En medarbejder kom ud for en ulykke under sit arbejde for en stilladsvirksomhed. Ulykken blev herefter anerkendt som en arbejdsskade af Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) ved en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab, og virksomheden anerkendte gennem sit forsikringsselskab at være ansvarlig for ulykken. Virksomheden valgte samtidigt at betale en del af medarbejderens krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Men fordi Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke var kommet med en endelig afgørelse, ville forsikringsselskabet kun betale erstatning fra det tidspunkt, hvor medarbejderen var kommet til skade, og frem til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings midlertidige afgørelse. Afgørelsen kunne nemlig blive ændret med tilbagevirkende kraft, og derfor mente forsikringsselskabet, at det ikke var muligt at tage stilling til kravet. Da Arbejdsmarkedets Erhvervssikring senere kom med en ny midlertidig afgørelse, valgte forsikringsselskabet igen kun at betale en del af kravet.
Først da Arbejdsmarkedets Erhvervssikring var kommet med en endelig afgørelse, betalte forsikringsselskabet hele kravet. Medarbejderen mente herefter, at forsikringsselskabet skulle betale renter, fordi det havde ventet med at betalte hele kravet, til der var kommet en endelig afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Spørgsmålet for Højesteret var derfor, hvornår medarbejderens krav forfaldt - det vil sige, hvornår han kunne kræve erstatningen betalt - og om medarbejderen havde krav på renter.
Ingen betydning, at medarbejderen kunne få udbetalt for meget erstatning
Højesteret slog fast, at medarbejderen havde krav på løbende at få udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og at det både gælder før og efter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring var kommet med en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab. Forsikringsselskabet kunne derfor ikke stoppe udbetalingen og vente med at udbetale erstatningen, til der var en endelig afgørelse om erhvervsevnetabt. Højesteret kom derfor frem til, at medarbejderen havde krav på renter.
Det gjorde ifølge Højesteret ingen forskel, at der var mulighed for, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring senere ville komme med en ny afgørelse med tilbagevirkende kraft, og at det kunne føre til, at medarbejderen i sidste ende ville få udbetalt for meget i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
IUNO mener
Dommen er principiel og slår fast, at virksomheder og deres forsikringsselskaber ikke kan vente med at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, til Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring er kommet med en endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Det betyder, at virksomheder og deres forsikringsselskaber kan risikere at udbetale for meget i erstatning til medarbejdere, uden at de kan få den for meget udbetalte erstatning tilbagebetalt.
IUNO anbefaler, at virksomheder og deres forsikringsselskaber er opmærksomme på, at når medarbejderes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forfalder, har medarbejdere krav på at få renter, hvis erstatningen ikke bliver udbetalt
[Højesterets dom af den 22. marts 2022 i sag BS-23851/2021-HJR]
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
Skal din artikel også udgives via Jurainfo og udsendes direkte, via e-mail, til personer og virksomheder som specifikt efterspørger viden og kompetencer inden for dit område? Ansøg om en profil her.
