Techplatformes algoritmer kan medføre selvstændigt ansvar for brugerindhold

Algoritmers betydning for selvstændigt ansvar  

Afgørelsen fra 16. juni i de forenede sager C-188/24 (WebGroup Czech Republic og NKL Associates) og C-190/24 (Coyote System) omhandlede, hvorvidt det er i strid med E-handelsdirektivets oprindelseslandsprincip, at franske myndigheder kræver alderskontrol af brugere af pornografiske websteder og forbyder videreformidling af informationer om visse former for færdselskontrol i en navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering. Dette afviste EU-Domstolen.

EU-Domstolen tog i forbindelse med den del af sagen, der vedrørte navigationsstøttetjenesten, også stilling til, hvornår informationssamfundstjenester kan betragtes som "hosting"-tjenester og dermed fritages for ansvar for informationer oplagret på anmodning af tjenestens brugere.

Det er allerede velkendt fra EU-Domstolens praksis i eksempelvis C-682/18 og C-683/18 (YouTube og Cyando), at dette kun er tilfældet, når tjenesten ikke udøver en reel kontrol over indholdet. I sin nye afgørelse uddyber EU-Domstolen imidlertid, hvornår en sådan kontrol foreligger.

I sit forslag til afgørelse, som blev fulgt af EU-Domstolen, fremhævede generaladvokat Szpunar, under henvisning til EU-Domstolens afgørelse i YouTube og Cyando, at en tjenesteyder ikke mister sin egenskab af "hosting"-udbyder, hvis den alene anvender en algoritme til at foretage automatiseret indeksering af indhold uploadet af brugerne og anbefaler indhold, som kan interessere dem.

Udfaldet kan dog blive et andet i tilfælde, hvor algoritmen går videre end ren kategorisering og indeksering af oplysninger med henblik på at forbedre tilgængeligheden af disse. Når den for eksempel bestemmer, hvordan, hvornår og i hvilken rækkefølge indhold vises eller videreformidles, eller om det overhovedet skal vises. I disse tilfælde anses udbyderen ikke som en passiv “hosting”-tjeneste, men som en aktør med indflydelse på indholdet – og dermed selvstændigt ansvarlig.

Afgørelsens betydning i bredere perspektiv

Spørgsmålet er, om afgørelsen indebærer, at techplatforme - som følge af deres stadigt mere avancerede algoritmebrug - ikke i samme grad som hidtil kan påberåbe sig ansvarsbegrænsningerne for "hosting"- tjenester, alene fordi de ikke er involveret i frembringelsen eller udvælgelsen af det indhold, som brugerne uploader.

Svaret på dette spørgsmål synes for en umiddelbar betragtning at være bekræftende.

En parallel kan drages til EU-Domstolens dom fra sidste måned i C-797/23 (Meta/Facebook), hvor domstolen forudsatte, at Meta kunne være direkte ansvarlig for brugernes upload af pressepublikationer beskyttet i medfør af DSM-direktivets artikel 15 til Facebook.

I forslaget til denne afgørelse, som ligeledes var formuleret af generaladvokat Szpunar, konkluderede han, at brugen af det indhold, brugerne deler på Facebook, herunder beskyttede pressepublikationer, skal anses for foretaget af Meta selv, som udbyder af tjenesten, og ikke af brugerne. Dette var baseret på følgende karakteristik af Metas forretningsmodel for Facebook:

"Ved hjælp af avancerede algoritmer foreslår Facebook brugerne konkret indhold på grundlag af deres formodede interesseområder, uden at disse brugere har søgt på dette indhold eller indholdet er blevet foreslået af andre brugere. Facebook er derfor en egentlig, selvstændig leverandør af indhold med den særegenhed, at indholdet hverken skabes eller købes af Facebook." præmis 29.

I sin dom den 16. maj forudsætter EU-Domstolen uden dog at uddybe det nærmere, at denne karakteristik er korrekt (præmis 74-75).

Det bliver derfor interessant at se, hvordan domstolene fremadrettet vil vurdere ansvarsgrundlaget i sager om deling af ophavsretligt beskyttet indhold på techplatforme.