Del 4: EU-Domstolens sportstrilogi: Sportsforbunds reglers forenelighed med EU-konkurrenceretten

I alle tre sager spillede regler vedtaget i regi af sportsforbund en central rolle. EU-Domstolen anerkender med dommene, at sporten er karakteriseret ved særlige forhold, der efter omstændighederne kan legitimere fælles regelsæt, som håndhæves af regulerende enheder gennem muligheden for idømmelse af sanktioner til sportshold og atleter. 

Samtidig opstiller EU-Domstolen dog en række kriterier for disse regelsæt, der skal være opfyldt for at sikre overholdelse af konkurrenceretten. 

Med sportstrilogien giver EU-Domstolen et rødt kort til de involverede sportsforbund, og selvom de tre sager konkret vedrørte fodbold og skøjtning, er der ikke grund til at formode, at dommenes rækkevidde er begrænset til netop disse sportsgrene. 

European Superleague Company (sag C-333/21)

I 2021 besluttede 12 fodboldklubber i Europa at gå sammen om at oprette en ny fodboldturnering for de bedste europæiske fodboldhold – en såkaldt europæisk "Super League" – som skulle drives under det spanske selskab, European Superleague Company SL (ESLC). De to store internationale fodboldforbund FIFA og UEFA nægtede at godkende turneringen og truede med udelukkelse af alle spillere og klubber, der deltog i turneringen, fra FIFAs og UEFAs andre fodboldturneringer. Truslerne om sanktioner i form af udelukkelse fulgte af FIFAs og UEFAs regler om henholdsvis forhåndsgodkendelse af fodboldkonkurrencer og om deltagelse i sådanne konkurrencer for hold og spillere.

Det var netop disse regler, som EU-Domstolen tog stilling til i en præjudiciel forelæggelse fra en spansk domstol, hvor spørgsmålet navnlig var, om FIFAs og UEFAs regler er i strid med TEUF artikel 101 og 102. 

Både FIFA og UEFA har til formål at varetage sportens interesse ved at vedtage og håndhæve regelsæt, der skal sikre en fair konkurrence. Samtidig udøver begge virksomheder økonomisk aktivitet ved at organisere og markedsføre internationale fodboldkonkurrencer og ved at udnytte rettigheder knyttet til sådanne konkurrencer, fx medierettigheder. FIFA og UEFA indtager dermed en slags dobbeltrolle.

EU-Domstolen udtalte indledningsvis, at det er legitimt at underkaste tilrettelæggelsen og afviklingen af internationale professionelle fodboldkonkurrencer fælles regler, der har til formål at sikre homogeniteten og koordineringen af disse konkurrencer. Det er ligeledes tilladt at sikre overholdelse af disse fælles regler gennem den type regler, der er indført af FIFA og UEFA om forudgående godkendelse af konkurrencer og klubbers og spilleres deltagelse deri samt at indføre sanktioner som et middel til at sikre effektiviteten af reglerne derom.

Når en virksomhed indtager en dominerende stilling, og samtidig har kompetencen til at fastsætte betingelserne for potentielt konkurrerende virksomheders adgang til markedet, er det dog nødvendigt, at denne kompetence er underlagt kriterier, der er i stand til at eliminere risikoen for misbrug af virksomhedens dominerende stilling.

Herefter fastslog EU-Domstolen, at FIFAs og UEFAs regler er i strid med TEUF artikel 102, hvis vedtagelsen og gennemførelsen af reglerne om forhåndsgodkendelse og deltagelse i konkurrencer ikke er underlagt materielle kriterier og detaljerede procedureregler, der sikrer, at reglerne er gennemsigtige, objektive, ikke-diskriminerende og proportionale. I et fravær af sådanne materielle kriterier og procedureregler bliver reglerne om forhåndsgodkendelse mv. vilkårlige, hvorefter det i praksis er umuligt at verificere, om håndhævelsen af reglerne i et konkret tilfælde er berettiget i forhold til de særlige karakteristika ved den pågældende internationale fodboldkonkurrence. 

EU-Domstolen fandt tillige, at i fravær af de nævnte materielle kriterier og detaljerede procedureregler har reglerne om forhåndsgodkendelse og deltagelse i konkurrencer til formål at begrænse konkurrencen i strid med TEUF artikel 101. Reglerne giver således fodboldforbundene mulighed for at kontrollere og fastsætte betingelserne for enhver potentielt konkurrerende virksomheds adgang til markedet samt til at bestemme betingelserne for og graden af konkurrence, der kan udfolde sig på dette marked. Udover at begrænse nye og alternative konkurrencer på markedet og professionelle fodboldklubber og spilleres deltagelse deri vil det i sidste ende også fratage tilskueres adgang til at overvære sådanne konkurrencer. 

International Skating Union (sag C-124/21 P)

Tilbage i 2017 traf Europa-Kommissionen afgørelse om, at ISUs (International Skating Union) regler om forhåndsgodkendelse og sanktioner om udelukkelse ved deltagelse i ikke-godkendte konkurrencer var i strid med TEUF artikel 101. I 2020 afsagde Retten dom i sagen, og med sin dom af 21. december 2023 har EU-Domstolen nu sat et endeligt punktum i sagen. 

ISU – som er det eneste internationale sportsforbund, der er anerkendt af den Internationale Olympiske Komité inden for skøjtning – varetager på samme måde som FIFA og UEFA en slags dobbeltrolle, idet formålet med ISU er at administrere, promovere og fremme skøjteløb samtidig med, at ISU udøver økonomisk aktivitet ved at organisere og markedsføre skøjtekonkurrencer. 

