En aftale med Saxo Bank om adgang til blandt andet gearet valutahandel indeholdt en værnetingsklausul. Aftalen om værneting var bindende for de sagsøgte, da de ikke var forbrugere i domsforordningens forstand.
To sager ved Sø- og Handelsretten vedrørende samme forhold blev behandlet samlet. Sagsøgeren, Saxo Bank, havde nedlagt påstand om, at de sagsøgte skulle betale henholdsvis 2.073.412,89 kr. og 972.623,89 kr., som skyldtes tab på gearet valutahandel på Saxo Banks handelsplatform.
Tabene var sket i forbindelse med, at den schweiziske nationalbank den 15. januar 2015 opgav at sikre schweizerfrancens kurs over for euroen. Spørgsmålet om værneting blev i begge sager udskilt til særskilt mundtlig forhandling efter retsplejelovens § 253, stk. 1.
De sagsøgte havde begge ved oprettelse af deres kundeforhold hos Saxo Bank accepteret bankens almindelige forretningsbetingelser, herunder en værnetingsaftale, hvor Sø- og Handelsretten som udgangspunkt havde enekompetence til at afgøre tvister mellem parterne. Sagerne for Sø- og Handelsretten drejede sig om, hvorvidt de sagsøgte var bundet af denne værnetingsaftale, eller om de i deres aftaleforhold med Saxo Bank skulle anses som forbrugere i domsforordningens forstand. Hvis de var forbrugere, ville de ikke være bundet af værnetingsaftalen.
Definitionen på en forbruger
Sø- og Handelsretten udtalte generelt, at begrebet “forbruger” i domsforordningen skal betragtes som et selvstændigt begreb af hensyn til at sikre en ensartet anvendelse af reglerne i hele EU. ”Forbruger”-begrebet skal først og fremmest fortolkes ud fra forordningens opbygning og formål. Afgørelsen af hvorvidt en person skal anses for forbruger, beror på den pågældendes status i relation til en bestemt kontrakt sammenholdt med kontraktens karakter og formål, og dermed ikke på personens subjektive forhold. Det er alene kontrakter, der er indgået for at dække en persons private, personlige forbrug, der i udgangspunktet er omfattet af bestemmelserne om, at en værnetingsaftale ikke er bindende.
Sø- og Handelsrettens kendelse
Sø- og Handelsretten fandt ikke, at de sagsøgte havde indgået kontrakten med Saxo Bank uden for rammerne og uafhængigt af enhver erhvervsmæssig virksomhed eller hensigt. Retten lagde vægt på, at de sagsøgte ved aftaleindgåelsen med Saxo Bank etablerede mulighed for løbende at købe og sælge komplekse finansielle produkter for beløb mange gange større end deres indskud. De to personer havde foretaget henholdsvis 38.371 og 1.766 handler, og den 15. januar 2015 var deres respektive gearing på 13,29 og 19,56. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte de værnetingsaftaler, som de sagsøgte havde indgået med Saxo Bank ved etableringen af deres kundeforhold.
Læs kendelserne om
sagsøgte 1 og
sagsøgte 2.
Bech-Bruuns kommentar
Kendelsernes præmisser illustrerer anvendelsesområdet for det EU-retlige begreb ”forbruger” i domsforordningen. I vurderingen af om der var tale om en forbruger, lagde Sø- og Handelsretten vægt på, om kontraktens økonomiske genstand havde til formål at indgå i personens private, personlige forbrug. Hvis det ikke er tilfældet, formodes kontrakten at være indgået med en erhvervsmæssig hensigt.
Sø- og Handelsretten angav i sin begrundelse, at der var tale om kontrakter vedrørende handel med komplekse finansielle ydelser, hvilket måtte anses for uden for sædvanlige forbrugerforhold. Kendelserne efterlader det indtryk, at hvis der er tale om kontrakter om komplekse ydelser forbundet med en på forhånd kendt høj risiko, taler det for, at kontrakten er indgået som led i erhvervsmæssig virksomhed.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →
