen tidligst kunne regnes fra hjemgivelsen, da det var den dag, hvor anbringelsen effektivt blev bragt til ophør, da moren mente, at hun før dette tidspunkt ikke kunne opgøre sit krav.

Kommunen havde allerede for byretten anført, at kravet var forældet. Synspunktet blev dog først fulgt af landsretten, der fandt, at forældelsesfristen for det eventuelle krav skulle regnes fra den 28. oktober 2011 (kommunens afgørelse) ”eller i hvert fald senest fra” den 6. december 2011 (Ankestyrelsens afgørelse), jf. forældelseslovens § 2, stk. 4. Da sagen om godtgørelse var anlagt mere end 3 år efter, nemlig den 9. februar 2015, var påståede krav forældet.


Bech-Bruuns kommentar

Med dommen har landsretten afvist at anskue situationen som et civilretsligt ”tilstandsdelikt”. Forældelsen begynder altså ikke først at løbe når den ulovlige tilstand – her tvangsfjernelsen – er bragt til ophørt, men allerede fra beslutningen om tvangsfjernelse bliver truffet. På den baggrund må det tillige antages, at hvis sagen blev sat på spidsen, ville forældelsen begynde at løbe allerede på tidspunktet for Børn- og Ungeudvalgets afgørelse og ikke først fra Ankestyrelsens stadfæstelse, hvorfor ordene ”eller i hvert fald senest fra” virker unødvendige.

Det fremgår af regeringens lovprogram, at der i december 2016 skal fremsættes et lovforslag, der skal sikre, at omsorgssvigtede og misbrugte børns mulige erstatningskrav mod offentlige myndigheder ikke afvises på grund af forældelse og således kan prøves ved domstolene. Selvom vi i skrivende stund ikke kender mere til lovforslaget, antager vi, at man ikke med lovforslaget agter at ændre på udfaldet af en sag som denne, hvor kravet blev rejst af (en af) forældrene.

Sagen blev for kommunen ført af advokat Jacob Schall Holberg i begge instanser.

---