Udlejer var afskåret fra at anlægge sag om nettoprisindeksering

Udlejer varslede i 2017 en markedslejeforhøjelse af lejen i medfør af erhvervslejelovens § 13. Udlejer havde formuleret sin påstand således:

”Sagsøgte dømmes til at anerkende, at den årlige leje for lokalerne beliggende […], 8000 Aarhus C, sagsøgte har lejet af sagsøgeren udgør kr. 2.294.600, men således at årslejen fra 1. april 2018 udgør kr. 2.294.115, at årslejen fra 1. april 2019 udgør kr. 2.512.610, at årslejen fra 1. april 2020 udgør kr. 2.731.105, og at årslejen fra 1. april 2021 udgør kr. 2.949.600.”

Udlejer fik ved dom i august 2021 delvist medhold i sin påstand, hvor boligretten fastsatte markedslejen efter samme princip om optrapning, som udlejer havde nedlagt sin påstand. Boligretten fastsatte altså huslejen hver den 1. april fra 2018 til 2021. 

Udlejer efterregulerede herefter dels lejen som følge af markedslejeforhøjelsen og dels som følge af den aftalte nettoprisindeksering.

Lejer gjorde indsigelse mod nettoprisindekseringen, idet lejer blandt andet gjorde gældende, at dommen fra 2021 havde taget endelig stilling til årslejen for de pågældende år. Udlejer indbragte derfor spørgsmålet om nettoprisindeksering for domstolene.

Der var under sagen enighed mellem parterne om, at spørgsmålet om nettoprisindeksering i henhold til lejekontrakten ikke var omtalt i boligrettens dom fra 2021.

Rettens resultat

Både boligretten og Vestre Landsret indledte med at konstatere, at konklusionen i boligrettens dom fra 2021 var i overensstemmelse med den måde, udlejer havde formuleret sin påstand. 

Herefter blev det fastslået, at boligretten ved i 2021 at have fastsat den årlige leje i 2018, 2019, 2020 og 2021, indirekte havde taget stilling til spørgsmålet om nettoprisindeksering af lejen.

Udlejer var derfor som følge af retsplejelovens regler om dommes retskraft afskåret fra at få prøvet spørgsmålet om nettoprisindekseringen under en ny sag, og lejer blev derfor frifundet.

Dommen er optrykt i T:BB 2023.505 V.