EU-domstolen har fastslået, at en regionalt afgrænset støtteordning til producenter af grøn elektricitet ikke er i strid med diskriminationsforbuddet i art. 18 TEUF.
Sagens baggrund
EU-Domstolen afsagde den 11. september 2014 dom i en sag om en flamsk støtteordning.
Støtteordningen bestod i, at producenter af grøn elektricitet i Flandern blev tildelt omsættelige certifikater, som el-leverandører i samme region var forpligtet til årligt at aftage et vist antal af svarende til en kvote af deres samlede el-leveringer. Såfremt el-leverandørerne ikke aftog den pålagte kvote, blev de tildelt administrative bøder af den kompetente myndighed. El-leverandørerne kunne alene opfylde kvoten ved at aftage certifikater fra producenter af grøn elektricitet i Flandern.
Essent Belgium NV var el-leverandør i Flandern og mente, at ordningen var i strid med diskriminationsforbuddet i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) art. 18, da ordningen var territorialt afgrænset. Artikel 18 forbyder netop al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet inden for EU-traktaternes anvendelsesområde. Essent Belgium NV kunne således ikke opfylde sin kvoteforpligtelse ved at aftage grøn elektricitet produceret i andre medlemsstater. Essent Belgium NV mente på samme baggrund, at ordningen var i strid med TEUF art. 34, der forbyder kvantitative indførselsrestriktioner samt foranstaltninger med tilsvarende virkning.
EU-domstolens vurdering
I dommen fastslog Domstolen i relation til TEUF art. 34, at ordningen udgjorde en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion, men at ordningen var begrundet i tvingende miljøbeskyttelseshensyn og var proportional.
Domstolen lagde i forbindelse med proportionalitetsvurderingen vægt på, at ordningens territoriale afgrænsning i sig selv var nødvendig for at fremme øget brug af vedvarende energikilder inden for produktionen af elektricitet. Domstolen bemærkede videre, at medlemsstaterne havde forskellige potentialer inden for vedvarende energi, og at det var af afgørende betydning, at medlemsstaterne kunne styre virkningerne af og omkostningerne ved sine støtteordninger.
Om TEUF art. 18 bemærkede Domstolen, at den forelæggende belgiske domstol ikke i sin præjudicielle forelæggelse havde præciseret, på hvilken måde ordningen udgjorde forskelsbehandling i strid med art. 18.
Domstolen afviste på den baggrund at undersøge ordningens forenelighed med art. 18 nærmere, herunder om ordningen var indirekte nationalitetsdiskriminerende som følge af ordningens territoriale afgrænsning. Domstolen bemærkede derfor på det foreliggende grundlag alene, at ordningen omfattede alle el-leverandører i Flandern, uanset nationalitet, og at ordningen som sådan ikke var i strid med art. 18.
Den flamske ordning var således hverken i strid med art. 34 eller art. 18
Er territorialt afgrænsede støtteordninger i sig selv nationalitetsdiskriminerende?
Sagen rejser bl.a. spørgsmålet, om en territorialt afgrænset støtteordning i sig selv er nationalitetsdiskriminerende. Dette spørgsmål er interessant, fordi nationale støtteordninger i deres natur oftevil være afgrænset til den pågældende medlemsstats område.
I sagen afviste Domstolen konkret, at den flamske ordning var direkte diskriminerende, da ordningen omfattede alle el-leverandører i Flandern.
Et oplagt spørgsmål var herefter, om ordningen i stedet kunne anses for at være indirekte nationalitetsdiskriminerende på baggrund af ordningens territoriale afgrænsning.
Domstolen fik ikke lejlighed til at tage stilling til dette spørgsmål under sagen, fordi den forelæggende belgiske domstol ikke havde påberåbt sig synspunktet om indirekte diskrimination. Dommen kaster derfor ikke lys over det grundlæggende spørgsmål, om en territorialt afgrænset støtteordning i sig selv er indirekte diskriminerende og i strid med TEUF art. 18.
Selvom Domstolen ikke tager stilling til dette spørgsmål, er det interessant, at den konkret forholder sig til spørgsmålet om ordningens forenelighed med diskriminationsforbuddet.
I tidligere praksis har Domstolen nemlig uden videre afvist, at en territorialt afgrænset støtteordning kan være diskriminerende.
I sag C-351/98, Spanien mod Kommissionen, udtalte Domstolen, at en myndigheds støtteordning pr. definition kun gælder på det område, som den pågældende myndighed har ansvaret for, og at en virksomhed, som er etableret henholdsvis inden for og uden for dette område, derfor ikke er sammenlignelige situationer.
Med henvisning hertil fastslog Domstolen i sag C-351/98, at synspunktet om, at en territorialt afgrænset støtteordning er diskriminerende, savnede ethvert grundlag.
I lyset heraf markerer Domstolens dom af 11. september 2014 et muligt skift i praksis, selvom Domstolen i sagen ikke konkret fandt, at den flamske støtteordning var i strid med diskriminationsforbuddet.
Læs Domstolens dom i sagerne C-204/2012 – C/208/12 her.
