Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Ledige stillinger Domme
Tilmeld nyhedsservice Om Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
ARTIKEL

Virksomheder, der driver onlinemarkedspladser, kan ifalde ansvar for falske varer, sat til salg af eksterne sælgere

EU-Domstolen (EUD) har for nylig afgjort, at onlinemarkedspladser (i den konkrete sag; Amazon) efter omstændighederne kan holdes ansvarlig for eksterne sælgeres krænkelser af tredjemands varemærker, selvom varerne ikke direkte sælges af onlinemarkedspladsoperatøren selv.

Udgivet af

Baggrund

Den franske modedesigner, Christian Louboutin, er indehaver af varemærkeretten til en særlig form for røde såler, som benyttes til højhælede sko.


I 2021 lagde Louboutin sag an mod Amazon i Belgien og Luxembourg, idet der på Amazons onlinehandelsplatform jævnligt solgtes kopiprodukter (sko med Louboutins varemærkebeskyttede røde sål), sat til salg af eksterne sælgere.


Designeren gjorde gældende, at Amazon var ansvarlig for de derved skete krænkelser af hans varemærkeret.


Det konkrete spørgsmål i sagen var, hvorvidt Amazon selv gjorde brug af Louboutins varemærke, eller om det udelukkende var den eksterne sælger, der kunne tillægges ansvar herfor.


Amazon præsenterede varerne hidrørende fra eksterne sælgere på sin platform på samme vis, som Amazon præsentererede egne varer – blandt andet med sit eget logo på annoncerne fra de eksterne sælgere. Endvidere tilbød Amazon hjælp til de eksterne sælgere til både præsentationen af varerne samt til opbevaring og fragt.


De nationale domstole forelagde sagen for EUD for at få vejledning om, hvorvidt disse faktorer gjorde Amazon ansvarlig for eventuelle varemærkekrænkelser i EU-retlig forstand.


EUD har gennem årene afsagt en række tidligere afgørelser, der adresserer spørgsmålet om hvorvidt og hvornår en onlinemarkedsplads åben for eksterne sælgere, ifalder ansvar for eksterne sælgeres krænkelse af tredjemands varemærkerettigheder.


EUD har således blandt andet i en central dom fra 2011, c-324/09 (L’Oréal/eBay), fastslået at der ikke foreligger en varemærkekrænkelse fra onlinemarkedspladsens side, blot ved at det gøres muligt for dennes annoncører at henvise til varemærker, som det måtte vise sig, at de ikke har adkomst til, idet onlinemarkedspladsen ikke herved i sig selv anses for at gøre brug af sådanne varemærker.   


Dommen

Den 22. december 2022 afsagde EUD dom i den aktuelle sag.


Domstolen udtalte, at indehaveren af et websted der, ud over at have egne varer til salg, driver en onlinemarkedsplads åben for eksterne sælgere, i visse tilfælde kan ifalde ansvar for de eksterne sælgeres krænkelser af tredjemands varemærkerettigheder.


Domstolen fandt, at det afgørende herfor er, hvorvidt en almen forbruger kan få opfattelsen af, at varerne stammer fra operatøren af markedspladsen og ikke en ekstern sælger.


Det tungtvejende forhold i denne vurdering er ifølge domstolen, om der foreligger en klar skiltning af, hvilke annoncer, der stammer fra eksterne sælgere.


Endvidere udtalte domstolen, at den omstændighed, at operatøren viser eget logo på annoncerne, opstiller annoncerne ensartet, samt tilbyder assistance til oplagring og forsendelse, yderligere kan give en almindeligt oplyst og rimeligt opmærksom bruger opfattelsen af, at varerne stammer fra indehaveren af webstedet selv.


Betydning

EUD tog ikke direkte stilling til skyldsspørgsmålet i sagen, da det i sidste ende er op til de nationale domstole at afgøre dette. Meget peger dog i retning af, at EUD ser Amazon som ansvarlig for krænkelser af Louboutins varemærkeret.


Dette kan udledes af den omstændighed, at Amazons markedsføring af de pågældende varer umiddelbart opfylder de krænkelsesbetingelser, som domstolen oplistede i sin kendelse.


Sagen åbner derfor først og fremmest op for, at varemærkeindehavere lettere kan komme krænkelser til livs ved at holde større salgsplatforme ansvarlige i stedet for hver enkelt sælger.


Derudover er dommen fra EUD en vigtig rettesnor for europæiske virksomheder, der driver onlinemarkedspladser, hvor både tredjemænd samt virksomheden selv har varer til salg.


Den klare opfordring herfra er, at virksomheder, der udbyder varer til salg fra eksterne sælgere, for at undgå ansvar for en eventuel krænkelse af tredjemands varemærker, meget tydeligt markerer, hvilke annoncer der stammer fra eksterne sælgere, differentierer annoncernes udformning, samt undlader at anvende eget logo på eksterne sælgeres annoncer.

Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →

Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.

Andet indhold, der kunne være relevant for dig

Kommissionen udsteder vejledning om transparensforpligtelser i AI-forordningen
Kommissionen udsteder vejledning om transparensforpligtelser i AI-forordningen
19/08/2026
IT-ret, Øvrige, E-handelsret og markedsføringsret
Fabrikanters ansvar efter emballageforordningen
Fabrikanters ansvar efter emballageforordningen
19/08/2026
E-handelsret og markedsføringsret, Øvrige, EU-ret
GEMA mod Suno: Tysk dom om ophavsret og AI-træning
GEMA mod Suno: Tysk dom om ophavsret og AI-træning
21/08/2026
Immaterialret, IT-ret, Øvrige
Nye regler om grøn markedsføring fra den 27. september 2026 – det skal virksomheder vide
Nye regler om grøn markedsføring fra den 27. september 2026 – det skal virksomheder vide
22/09/2026
E-handelsret og markedsføringsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62A, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
[email protected]
Ønsker du at udgive materiale?
2026 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted