Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

EU-Domstolen: Tysklands udlevering af italiensk statsborger til USA i kartelsag var lovlig

Kromann Reumert
17/04/2018
EU-Domstolen: Tysklands udlevering af italiensk statsborger til USA i kartelsag var lovlig
EU-Domstolen har slået fast, at det var i overensstemmelse med EU-retten, da en tysk domstol tilbage i 2014 godkendte udleveringen af en italiensk statsborger, Romano Pisciotti, til USA med henblik på strafforfølgning for karteldeltagelse. Romano Pisciotti er den første nogensinde, der er blevet udleveret til strafforfølgning for karteldeltagelse, så sagen viser, at de amerikanske konkurrencemyndigheder er villige til at gå ganske langt i kartelsager.

EU-Domstolens dom af 10. april 2018 – sag C-191/16 Romano Pisciotti mod Tyskland
Af stipendiat Mikkel Haugaard


Baggrund


Sagen startede i 2010, hvor virksomheden Parker ITR erkendte sig skyldig i at have deltaget i et verdensomspændende kartel ("Marine Hose"-kartellet), hvor der var blevet koordineret priser og tilbud samt opdelt markeder. Romano Pisciotti havde fungeret som afdelingsdirektør i Parker ITR, men var ikke længere ansat, da USA's konkurrencemyndigheder blev bekendte med karteldannelsen. Han blev derfor ikke omfattet af Parker ITR's forlig med konkurrencemyndighederne, herunder om beskyttelse mod strafforfølgelse.

Senere i 2010 blev der rejst personlig tiltale mod Romano Pisciotti for hans involvering i karteldannelsen, hvorefter han blev eftersøgt af Interpol. Tre år senere, i 2013, blev Romano Pisciotti arresteret i Tyskland under en mellemlanding på vej hjem til Italien fra en forretningsrejse til Nigeria. De amerikanske myndigheder anmodede herefter Tyskland om at udlevere Romano Pisciotti med henblik på strafforfølgelse.


Udlevering til USA


I 2014 godkendte en tysk domstol udleveringen og afviste, at udleveringen skulle være i strid med EU-retten. Begrundelsen var, at EU-borgere ikke efter EU-retten har krav på samme beskyttelse mod udlevering som Tysklands egne statsborgere. Romano Pisciotti forsøgte at appellere afgørelsen både i Tyskland og til EU's institutioner, dog uden at få medhold. Romano Pisciotti blev herefter udleveret til USA, hvor han erkendte sig skyldig og blev idømt 2 års fængsel samt en bøde på 50.000 USD. Han blev efterfølgende løsladt i 2015.

I forlængelse af udleveringen til USA lagde Romano Pisciotti sag an mod den tyske stat for at få fastslået, at udleveringen var ulovlig samt for at få erstatning. Særligt argumenterede han for, at udleveringen var i strid med EU-retten, herunder forbuddet mod diskrimination af EU-borgere. Under sagen valgte den tyske domstol at forelægge spørgsmålet præjudicielt for EU-Domstolen.


EU-Domstolens afgørelse


Den 10. april 2018 kom EU-Domstolen med sin afgørelse af sagen. Domstolen vurderede, at Tysklands udlevering af Romano Pisciotti ikke var i strid med EU-retten. Et EU-land er således ikke forpligtet til at give EU-borgere samme beskyttelse mod udlevering til tredjelande som sine egne statsborgere. EU-Domstolen fandt dog, at det udleverende land skal orientere EU-borgerens hjemstat om den forestående udlevering, så hjemstaten eventuelt kan anmode om at få overgivet sin statsborger. Da Tyskland havde orienteret Italien på behørig vis, og da Italien ikke havde anmodet om at få Romano Pisciotti udleveret, var der imidlertid intet at bebrejde Tyskland.

Sagen afventer nu sin endelige afgørelse ved den tyske domstol.

Læs mere om sagen i vores tidligere nyhed: Udleveret italiensk statsborger idømt 24 måneders fængsel i USA.

 



 




Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Artikler, der kunne være relevante for dig
Generaladvokaten foreslår begrænsning af henvisningsreglerne
Generaladvokaten foreslår begrænsning af henvisningsreglerne
19/04/2024
Konkurrenceret
Del 3: Sø- og Handelsretten afviser, at konkurrenceklausul var konkurrencebegrænsende
Del 3: Sø- og Handelsretten afviser, at konkurrenceklausul var konkurrencebegrænsende
30/04/2024
Konkurrenceret
Del 1: Nyt lovforslag lægger op til markante ændringer af konkurrenceloven
Del 1: Nyt lovforslag lægger op til markante ændringer af konkurrenceloven
26/04/2024
EU-ret, Konkurrenceret
Del 2: Rådgivningsvirksomhed er medansvarlig for diskotekskartel
Del 2: Rådgivningsvirksomhed er medansvarlig for diskotekskartel
30/04/2024
Konkurrenceret
Del 5: Ekstraordinære omstændigheder medfører strafbortfald til deltagerne i "Vejstribekonsortiet"
Del 5: Ekstraordinære omstændigheder medfører strafbortfald til deltagerne i "Vejstribekonsortiet"
30/04/2024
Konkurrenceret
Del 4: EU-Domstolens sportstrilogi: Sportsforbunds reglers forenelighed med EU-konkurrenceretten
Del 4: EU-Domstolens sportstrilogi: Sportsforbunds reglers forenelighed med EU-konkurrenceretten
30/04/2024
Konkurrenceret, EU-ret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted