Produktsikkerhedsforordningen
![Produktsikkerhedsforordningen](https://jurainfo.dk/storage/4154/conversions/EU_Europe_flag-medium.jpg)
Tæt på 2-årsdagen for den første nedlukning grundet COVID-19 med senere genåbninger, nedlukninger, restriktioner og rejseanbefalinger har vi gennemgået Ankenævnet for Forsikrings praksis, der tæller mere end 75 afgørelser, der berører COVID-19. Med en sagsbehandlingstid på 6-8 måneder er nævnet noget foran de almindelige domstole, hvor afgørelserne stadig lader vente på sig. I dette nyhedsbrev har vi samlet en status på praksis baseret på en håndfuld udvalgte afgørelser.
Den forsikringsretlige praksis
Sagerne for Ankenævnet for Forsikring vedrører primært rejseforsikring, hvor de sikrede har anmeldt forsikringskrav som følge af afbestilte rejser grundet COVID-19. Sagerne viser, at dækningsvilkårene fortolkes med hovedvægt på ordlyden af vilkårene og at der generelt ikke tages særlige hensyn til COVID-19 relaterede skader og de ekstraordinære omstændigheder, som COVID-19 har bragt med sig i de seneste to år.
Evakuering
En række enslydende afgørelser fra Ankenævnævnet fra Forsikring om evakuering viser, at ”evakuering” som begreb er blevet fortolket ordlydsnært. Udenrigsministeriets ’orange' rejsevejledninger, som fraråder alle unødvendige rejser, og udenrigsministerens opfordring den 13. marts 2020 til alle danskere i udlandet om at rejse hjem er derfor ikke blevet anset som en ”evakuering” af ankenævnet.
Som et eksempel fremhæves ANF2020.95485, hvor klager var på rundrejse. Under rundrejsen blev grænsen til to af de planlagte destinationslande lukket grundet COVID-19, hvilket umuliggjorde, at rundrejsen kunne gennemføres som planlagt. Ankenævnet for Forsikring fandt, at denne omstændighed ikke udgjorde en evakuering i forsikringsretlig forstand. Begrundelsen var, at ”tilstanden [evakuering] skal være erklæret og dokumenteret af Det danske Udenrigsministeirum, dansk ambassade eller lignende insitution”. Hertil krævede dækningsvilkårene, at evakuering skulle være erklæret i det land, hvor den sikrede opholdt sig på tidspunktet for hjemrejsen. En ’orange’ rejsevejledning fra Udenrigsministeriet havde, ifølge ankenævnet, ikke en sådan karakter, at den kunne anses for være en erklæret evakuering. Afgørelsen blev afsagt med dissens. Mindretallet lagde vægt på, at forsikringsbetingelserne ”synes at regulere den situation, hvor klageren rejser til en enkelt destination.” Mindretallet fandt derfor, at betingelserne, ud fra en formålsfortolkning, måtte være opfyldt i dette tilfælde.
Pakkerejse-Ankenævnet har anlagt en lempeligere fortolkning af ”evakuering”. Se fx afgørelse nr. 20748, hvor nævnet fandt, at udenrigsministerens opfordring den 13. marts 2020 til alle danskere i udlandet om at rejse hjem skulle sidestilles med et krav om at evakuere rejsende fra destinationen.
Selvisolation
Afgørelser fra Ankenævent for Forsikring om selvisolation viser, at betingelsen om ”akut sygdom” også fortolkes ordlydsnært. Det har medført, at myndighedernes opfordringer om selvisolation, i tilfælde hvor man har været i nærkontakt med en smittet, ikke kan sidestilles med ”akut sygdom”. Se fx ANF2021.97066, hvor en efterskole havde planlagt en rejse til Malta. En række af eleverne havde få dage inden afrejse været i kontakt med en smittet person, og de var derfor blevet pålagt at selvisolere sig – også selvom de ikke havde symptomer på sygdom eller var testet positive. Nævnet fandt, at klager ikke var berettiget til dækning, da ”ingen af de 11 elever var akut syge, idet ingen af eleverne var smittet med coronavirus eller havde symptomer på sygdommen.”
Afbestilling
En række enslydende afgørelser om afbestilling af rejser viser, at Ankenævnet for Forsikring har fortolket det sædvanlige vilkår om, at afbestilling, i tilfælde af at myndighederne fraråder indrejse til et destination, skal ske ”umiddelbart før afrejse” og typisk – efter ordlyden – tidligst 72 timer inden afgang. De sikrede, der har afbestilt rejsen tidligere end det bestemte antal timer inden afrejse i dækningsvilkårene, har dermed ikke fået medhold i forsikringskravene. Se fx afgørelserne 95764, 95584, 95972 og 95853. Den samme tilgang til afbestilling ses også i praksis fra Pakkerejse-Ankenævnet.
I enkelte sager vedrørende perioden den 10. marts 2020 til 13. marts 2020, hvor store dele af Danmark lukkede ned, men hvor Udenrigsministeriet endnu ikke havde ændret rejsevejledningerne, har Ankenævnet for Forsikring dog anlagt en mere lempelig fortolkning af dækningsvilkårene. I ANF2021.95362 fik klager medhold, idet nævnet bl.a. lagde vægt på, at ”der var tale om en helt ny sygdom, hvor der på afbestillingstidspunktet var usikkerhed om risikoen for smitte med Covid-19 og de konsekvenser, der var forbundet med afrejse på et tidspunkt, hvor hele verden var ved at lukke ned” samt ”at Udenrigsministeriet den 13/3 2020 – dvs. få dage efter afbestillingstidspunktet – ændrede rejsevejledningen til at fraråde al udrejse til hele verden.” Hertil bemærkede flertallet, ”at afbestillingen den 10/3 2020 – som var på den planlagte afrejsedag – opfylder kriteriet om, at beslutningen om afbestilling først træffes umiddelbart inden afrejse.” Afgørelsen blev dog afsagt med dissens, idet mindretallet bl.a. lagde vægt på, at ”Udenrigsministeriet ikke frarådede indrejse til rejsedestinationen på afbestillingstidspunktet den 10/3 2020.”
Grov uagtsomhed
Ankenævnet for Forsikring har i en enkelt afgørelse, ANF2021.95998, taget stilling til ”grov uagtsomhed” i en sag, som omhandlede afrejse i strid med Udenrigsministeriets ’orange’ rejsevejledning, som frarådede alle unødvendige rejser. Et flertal af nævnet fandt, at ”der ikke er grundlag for at kritisere, at selskabet har anset det som groft uagtsomt i relation til smitte med COVID-19 at foretage en ikke-nødvendig rejse til et af Udenrigsministeriet orange-markeret land.” Flertallet lagde bl.a. vægt på, at der var en vis risiko for, at den forsikrede kunne blive smittet, at en eventuel smitte kunne være forbundet med store økonomiske omkostninger i forhold til at få coronarelateret behandling i udlandet og at det ville være forbundet med store vanskeligheder at få en COVID-19-patient transporteret til Danmark. Afgørelsen blev afsagt med dissens. De dissentierende medlemmer af nævnet udtalte, at selskabet ikke generelt ”kan anse det at rejse til et orange-markeret land for groft uagtsomt i relation til smitte med COVID-19”, og at ”en vurdering af grov uagtsomhed skal tage udgangspunkt i en konkret og beviselig vurdering i forhold til det pågældende rejsemål”.
Dækningstilsagn
Endeligt i en række enslydende afgørelser om dækningstilsagn har Ankenævnet for Forsikring fundet, at forsikringsselskaberne som udgangspunkt er bundet af deres dækningstilsagn og at det kræver ”særlige omstændigheder, før selskabet kan tilbagekalde et sådant dækningstilsagn.” Se fx afgørelserne 96024, 95958, 96341, 95275 og 96037, hvor forsikringsselskaberne havde givet et forudgående tilsagn om dækning henholdsvis ved afbestilling af en konkret rejse eller hjemtransport som følge af COVID-19.
Bech-Bruuns kommentar
Ankenævnet for Forsikrings praksis viser, at dækningsvilkårene, efter sædvanlig praksis, fortolkes ordlydsnært og at der generelt ikke tages særlige hensyn til COVID-19 relaterede skader og de ekstraordinære omstændigheder, som COVID-19 har bragt med sig. Det er vores forventning, at domstolene vil anvende samme tilgang og at Ankenævnet for Forsikrings praksis generelt er retvisende for den fremtidige behandling af lignende sager.
Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.