ISU havde vedtaget regler, der på flere måder mindede om reglerne i FIFA og UEFA. Efter ISUs regler gjaldt der således et krav om forhåndstilladelse til oprettelse af en international skøjtekonkurrence, ligesom atleter, der deltog i ikke-godkendte konkurrencer, ville blive idømt sanktioner i form af udelukkelse fra enhver konkurrence organiseret af ISU, herunder udelukkelse på livstid.

EU-Domstolen bekræftede i sin dom, at ISUs regler var i strid med TEUF artikel 101, og at reglerne havde til formål at begrænse konkurrencen. Dommen var baseret på samme begrundelse som EU-Domstolens dom i European Superleague Company-sagen, hvorefter regler om forhåndsgodkendelse og sanktioner skal være gennemsigtige, objektive, ikke-diskriminerende og proportionale med henblik på at forhindre en vilkårlig anvendelse af reglerne.  

Royal Antwerp (sag C-680/21)

Royal Antwerp-sagen omhandlede UEFAs og det belgiske fodboldforbund URBSFA’s regler om "homegrown"-spillere. Ifølge UEFAs regler er fodboldklubber, der deltager i UEFAs konkurrencer, forpligtede til at inkludere et minimum antal spillere, der uanset nationalitet har en lokal tilknytning til fodboldklubben ved i et vist antal år enten at have spillet i den pågældende klub eller i en anden klub i samme nationale liga. Som følge af UEFAs regler om "homegrown"-spillere vedtog det belgiske fodboldforbund, URBSFA, lignende regler.

I en præjudiciel forelæggelse fra en belgisk domstol skulle EU-Domstolen tage stilling til, hvorvidt reglerne om "homegrown"-spillere er i strid med TEUF artikel 101.

EU-Domstolen bemærkede indledningsvis, at det generelt er legitimt for foreninger, der er ansvarlige for sportsdiscipliner, såsom UEFA og URBSFA, at vedtage regler om bl.a. tilrettelæggelse af konkurrencer inden for denne disciplin og atleternes deltagelse deri. Samtidig anførte EU-Domstolen imidlertid, at reglerne om "homegrown"-spillere begrænsede fodboldklubbernes adgang til spillere, der ikke opfylder kriterierne derfor, ligesom klubbernes mulighed for frit at sammensætte deres hold på flere måder blev begrænset. 

EU-Domstolen tog dog ikke endelig stilling til reglernes forenelighed med TEUF artikel 101, idet EU-Domstolen fastslog, at det er op til den belgiske domstol at vurdere, hvorvidt reglerne har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. 

Bech-Bruuns kommentarer

EU-Domstolen fastslår med både European Superleague Company og International Skating Union det konkurrenceretligt betænkelige ved, at sportsforbund som fx FIFA, UEFA og ISU via regler om forhåndsgodkendelse reelt har kompetence til at regulere muligheden for potentielle konkurrenters adgang til markedet. 

Ifølge EU-Domstolen kan det konkurrenceretligt betænkelige ved sådanne regler dog elimineres ved fastsættelse af materielle kriterier og detaljerede procedureregler, der sikrer, at reglerne om forhåndsgodkendelse og de dertil knyttede sanktioner er gennemsigtige, objektive, ikke-diskriminerende og proportionale. Hvis der derimod ikke fastsættes materielle kriterier og procedureregler, vil sportsforbundenes håndhævelse af reglerne ske på en vilkårlig måde, ligesom det i fravær af procedureregler vil være umuligt at verificere et sportsforbunds berettigede håndhævelse af reglerne i forhold til et konkret konkurrenceprojekt eller idømmelsen af sanktioner til hold og atleter.

I Royal Antwerp var der tale om en anden form for konkurrencebegrænsning, selvom sagen på samme måde som i de to andre sager angik regler fastsat af sportsforbund. Reglerne om "homegrown"-spillere vedtaget af både UEFA og det belgiske fodboldforbund, URBSFA, giver ikke på samme måde forbundene mulighed for at udelukke potentielle konkurrenter, men reglerne kan i stedet være konkurrencebegrænsende for fodboldklubberne, når de skal konkurrere i internationale fodboldkonkurrencer, idet reglerne kan stille klubber fra forskellige lande ringere end andre, da disse klubber ikke nødvendigvis har adgang til spillere af samme kvalitet. 

Uagtet de forskellige konkurrencebegrænsninger spiller sportsforbundene en central rolle i alle tre domme, og EU-Domstolen understøtter med dommene den gældende opfattelse af, at sporten har særlige karakteristika, der kan legitimere eksistensen af regulerende enheder, som sikrer overholdelse af fælles regelsæt gennem mulighed for sanktioner, hvis reglerne ikke overholdes. I European Superleague Company fremhævede EU-Domstolen, at deltagelse i f.eks. fodboldkonkurrencer i lighed med andre sportsgrene er begrænset til hold, der har opnået visse sportslige resultater i konkurrencer, og at det derfor er helt essentielt, at alle de deltagende hold er underlagt homogene reguleringsmæssige og tekniske forhold.

Samtidig opstiller EU-Domstolen dog en række kriterier for legitimiteten af sportsforbundenes regler, så det sikres, at reglerne er gennemsigtige, objektive, ikke-diskriminerende og proportionale.

Med dommene giver EU-Domstolen et rødt kort til de involverede sportsforbund, og selvom afgørelserne konkret vedrører fodbold og skøjtning, er der ikke grund til at formode, at andet vil gøre sig gældende i forhold til andre sportsgrene.