Den 5. april 2018 indgik regeringen, Socialdemokratiet, Danske Folkeparti og Radikale Venstre en delaftale om fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører. Få et overblik over delaftalens initiativer.
Den offentlige sektor tilbyder en lang række offentlige kerneydelser, som spænder fra uddannelse og ældrepleje til hospitalsvæsen og dagtilbud. De offentlige institutioner varetager dog også opgaver, som i forvejen varetages af private aktører, og som ikke udgør en offentlig kerneopgave, hvilket kan skabe en unfair konkurrencesituation.
Den unfair konkurrence eksemplificeres af regeringen med en række tilfælde, hvor det offentlige bevæger sig ind på de private markeder og udfører opgaver, der ikke er en offentlig kerneopgave – eksempelvis når et offentligt bibliotek udlåner værktøj og bageudstyr, som private virksomheder lever af at sælge eller udleje. Det kan også omfatte situationer, hvor statslige institutioner udbyder kurser, konsulentydelser eller rådgivningsforløb i konkurrence med private virksomheder.
Formålet med den politiske aftale er at sikre, at i de tilfælde, hvor samfundsmæssige hensyn taler for det offentliges varetagelse af opgaver i konkurrence med private virksomheder, sker konkurrencen på rimelige vilkår, så det undgås, at private aktører udkonkurreres af offentlige institutioner. Da den private sektor udgør grundlaget for finansieringen af den offentlige velfærd, ønsker regeringen således at skabe de bedste mulige rammevilkår for private virksomheder.
Aftalepartierne er blevet enige om at sikre en mere fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører gennem følgende konkrete initiativer:
Fair prissætning ved offentlig erhvervsaktivitet
- I de tilfælde, hvor det offentlige udøver erhvervsaktivitet med den private sektor, skal ydelserne prissættes med afsæt i OECD's anbefalinger til prissætning af offentlige ydelser.
Klarere regler for kontrolbud
- En revision af reglerne for kontrolbud ved kommunale og regionale udbud igangsættes for at sikre større åbenhed og en stærkere opfølgning på kontrolbud.
'Der indføres en pligt for kommuner og regioner til at underrette forbigåede tilbudsgivere om indkomne tilbud samt til at foretage opfølgning på vundne kontrolbud hvert andet år, som forelægges kommunalbestyrelsen eller regionsrådet.
- Derudover udarbejdes en forbedret vejledning til kommuner og regioner for at understøtte efterlevelse af reglerne samt kendskabet til "det gode kontrolbud".
Nedsættelse af arbejdsgruppe for offentlige erhvervsaktiviteter
- En arbejdsgruppe, bestående af KL, Danske Regioner, Dansk Industri og Dansk Erhverv, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Erhvervsministeriet og Finansministeriet, skal se på adgange til offentlige erhvervsaktiviteter, som det offentlige kan udføre, men ikke skal udføre.
- Arbejdsgruppen skal bidrage med forslag til aktiviteter, som det offentlige ikke skal kunne udføre fremadrettet.
Bedre klageadgang ved offentlig erhvervsaktivitet
- Det skal være lettere for private aktører at klage, når de oplever unfair konkurrence som konsekvens af offentlig erhvervsaktivitet. Derfor etableres en uafhængig klagemyndighed for offentlig erhvervsaktivitet, som skal placeres i Nævnenes Hus i Viborg.
- Klagemyndighedens konkrete kompetencer skal aftales nærmere, når resultaterne fra arbejdsgruppen for offentlige erhvervsaktiviteter foreligger.
Hvad vil der ske fremadrettet?
Bird & Bird følger delaftalens videre forløb, herunder hvilke resultater der kommer fra arbejdsgruppen, og hvilke initiativ der bliver iværksat. Det bliver især interessant at følge arbejdsgruppen for offentlige erhvervsaktiviteters forslag om, hvilke offentlige erhvervsaktiviteter, som det offentlige kan udføre, men ikke skal udføre, da dette kan medføre ændringer hos offentlige ordregivere.
I den forbindelse lægges det til grund for arbejdsgruppens virke, at kommunalfuldmagtsreglerne og myndighedsfuldmagtsreglerne om erhvervsvirksomhed som ventet kan blive fastsat ved lov. Arbejdsgruppens arbejde forventes at være afsluttet ved udgangen af juni 2018, hvorefter delaftalens aftalepartier i efteråret 2018 endeligt vil drøfte arbejdsgruppens forslag om hvilke erhvervsaktiviteter, offentlige myndigheder må og ikke må udføre samt klarlægge klagemyndighedens kompetencer.
Ændringer til de statslige prissætningsregler vil træde i kraft i efteråret 2018, mens nye prissætningsregler af kommunal- og regional erhvervsaktivitet indføres, når der er vedtaget lovgivning herom i 2019.
Mere lige konkurrence
Fra et ordregiversynspunkt skal kommuner og regioner fremover informere virksomheder, der har tilbudt at løse en offentlig opgave, om grunden til, at kommunen eller regionen efter et såkaldt kontrolbud har valgt selv at løse opgaven. Et kontrolbud er en måde, hvorpå ordregiver kan teste, om en opgave kan være fordelagtig at overdrage til en anden leverandør, eller om det bedre kan betale sig at udføre opgaven selv. Ligeledes skal kommuner og regioner fremover hvert andet år forelægge en opfølgning på de vundne kontrolbud til kommunalbestyrelsen eller regionsrådet. Aftalepartierne vil evaluere disse ændringer efter fem år.
Stort skridt på vejen mod fair og lige konkurrence
Erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri udtrykker begge stor begejstring for den indgåede delaftale. Morten Jung, markedschef i Dansk Erhverv beskriver delaftalen som "en rigtig god aftale", da det for den enkelte private virksomhed kan "opleves som Davids kamp mod Goliat, hvis det offentlige dumper priser eller driver erhvervsaktiviteter på ellers velfungerede private markeder". Direktør i Dansk Industri, Tine Roed deler begejstringen for delaftalen, som ifølge erhvervsorganisationen udgør et første skridt i et principielt og historisk opgør mod unfair konkurrence fra det offentlige.
Bird & Bird vil løbende opdatere på aftalepartiernes delaftale på vejen mod at sikre en mere fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →